Erik Wedersøe

Skuespiller. Født 18/7 1938, død 27/9 2011 - 73 år gammel.

Oprindelig uddannet damefrisør, men blev i 1964 optaget på Arhus Teaters elevskole. Har spillet mange store roller, især på Folketeatret, og har også virket som iscenesætter. Har tilbragt en del år på havet, bl.a. en verdensomsejling i årene 1981-84.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans filmkarriere er uforudsigelig og farverig som manden selv.

I starten var han ung elsker uden overvældende romantisk udstråling. Senere mærkede livet hans brede ansigt og gjorde det langt mere udtryksfuldt med hældning mod det desillusionerede eller vredladne. Og med sin iboende gnist af vitalitet kan han som ældre tillade sig at underspille uden at miste sit publikum. Slipper han temperamentet løs, skrider hans portrætter til gengæld ofte ud mod det karikaturlignende.

Uden synderlig teater-erfaring filmdebuterede den unge, lidt glatte tidligere damefrisør i en hovedrolle som studenten Hans Madsen over for den erfarne Harriet Andersson i Henning Carlsens ambitiøse Schade-film "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet" (1967). En oplevelse, der var ved at slå benene væk under ham, men han slap fra sin (sobre) præstation med æren i behold.
Herefter puster han ud i fjollede småroller i to folkekomedier, inden han viser solid kunnen som ingeniøren i Martin A. Hansen-filmen "Løgneren" (1970) og får en af sine mest bemærkede roller som hippie i Panduro-tv-stykket "Bella" (1970) i samspil med Bodil Kjer. I Henning Ørnbarks ujævne instruktion virker hans frigjorthed i dag parodisk overspillet, og først i slutscenen når han ind til en ægte kerne i figuren.

Han er mere solid som journalisthelten i Panduro-serien Smuglerne" (1970-71), og hans indlysende talent for at projicere både eftertænksomhed og lidenskab skaffer ham hovedrollen i Henrik Stangerups "Farlige kys" (1972) som psykiateren, der forelsker sig i sin patient, spillet af Lotte Tarp. En opbrudsfigur, som gennemspiller det frigørelsesmotiv, der senere skulle komme til at få en afgørende rolle i hans eget liv (de lange sø-rejser) og hans egen instruktørdebut, "Anna" (2000) efter Klaus Rifbjergs roman. Præstationen som psykiateren er da også smukt indlevet, med et højdepunkt i en bekendende natlig kærlighedsscene. Ellers giver manuskriptet ham kun ret få chancer for at træde i karakter.

Efter en filmpause på fire år (med to år på havet) vender han tilbage i endnu en hovedrolle i Franz Ernsts og Kirsten Thorups underspillede psykologiske drama "Den dobbelte mand" (1976): han er den pæne arbejder Christian, der anser sig for skyldig i sin brors død ved en ulykke og derefter oplever et psykisk skred, som fører ham ind i en kriminel verden. Her viser Wedersøe for første gang sin særlige evne til indadvendt spil, men rollen forbliver delvis uforløst.

Han skifter gear i "Skal vi danse først?" (1979) som en munter sølvsmed med en lidt for utæmmelig smag for filmens teenageheltinde. Hvorefter der mærkeligt nok går ni år, før man ser ham igen - nu synligt og klædeligt ældet - i en af hans bedste filmroller: den mutte politimand i Søren Kragh-Jacobsens "Skyggen af Emma" (1988). Hans nye imposante stil videreføres i en mindre rektorrolle i samme instruktørs "Drengene fra Sankt Petri" (1991).

Op gennem 1990'erne anvendes han stadig flittigere, uden at være den type skuespiller, der gennem sin artistiske kunnen redder en dårlig rolle i en dårlig film. I Carsten Sønders "Elsker, elsker ikke"(1994), Trine Piil Christensens "Max" (2000) og Katrine Wiedemanns "Fruen på Hamre" (2000) spiller han vidtløftige faderfigurer, faretruende nær det selvparodiske. Også i Jesper W. Nielsens historiske "Den sidste viking" (1996) spiller han far, en lille, men vigtig rolle som den barske mand, der ikke genkender sønnen til sidst. Men her er han både præcis og effektfuld.

Han fornyer sig med sort komik som 'Pigernes Ole' i "Riget II" (1997) - en kælderterapeut, som han gør til lidt af et absurd fabeldyr i sin konsekvent tyranniske kynisme. Både i "Riget" og "Riget II" er det i øvrigt Wedersøe, der lægger dansk stemme til Udo Kiers Aage Krüger. Igen hos Trier har han det satiriske sigte finindstillet i en lille, men morsom birollepræstation som den uheldige villaudlåner i "Idioterne" (1998).

Trier gør typisk nok grin med hans nu autoritets-udstrålende type, men i tv-sammenhæng har han fået et mindre folkeligt gennembrud som mænd med magt. I tv-serien "Bryggeren" (1996) viser han format som den liberale, handlekraftige 1800-talspolitiker og officer A. F. Tscherning, og han er på én gang farlig og ynkelig som hårdhudet oberst i Ole Roos' tv-film "Majoren" (1998). Men det er utvivlsomt som den øverste chef for "Rejseholdet" (2000-01), at de fleste tv-seere nu kender ham - den ærgerrige Ulf Thomsen, der sværger til chefindblanding på mange planer. Endnu et magtmenneske, som Wedersøe låner sin pondus, men også sit meget menneskelige, fotogént forslidte ansigt. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]