Erik Mørk

Skuespiller. Født 3/12 1925, død 27/1 1993 - 68 år gammel. Dannede i 1960'erne par med skuespiller Susse Wold (f. 1939).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1946-49, hvor han var engageret til 1955. I de følgende år ansat ved skiftende teatre, men vendte tilbage til nationalscenen i 1963. Han blev karakteriseret som en af tidens mest fremragende karakterskuespillere, med en meget personlig sceneudstråling.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han var en førende teaterskuespiller i over 40 år, fejret i utallige karakterroller, men hans filmroller er sporadiske og forløste næppe hele potentialet.

Filmen havde ellers fra start til slut Mørks udtalte interesse, ja i 1953 lod han sig lokke til Hollywood af Marilyn Monroes agent Charlie Feldman, der så en rollemulighed for ham i katastrofefilmen "Titanic" (1953). Mørk anså rollen for dårlig og "kunne ikke fordrage" Hollywood (men fandt dog - efter et personligt møde - Marilyn Monroe "en begavet pige", som han dengang udtrykte det).

Herhjemme var der i 1950'erne - efter en lovende start - ikke brug for hans specielle type i et overvejende folkekomedie- og farcepræget filmrepertoire. Hans mørke, brændende blik signalerede en fanatisme, ja dæmoni, som datidens danske film ganske målbevidst styrede udenom. Og hans aristokratiske træk, afmålte replik og air af åndfuldhed røbede enspænderen og afskrækkede folkeligheds-dyrkerne.

Det begyndte ellers mere end lovende med birolle-Bodil for præstationen som den blinde Hakon Riis i et af datidens meget beundrede (men nu besyndeligt glemte) dramaer, "Susanne" (1950), instrueret af Torben Anton Svendsen.

Her er han den kønne bagerdatter Astrid Villaumes skuffede tilbeder. Det førte hurtigt til en hovedrolle i kriminalfilmen "Lyntoget" (1951), hvor han med sit forfinede, interessevækkende ydre virker overkvalificeret i en banal rolle som en bankkasserer, der har taget af kassen. Og han fungerer ikke i en mindre komedierolle i Johan Jacobsens Birgitte Reimer-komedie, "Som sendt fra himlen" (1951).

Hans rolle i endnu en kriminalfilm, "To minutter for sent" (1952), er en kliché (manuskript: Peer Guldbrandsen), men Mørk får skabt den påkrævede farlige, truende atmosfære omkring sin pukkelryggede urmager. Derefter gik kriminalgenren af mode herhjemme, og Mørk måtte vente 14 år på sin næste skurkerolle: bandeleder i Erik Ballings Fredefilm nummer to, "Slap af, Frede!" (1966). Han er lidt stiv, men med på spøgen som Clara Pontoppidans Ødipuskompleksede søn, der får mord-orgasme ved opvasken. Og inden da havde han spillet balletmester i Disneys mislykkede novellefilm om Det kgl. Teaters ballet, "Ballerina" (1965).

Han følte sig isoleret i en tid med smag for amatørmedvirkende ("Bare jeg havde været mindre afskyet af de unge filmfolk", udtalte han i 1970), men endelig i 1971 får han en bærende hovedrolle som den bedragne og bedragende ægteskabsstrateg Audun Hamre i Jens Ravns Sandemose-filmatisering "Tjærehandleren" (1971). Han rammer præcist figurens isnende bitterhed, og forlener den skarpskårne, sarkastiske enspænder med stil, snit og format. Men det sandt tragiske format udebliver, køligheden slår indad, og den enstonige iscenesættelse accentuerer det stivnede ved figuren.

Snedigt casted som den jesuitiske pater i Ole Roos' "Hærværk" (1977) er han på én gang truende og forførende. Efter en krise med hospitalsindlæggelse og manglende spillelyst ("Jeg overvældedes af en følelse af lede, ja foragt for mit arbejde") dukker han op i Anja Breiens norsk-svenske "Forfølgelsen" (1981), et lidet set heksejagtdrama fra en afsides norsk provins. Han er Christian 4.s udsendte lovhåndhæver, en større birolle.

Mere held har han med sin næste film, Morten Arnfreds Kirsten Thorup-filmatisering "Himmel og helvede" (1988), hvor han er den bitre, målbevidste indvandrer Bols, far til Karina Skands violinspillende heltinde. Det gav ham endnu en birolle-Bodil, selv om den selvbevidste Erik Mørk-manér skinner vel kraftigt igennem en følelses-intens spillestil.

I Lars von Triers "Europa" (1991) er han tilbage i den paterrolle, hvor han illuderer bedre, og i "Den russiske sangerinde" (1993) er han helt på hjemmebane som sleben, uudgrundelig diplomat, igen i Morten Arnfreds instruktion. En elegant, ubesværet præstation, der varslede om, at hans erklærede ønske om nu - i sin karrieres aftenstund - at filme mere ville være blevet opfyldt med smukke resultater, hvis ikke døden havde indhentet ham i utide. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]