Frits Helmuth

Skuespiller. Født 3/7 1931, død 12/12 2004 - 73 år gammel. Søn af skuespiller og sanger Osvald Helmuth (1894-1966). Gift 3 gange: 1º 1957-60 med balletdanserinde Agneta Segerskog (1938-1983), 2º 1961-64 med skuespillerinde Jeanne Darville (1924-1995). Far til skuespiller Mikael Helmuth (f. 1958) og barneskuespiller Pusle Helmuth (f. 1962).

Debuterede som barneskuespiller i 1943. Optaget på Det kgl. Teaters elevskole i 1950. Omfattende scenekarriere.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han begyndte sin filmkarriere som en ivrig og pligtopfyldende barneskuespiller: han er sin far Osvald som barn i vestkystdramaet "Blaavand melder storm" (1938) og har småroller i "Ebberød bank" (1943), "Frihed, lighed og Louise" (1943), "Mit liv er musik" (1944) og "Hans store aften" (1946). Mekaniske præstationer uden megen situationsfornemmelse.

Som ung i 1950'erne lignede han svigermors drøm. Men dansk film havde netop i denne periode brug for drenget renskurede typer. Og det ufærdige skuespiller-føl havde oprigtig følsomhed, naturlig replikføring og kunne - som trompetspillende yngling i "Ung leg" (1956) - tilføre sit duksedrenge-image en ægte idealistisk gnist. Men den mesterlige karakterskuespiller og forvandlingskunstner, der senere skulle folde sig ud, lå stadig begravet op gennem 1960'erne, hvor rollerne var få og uinspirerende.

Først i 1970'erne tog Frits Helmuth hul på mere sammensatte karakterer som den forpinte tvivler Johannes Vig i Martin A. Hansen-filmatiseringen "Løgneren" (1970) - en vanskelig rolle, som han slap forbløffende uskadt fra. Og med sin filmrolle nummer 18, den iskolde, glatte direktør og forsikringsvindler i Hans Kristensens indflydelsesrige kriminalfilm "Per" (1974), finder Helmuth en ny afslappet autoritet: med sit klare, faste blik og sin velmodulerede replik kan han nu spille på sin rolige pondus og give sine figurer tvetydige nuancer. En udvikling, der også tegner sig i hans diskrete fremstilling af den vege Paul i de to relaterede Leif Panduro-tvfilm lavet af Palle Kjærulff-Schmidt, "Bertram og Lisa" og "Anne og Paul", begge fra 1975.

Og så er vejen banet for den brede vifte af karakterroller fra den sidste snes år, rækkende fra svage mænd som faderen i "Johnny Larsen" (1979) over lærertyrannen i "Det forsømte forår" (1993) og en farverig musiker som kro-pianisten Outzen i "Min fynske barndom" (1994) frem til den ubøjelige strisser Jespersen i "Her i nærheden" (2000).

Hans anonyme ydre bliver den neutrale tavle, karaktererne kan tegnes på. Som han skriver i sine erindringer: "Jeg ligner ikke noget som helst - det er det, der er det gode ved det." Mest i overensstemmelse med sin indre natur er han måske i rollerne som den eftertænksomme mand, han åbenbarer i sin erindringsbog. Men han kan også åbne for sluser af spruttende temperament eller skære igennem med ætsende intensitet. Forvandlingen opstår indefra, selv om han også er suveræn som maskeringskunstner.

I sine første film som voksen viser han velskrubbet uskyld og sympatisk naturlighed i banale roller.

Han placeres tre gange som søn i skyggen af stærkere fader-personligheder: Ib Schønberg i den dystre "Sønnen" (1952), Gunnar Lauring i den tynde komedie "Min søn Peter" (1953) og Osvald Helmuth i "Den kloge mand" (1956), hvor han er lægesønnen, der geråder i konflikt med sin kvaksalverfar, spillet af Osvald. Her gør han mest indtryk med sit flotte Brian Laudrup-ydre i en umulig rolle.
Til gengæld har han en hovedrolle som en lidt enfoldig flyttemand i komedien "Det er så yndigt at følges ad" (1954) og får en pæn modtagelse. Og i Johannes Allens meget sete problemdrama "Ung leg" (1956) danner han for første gang par med Ghita Nørby i rollen som en trompetspillende ildsjæl. Her viser han klart, at han kan mere end dansk films gennemsnitlige 'unge mand'.

Efter at have været artig titelrolleindehaver i "Styrmand Karlsen" (1959) - "den kedeligste og fadeste præstation, jeg efter min mening har ydet", kalder han den i sine erindringer - spiller han med ungdommelig intensitet den medicinstuderende i Knud Leif Thomsens idé-forældede debutfilm "Duellen" (1961), hvor han plages af dyr-menneske-modsætningen.

