Carlo Wieth

Skuespiller. Født 11/12 1885, død 30/6 1943 - 57 år gammel. Gift 1° i 1906 med skuespillerinde Clara Wieth (født Rasmussen) - ægteskabet opløst, og 2° i 1916 med skuespillerinde Agnes Thorberg Wieth (født Sommer). Far til skuespiller Mogens Wieth (1919-1962).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1903-05 med debut på teatret i 1905. Efter nogle år kom han til privatscenerne i hovedstaden - især blev årene ved Folketeatret betydelige for hans karriere. I 1923 vendte han tilbage til Det kgl. Teater.

Debuterede på film i 1910 hos Kinografen, men derefter udspillede resten af hans stumfilmkarriere sig - bortset fra et par undtagelser - hos Nordisk Film. Han blev snart med sin lidt drengede fremtoning og sit friske men samtidig blide spil en populær filmskuespiller. Han stod som én af Nordisk Films mandlige stjerne måske nok i skyggen af Valdemar Psilander, men samtidig var de to på alle måder så forskellige, at de ikke var hinandens konkurrenter. Carlo Wieth spillede sjældent de adelige roller. Han var op gennem 1910'erne styrmand, studerende, løjtnant eller kunstner, men oftest 'nogens' søn. I perioden 1912-14 indspillede han 9 film i Sverige. I de film han medvirkede i omkring 1920 fik han tildelt de store roller: Peter Lykke i "En Lykke-Per", Philip Vanderdecken i Marryats "Den flyvende Hollander" og Jafet Newland i "Jafet, der søger sig en Fader". I 1919 anvendte Dreyer ham i "Blade af Satans Bog" (premiere 1921), hvor han i det finske afsnit huskes for nogle gribende scener i samspil med sin ex-kone Clara Wieth. Han indspillede sine sidste stumfilm i 1921 og vendte først tilbage på lærredet midt i 30'erne, hvor det blev til 9 tonefilm.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Agtet teaterskuespiller, hvis filmindsats især ligger i stumfilmstiden. Han er med i ca. 40 stumfilm, deriblandt centrale værker som Holger-Madsens "Pax æterna" (1916) og Carl Th. Dreyers "Blade af Satans Bog" (1919), og som sin søn Mogens Wieth overskrider han landegrænserne: også hos store svenske instruktører som Stiller og Sjöström optræder han.

I sine tonefilm viser han - modsat sin søn - ikke megen karisma, virker stiv og teatralsk. Han er heller ikke så heldig med sit filmvalg - jammerligt melodrama i Bodil Ipsen-filmen "Det gyldne Smil" (1935), tung historie-fremstilling i stavnsbåndsfilmen "Kongen bød -" (1938) og en fejlkalkuleret patetisk New York-prolog i Benjamin Christensens "Skilsmissens Børn" (1939).

Han spiller derefter kedelige sideroller temmelig kedeligt, inden han fik en hovedrolle i sin sidste film: den vamle komedie "Vi kunde ha' det saa rart" (1943), hvor han som en grånende læge med stumfilmsminkning skal gøre det ud for den 32 år yngre Bodil Kjers romantiske kavalér - en præstation, der virker lige så forloren som filmen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]