Skuespiller, teaterdirektør. Født 15/3 1877 (Anders Christian F.), død 2/2 1956 - 78 år gammel. Far til skuespillerinde Grete Frische (1911-62).
Efter en militæruddannelse og engagementer som skuespiller ved diverse omrejsende provinsselskaber, blev han i 1908 ansat ved Folketeatret, hvor han blev i en årrække. Direktør på bla. Sønderbros Teater 1918-22, Folketeatret 1924-26, Nørrebros Teater 1928-31 og Det ny Teater 1937-39.
Axel Frische er måske mest kendt som dramatiker og manuskriptforfatter med en lang række teatersucceser, hvoraf flere senere blev filmatiseret.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Som dramatiker og teaterdirektør var han en af folkekomediens lykkeligste dyrkere. Hans navn er knyttet til legendariske genrestykker som "Rasmines Bryllup", "Ebberød Bank" og "Styrmand Karlsens Flammer", der alle er blevet filmatiseret, den første mest vellykket.
Hans indsats som filmskuespiller er mere sporadisk. Han tegner sine portrætter med grove penselstrøg og som oftest med udpræget jysk dialekt, og hans form ligger et kunstnerisk set farligt sted mellem det selvbevidst naive og det demonstrativt poliske.
Men han har fylde og format som den hjertensgode landsby-ekscentriker Niels Pind i sin egen Johan Skjoldborg-filmatisering "Niels Pind og hans Dreng" (1941) - en hovedrolle, som siden blev spillet af Peter Malberg i en senere og ringere farve-version, "Sønnen fra Amerika" (1957).
Hans svedne og skælmske Knagsted i Gustav Wiedfilmen "Thummelumsen" (1941) har vakt en del beundring, men falder i det selvbehageligt misantropiske. Og han viser en ikke særlig interessant tyngde som Bloch i "Kriminalassistent Bloch" (1943), som datteren Grete Frische var med-instruktør af.
Hun anvender ham desuden som en velmenende far, der er gået fallit, men alligevel øser penge ud på sin datter (Grethe Holmer) i "Saa mødes vi hos Tove" (1946). Også her er hans spil noget nuancefattigt, med ansatser til det sentimentale. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Styrmand Karlsen | 1958 | Manus | DK/Spillefilm |
Mosekongen | 1950 | Jesper Madsen, proprietær | DK/Spillefilm |
Støt står den danske sømand | 1948 | Kaptajn paa "Jette" | DK/Spillefilm |
Røverne fra Rold | 1947 | Ole Hopsasa, kaldet Wolle, Manus | DK/Spillefilm |
Brevet fra Afdøde | 1946 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Saa mødes vi hos Tove | 1946 | Hansen, Jyttes far | DK/Spillefilm |
En ny Dag gryer | 1945 | Birch, overbetjent | DK/Spillefilm |
Ebberød Bank | 1943 | Manus | DK/Spillefilm |
Moster fra Mols | 1943 | Instruktion, Manus | DK/Spillefilm |
Føllet | 1943 | Speaker | DK/Dokumentarfilm |
Heste | 1943 | Speaker | DK/Dokumentarfilm |
Hesten | 1943 | Speaker | DK/Dokumentarfilm |
Kriminalassistent Bloch | 1943 | Bloch, Kriminalassistent, Manus | DK/Spillefilm |
Naar Bønder elsker | 1942 | Fisker Tammes, Manus | DK/Spillefilm |
Niels Pind og hans Dreng | 1941 | Instruktion, Niels Pind, daglejer, Manus | DK/Spillefilm |
Thummelumsen | 1941 | Toldkontrollør Knagsted | DK/Spillefilm |
Familien Olsen | 1940 | Niels Sønderfeldt, generaldirektør | DK/Spillefilm |
Blaavand melder Storm | 1938 | Fiskeskipper Chr. Larsen | DK/Spillefilm |
Livet paa Hegnsgaard | 1938 | Per Søwren | DK/Spillefilm |
Den mandlige Husassistent | 1938 | Vilhelm Ravn, Hotelejer i Ringkøbing | DK/Spillefilm |
Den kloge Mand | 1937 | Brock, proprietær | DK/Spillefilm |
6. Trækning | 1936 | Manus | DK/Spillefilm |
Rasmines Bryllup | 1935 | Manus | DK/Spillefilm |
Min Kone er Husar | 1935 | Manus | DK/Spillefilm |
Saa til søs | 1933 | Ole | DK/Spillefilm |
Odds 777 | 1932 | Martin | DK/Spillefilm |
Paustians Uhr | 1932 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Jeg bærer med Smil min Byrde | 1938 | Livet paa Hegnsgaard | Sang |
Jens Vejmand | 1938 | Livet paa Hegnsgaard | Sang |