Derpå følger forglemmelige historiske roller i Herman Bang-filmen "Tine" (1964) og Erik Balling-operettten "Landmandsliv" (1965), han forsøger sig behjertet som fisker i eksistentiel og materialistisk havsnød i Ib Mossins ambitiøse "Stormvarsel" (1968), og spiller den første af adskillige strissere, rejseholds-opdager Mørck i den bastante Poul Ørum-filmatisering "Kun sandheden" (1974).

Svage film, som han ikke kan rette op på. Men Helmuth udvikler sig alligevel i 1970'erne til en af dansk film klart bedste karakterskuespillere. Han illuderer godt som politiker i knibe i Franz Ernsts og Klaus Rifbjergs tv-film "Privatlivets fred" (1973), og han giver sin forsikringssvindlende direktør i Hans Kristensens "Per" (1975) en rammende overflade-affabel hovenhed. Og han får den første af hele fire Bodilpriser for sin dominerende hovedrollepræstation i Edward Flemings "Lille spejl" (1978), hvor han udnytter hvad han selv kalder "en lidt pjosket gangart, jeg plejer at gemme bag mine roller" som den ensomme bøsse, der drømmer om fest og forløsning.

Og i Morten Arnfreds nyklassiker "Johnny Larsen" (1979) er en nu bebrillet Helmuth igen suveræn som 'lille mand' - Johnnys ufaglærte arbejderfar, der har lært at tilpasse sig og skrue ned for kravene. Et varmt hverdagsportræt i musikalsk samspil med Allan Olsens Johnny.
Herefter kommer nogle år med solide indsatser i mindre vellykkede film: atter far i Annette Olsens ungdomsfilm "Skal vi danse først?" (1979); ulveforsker i Helle Stangerup-filmatiseringen "Ulvetid" (1981); en lille lægerolle i "Forræderne" (1983); og en præcis præstation som sympatisk, men usentimental politimand i "Midt om natten" (1984). I den frie Blicher-filmatisering "Elise" (1984) kæmper han som præst med instruktøren Claus Plougs og manuskriptforfatteren Mogens Rukovs konstruktioner og lod sig med megen møje sminke 85-årig i otte dage - uden at optagelserne blev brugt.

Derefter blev hans i hver fiber gennemfølte Karl Aage i "Dansen med Regitze" (1989) et come-back, også på grund af en genforening med favoritpartneren Ghita Nørby, som han har spillet sammen med på film i over 40 år.

"Nogle af hans beundringsværdige præstationer kunne savne en afgørende farlighed," skrev Politikens Bent Mohn om hans store teaterroller i en fødselsdagsartikel 1991. - "Frits Helmuth spiller helst mennesker, han personligt selv kan lide. Det rigtig onde ligger ikke for hans gemyt. Måske tror han ikke på det?"

Svaret kom med den sataniske lektor Blomme i "Det forsømte forår" (1993), der kompenserer for sin ubetydelighed i hverdagslivet ved at gøre sig til diktator i klasseværelset. Her gør Helmuth - med overrumplende frodighed - ondskaben farverig og facetteret, som når han bruger lillefingeren til at kalde eleverne op til afstraffelse. Han ender med at blive ét med sin maske - den fuldendte, sadistiske klasseværelse-despot.

Den samme blomstrende udadvendte styrke, men denne gang med positivt fortegn, ligger der i det vitale birolleportræt af værtshuspianisten Outzen i Erik Clausens Carl Nielsen-film "Min fynske barndom" (1993) - lidt af et menneskevrag, men stadig optændt af kunstens hellige ild.
Han er den rene fryd som erfaren tjener i Jonas Elmers afgangsfilm fra Filmskolen, "Debut" (1996). Og han ses som ensom enkemand i Marius Holsts norske "Pust på meg!" (1996); komisk desperat og selvmordstruende tubaist i Anders Thomas Jensens novellefilm "Wolfgang" (1997); og en imposant, tyrannisk brygger Jacobsen i de sidste seks afsnit af den haltende DR-tv-serie "Bryggeren" (1996).

På film får han - mærkeligt nok - først en større rolle igen i 2000 som den stædige politimand og sporhund Jespersen i Kaspar Rostrups intense kammerspil for fire stemmer, "Her i nærheden". Et stærkt portræt af et skyklap-menneskes ensporede jagt på retfærdighed.

Og som den barske, drikfældige provinslæge i Anders Thomas Jensens gangsterkomedie "Blinkende lygter" (2000) tegner Helmuth igen en skæv eksistens - denne gang med udsøgt sort humor. Et opstrammende bevis på, at et lille halvt århundredes skuespillererfaring, klassisk baggrund på Det kgl. Teater og et ry for usvigelig seriøsitet ikke er nogen hindring for et lydefrit samspil med dansk films brat pack. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Frits Helmuth: Med mellemrum - erindringer (2000).