Carl Ottosen

Skuespiller. Født 19/7 1918, død 8/1 1972 - 53 år gammel. Gift med blandt andre skuespiller Tove Maës - ægteskabet opløst.

Uddannet på Odense Teaters Elevskole 1940-43. Scenekarriere med engagementer i provinsen og ved forskellige københavnske teatre.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans skarptskårne, permanent vrisne ansigt og upolerede, maskuline fysik gør ham ikke til nogen indlysende kandidat til popularitet i den danske folkekomedie, men alligevel blev han i løbet af en relativt kort filmkarriere på kun godt 15 år en mindre institution i genren - som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. Bedst var han foran kameraet.

Han startede sin filmkarriere med småroller og illuderer godt som barsk politimand i "De pokkers unger" (1947) og dødsdromkører i Dyrehavsbakke-filmen "Bag de røde porte" (1951). Men først i "Vores lille by" (1954) fik han en rolle med kød på. Som den frejdige fribytter, der standser i en lille by og sætter fut i adskillige af byens kvinder, viser han gemytlig mandighed, men ikke styrke til at bære en film.

Sit folkelige filmgennembrud fik han i 1958 i en rolle tiltænkt Poul Reichhardt. Henrik Sandbergs Merry Film ville have Poul Reichhardt til at spille den højtråbende sergent Vældegård i bassefarcen "Soldaterkammerater" (1958), men han meldte fra i sidste øjeblik, og i stedet gik jobbet til Sandbergs reserve, Carl Ottosen. Og som sergenten, der under sit kolerisk råbende ydre huser en lun kammerat, skaber Carl Ottosen sin stærkeste filmfigur. Figuren er det bedste ved den første film i serien, og selv i de senere film, hvor de fleste i skuespillertruppen er blevet mærkbart trætte, holder Ottosen fanen - og stemmen højt. Han er med i alle seks film i serien.

Siden ses han ufrivilligt komisk som den amerikanske General Grayson, der leder kampen mod en genopstanden fortidsøgle i den legendariske stinker "Reptilicus" (1961).

Fra midten af 1960'erne brugte han mere tid som (yderst middelmådig) instruktør og manuskriptforfatter, og hans roller blev tilsvarende mindre, ofte tæt på statistoptrædener. Han får dog det optimale ud af sin smådumme kriminalbetjent i de veloplagte kriminalkomedier "Fem mand og Rosa" (1964) og "Smukke-Arne og Rosa" (1967). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]