Ellen Gottschalch

Skuespillerinde. Født 2/5 1894 (Ellen Sofie Kathrine Holm), død 18/2 1981 - 86 år gammel. Gift 1° i 1915 med visesanger Christian Gottschalch (ægteskabet opløst), 2° i 1932 med komponisten Kai Normann Andersen (1900-1967).

Stod for første gang på en scene i 1911 på Aarhus Teater, hvorfra hun året efter kom til København. Her fik hun engagement på Det ny Teater og blev derfra udlånt til Casino, hvor hun fik stor succes med bla. titelrollen i "Frøken Nitouche" i 1915 - en rolle hun kom til at spille et utal af gange. Ellen Gottschalch blev op gennem 30'erne en af de mest populære operettesangerinder på de københavnske scener, men blev i 1941 hentet til Det kgl. Teater, hvor hun blev i 20 år. Hun fortsatte sin omfattende karriere som freelancer og spillede sin sidste rolle på Alléscenen i en alder af 85 år.

Optrådte på film hos Fotorama i Århus i 1910, hvor hun medvirkede i et par statistroller. I de tidligste film er hun krediteret som Ellen Holm, efter 1915 som Gottschalch. Hendes medvirken i stumfilm er helt sporadisk, og det blev kun til få og små roller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Efter stumfilmoptræden finder hun først vej til tonefilmen i 1938, en af dansk films mange gåder, for hun hører til vores filmskats smukkeste klenodier. Hendes udtryk svinger alt efter rollen mellem det varmt moderlige og det længselsfuldt erotiske, men med humor, livsmod og erfaringsmættet klogskab som den konstante undertone. Kameraet elsker hendes klare blik og åbne træk. Og hendes musikalske replik strør guld over mangen en rutinescene.

Et af hendes første operette-hits var "Det var på Fredriksberg" fra "I Ungdommens Vaar" fra 1914, og fra starten blev hun associeret med Københavner-festlighed i "Champagnegaloppen" (1938) som en Tivoli-servitrice forelsket i H. C. Lumbye - kun en birolle, men hun gør den til filmens centrum, ikke mindst når hun synger "Om bare jeg vidste..." Derefter har hun sin bedste filmrolle som den hårdt prøvede kromutter Fru Brasen i Herman Bang-filmen "Sommerglæder" (1940), et lysende midtpunkt af standhaftighed, finhed og varme i filmens provinsielle myldrebillede.

Det opofrende ligger også som en rød tråd i hendes roller i "En Desertør" (1940), "Far skal giftes" (1941) og "En Pige uden Lige" (1943), hvor hun enten er mor eller bare meget moderlig.

Først i John Prices og Søren Melsons ufortjent oversete "Billet Mrk." (1946) får hun en fuldblods erotisk rolle som strygersken, der har brugt sin ungdom på at lede sin vasketøjsbutik og nu lægger billet ind på en ægtemand. En bevægende præstation af en egen trodsig stolthed og følelsesmæssig hensynsløshed.

Hvad hun viser i "Billet Mrk.", bliver uden tvivl bemærket af Ole Palsbo, en af datidens bedste instruktører, for han bruger hende året efter utraditionelt som ansvarsløs alkoholiker-hustru i "Ta' hvad du vil ha'", hvor hun har en klassisk selvmordsscene i køkkenet med Ib Schønberg, og igen i "Familien Schmidt" (1951), hvor hun atter spiller mod sin type som karaktersvag borgerkvinde i indre opløsning. Præstationer, der er fuldt på højde med hendes glansroller som selvopofrende, stærk kvinde.

Men så er det ved at være slut med filmudfordringerne, og hun må nøjes med - på altid seværdig manér - at hygge eller charmere eller demonstrere en ubetvingelig gævhed, som i Peer Guldbrandsens "Tante Tut fra Paris" (1956), hvor hun har inspirerede øjeblikke som den afdankede provinsskuespillerinde, der udgiver sig for Tante Tut, som hun aldrig har kendt. Også en rolle med megen tomgang, men ikke så udvendig som hendes eccentriske musikalske mæcen i samme instruktørs "Lykkens musikanter" (1962), hvor det lykkes Guldbrandsen at presse en dårlig hovedrollepræstation ud af hende.

Mere karakterkomedie er der i hendes pludrende tante Florentine i "Bag de røde porte" (1951), en sjov demonstration af bourgøjser-kuller i løbsk udgave, lidt i stil med hendes excentriske værtinde i musicalen "Mød mig på Cassiopeia" (1951). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]