Cecilia Zwick Nash

Skuespiller. Født 17/11 1968. Datter af forfatter og maler Jørgen Nash og maler Lis Zwick.

Uddannet på skuespillerskolen ved Aarhus Teater 1988-92. Ansat ved Det kgl. Teater kort efter og har bortset fra en enkelt sæson været knyttet til nationalscenen siden.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Endnu mens hun var teaterskole-elev fik hun et godt gammeldags gennembrud med monologen "Oda, Satans kvinde", der både kom op på Aarhus Teater og Det kgl. Teaters Bolten-scene 1993-94. Her bruger hun hele paletten i portrættet af den anarkistiske malerinde Oda Krogh, der satte sig imod mandsvældet i Kristianias bohèmekunstner-miljø for omkring 100 år siden. - "At kalde det talent er en underdrivelse", skrev Politikens Michael Bonnesen.

Kort efter fik hun rollen som Laura, der som 15-årig indføres i I. C. Jacobsens bryggergård i tv-serien "Bryggeren" (1996) og bliver den dominerende mands underkuede hustru. En diametralt modsat rolle, som svækkes af seriens sentimentale gentagelse af det samme triste, grådkvalte underkuelsesmønster i de første seks afsnit, indtil hun er grundigt stækket, og følelses-udtæret forsvinder ud af serien som 35-årig for senere at blive forvandlet til Karen Wegener.

Med sine store klare blå øjne og åbne, let aflæselige ansigtstræk har den kønne Cecilia Zwick Nash en udpræget god filmudstråling, men den utaknemmelige hovedrolle som Laura har næppe givet filmkarrieren et ekstra skub. På film er det i biroller, man har kunnet værdsætte hende - allerførst som sexet sild i Helle Ryslinges satire "Sirup" (1990), hvor hun kun har en enkelt scene, men gør indtryk som en laber larve, hovedpersonen, Peter Hesse Overgaards Lasse Serup, meget troværdigt falder for.

Hun er politimanden Rolf Lassgårds datter Linda i Pelle Berglunds svenske krimi-trilogi "Hundarna i Riga" (1995), "Mördera utan ansigte" (1996) og "Den vita lejoninnan" (1997), hvoraf den første og den sidste blev udsendt i svenske biografer.

I samspil med Benedikte Hansen og Frits Helmuth spiller hun en morderske, der fanges i sit eget net i mini-tv-serien "Renters rente" (1996), men den byder mest på kitsch i lækker indpakning. Hun har en stum rolle i sidste afsnit af tv-serien "Charlot og Charlotte" (1996) som Charlottes lillesøster, og hun illuderer godt i titelrollen som Malerens muse i afsnit otte af tv-serien "Strisser på Samsø" (1997-98). Men det er i to biroller i mindre sete film, at hun giver nye løfter for fremtiden. Både som nonne i "Nonnebørn" (1997) og sygeplejerske i "Manden som ikke ville dø" (1999) viser hun en menneskelig varme og stilfærdig autoritet, der ligger langt fra Bryggerens Laura. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]