Erni Arneson

Skuespillerinde. Født 12/9 1917 (E. Buchtrup), død 8/12 2006 - 89 år gammel.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun er professionel til fingerspidserne og spiller med en præcision, der aldrig rummer skyggen af det indsmigrende eller det letkøbte. Ganske logisk forsøgte hun sig med en amerikansk karriere, men stort set uden held: det var som at sejle kul til Newcastle. Og dette eventyr satte beklageligt nok næsten hendes film- og teaterkarriere i stå herhjemme.

Som lidt af en dansk Joan Crawford er hendes speciale beregnende naturer - kvinder, der kæmper for deres status med subtile intrigante midler. Hun gør sit køligt selvbeherskede, næsten hårde præg (disse vurderende øjne!) og sin præcise, hurtige replik interessant ved at antyde sårbare sprækker i intelligensens rustning. Men hun kan også spille frit ud med ung charme - som i Svend Methlings "Det kære København" (1944), hvor hun har en af sine få sympatiske roller.

Hun er 'den anden kvinde' i begge sine to første film - smuk malerinde ude efter Angelo Bruuns gifte godsejer i Johan Jacobsens komediefarce "Baby på Eventyr" (1942) og Bodil Kjers rivalinde i "Vi kunne ha' det så rart" (1942), hvor der konkurreres om den aldersstegne Carlo Wieth. En langt bedre rolle får hun som Ellen Gottschalchs koldblodige strygeri-hjælper i John Prices og Sørens Melsons uretfærdigt oversete "Billet Mrk." (1946). Her er hun den ensomme, forhærdede kvinde, som manipulerer sig frem mod en magtovertagelse. Bitterheden motiverer hende: hun har ikke kendt nogen lykke. Arneson er som en sværdfisk i vandet, kvinden, der gennemskuer, vurderer og hugger til i rette øjeblik.

Hun falder perfekt ind i Ole Palsbos hårdkogt desillusionerede figurgalleri i "Ta' hvad du vil ha'" (1947), hvor hun er Helle Virkners mor, der konkurrerer med datteren om sheiken Ebbe Rode. Men inden da har hun i "I Gaar og i Morgen" (1945) smukt forsvaret noget for dansk film så skræmmende som en erotisk udfarende kvinde. Her har hun helt Tennessee Williamske scener med Hans-Henrik Krauses flotte unge bybud.
Hun er den biologiske mor i "Min datter Nelly" (1955), en mere isnende skurkinde-præstation end adelsdamen i "Baronessen fra benzintanken" (1960), hvor hun ganske vist helt og holdent er sit gamle udspekulerede selv, men af ydre fremtræder mere modent elskværdig og fornem end før.

I 1980'erne er hun Fru Junkersens stuepige i "Den kroniske uskyld" (1985) og pensioneret skuespillerinde i "Sidste akt" (1987), begge gange i Edward Flemings bastante instruktion. Og i Helle Ryslinges kærlighedsfilm "Carlo og Ester" (1994) dukker hun op igen med en præcis birollepræstation som den forelskede Gerda Gilboes skeptiske veninde. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]