Eyvind Johan-Svendsen

Skuespiller. Født 5/1 1896, død 10/10 1946 - 50 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1915-17, hvorefter han fik ansættelse ved Dagmarteatret. Først i 1920 fik han sit egentlige gennembrud dér og ikke mindst et forrygende samspil med Else Skouboe fik betydning for hans udvikling og karriere. I 1926 kom de to til Det kgl. Teater og han opnåede en position som nationalscenens førende skuespiller. Det endte dog brat i 1939, da han efter en premiere brød sammen og siden måtte kæmpe med angst og et svækket helbred. Han kom dog til at spille over 300 roller ved radio-teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hans firskårne pondus, brændende blik og smukke stemme var med til at gøre ham en af tidens mest beundrede scenepersonligheder, berømt for en næsten hypnotisk udstråling af sjælelig kraft.

Ikke mindst derfor fik han hovedroller i Nordisk Films to første kulturelt ambitiøse talefilm, Blicher-filmatiseringen "Præsten i Vejlby" (1931), hvor han er herredsfogeden, og "Hotel Paradis" (1931), hvor han er kroejer i samspil med Karen Caspersen som hans hustru.

Tiden har ikke været barmhjertig mod hans poserende stil - hans spil mangler i sjælden grad spontaneitet og virker stift og overkalkuleret. Og hans deklamatoriske Reumert-diktion og selvsmagende malmrøst understreger forældelsen ('kongelig skøntale', som Bjørn Rasmussen skriver). Helt galt går det i komedien "7-9-13", hvor han nyder sin melankoli i en præstation, der er støvsuget for humor.

I 1940'erne gjorde han film-come-back, og Frederik Schyberg fandt hans spil som patriarken, der omvender sig i "Tyrannens Fald" (1942), troværdigt gennemført. Han har fysisk format og sorgtynget intensitet som mølleren i Karl Gjellerup-filmatiseringen "Møllen" (1943), men hæmmes igen af sin messende, livløse replikføring. Heller ikke som anklageren (nu en birolle) i Poul Reumert- og Bodil Kjer-filmen "Det brændende Spørgsmål" (1943) demonstrerer han stort mere end tænksom skuespiller-alvor.

Hans berømteste rolle kommer i Johan Jacobsens episodefilm "Otte Akkorder" (1944) som den modermærke-skæmmede, ensomme og hæmmede apoteker i natligt samspil med en passioneret Inge Hvid-Møller. Her ulmer endelig noget ægte farligt og fatalt i den tunge skikkelse, tilsat et tiltrækkende præg af grænseløs sørgmodighed.

Han viser autoritet, men har en ringere rolle som dæmonisk overlæge i Johan Jacobsens mislykkede sorte thriller "Brevet fra Afdøde" (1946). Filmen blev udsendt 18 dage efter hans død. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]