Sangerinde. Født 14/12 1915, død 26/1 1947 - 31 år gammel. Søster til guitaristen Ulrik Neumann (1918-94). Gift med impresario og filmproducent Jens Dennow.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Trods en blond, frisk og meget smilende fremtoning har hun ikke den store gennemslagskraft på film - hendes behagelige, muntre væsen træder først og fremmest i karakter i rappe, virtuose og swingende sangnumre, først med lillebroderen Ulrik, siden også i trio med den store jazzviolinist Svend Asmussen.
Hendes død ved en flyulykke satte tragisk tidligt punktum for en karriere, der var i fuldt flor med optræden i en række europæiske lande, inden Anden Verdenskrig begrænsede rejsemulighederne.
Hun begynder som Magasin-ekspeditrice på sommer-cykelferie i Holger-Madsens road-film "Sol over Danmark" (1936), en rolle, der kun kræver ungdommelig friskhed. Til gengæld får hun en stor chance i Lau Lauritzens og Alice O'Fredericks' komedie "En ganske almindelig Pige" (1940), hvor hun er hverdagspigen, der bliver filmstjerne.
Det kniber for hende at gøre sin almindelighed interessant, og hun overstråles ganske af Bodil Kjer, der - ikke særlig profetisk - har fået tildelt en mindre rolle som hendes søster i skyggen af den vordende stjerne Neumann. Til gengæld synger hun tre charmerende sange med bror Ulrik.
I Marguerite Viby-filmen "Frøken Vildkat" (1942) har hun en noget mindre, men pudsig rolle som helten Ebbe Rodes irriterende forlovede, mens "Naar Katten er ude" (1947) lancerer hende i endnu en hovedrolle, nu i selskab med både Ulrik Neumann og Svend Asmussen. Igen er det musiknumrene - en slags refræn-swing med tilsat crazy-humor, blændende dygtigt sunget og pointeret - der bærer præstationen. Desværre rummer den tynde film kun to musikalske indslag. "Naar Katten er ude" fik premiere tre uger efter hendes død. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Naar Katten er ude | 1947 | Agnete, kaldet "Nete", Vimpelmanns Datte | DK/Spillefilm |
Mens Sagføreren sover | 1945 | Lilian Berner, Jensens sekretær | DK/Spillefilm |
Rejsefeber | 1944 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Op med Humøret | 1943 | Gerda, Musik | DK/Spillefilm |
Frøken Vildkat | 1942 | Louise, Peters forlovede | DK/Spillefilm |
En ganske almindelig Pige | 1940 | Grete, hendes søster | DK/Spillefilm |
Sol over Danmark | 1936 | Kirsten Winge | DK/Spillefilm |
I Kantonnement | 1932 | Badepige | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Byt, byt, byt | 1947 | Naar Katten er ude | Sang |
Tror du paa Eventyr? | 1947 | Naar Katten er ude | Sang |
Spøgelsesballet | 1943 | Op med Humøret | Sang |
Swingpjatte-Dansen | 1943 | Op med Humøret | Sang |
Undskyld! | 1943 | Op med Humøret | Sang |
Kom naar Lykken kalder | 1943 | Op med Humøret | Sang |
Det staar der i det gamle Eventyr | 1943 | Op med Humøret | Klaver |
Jeg elsker dig | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Den søde lille Melodi | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Piger, Piger, Piger | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Du si'er du kan li' mig | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Hønsefødder og Gulerødder | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Tonernes ABC | 1940 | En ganske almindelig Pige | Sang |
Piger i regn | 1937 | Cocktail | Sang |