Skuespiller. Født 28/1 1897, død 27/4 1974 - 77 år gammel. Gift 1º i 1918 med skuespiller Else Skouboe (1898-1950) - ægteskabet opløst, 2º i 1927 med millionærdatteren Karen Sylvester-Hvid (f. Johansen, 1897-1949), 3º i 1953 med Maja Engmann (f. 1917).
Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1916-18 med debut på teatret i 1917. Fra 1918-21 knyttet til Århus Teater. I 1922 blev han af Frede Skaarup engageret til Scala, hvor han fik sit egentlige gennembrud revyen "Alle Veje fører - ". Han fandt sig til rette i Scalas operette- og revyrepertoire, og da teatret lukkede i 1930 fortsatte han på Apollo Teatret, ofte med Marguerite Viby som en ideel partner. Hans W. fik en omfattende scenekarriere og var helt op til 70'erne knyttet til skiftende teatre og havde bl.a. stor succes som gæstespiller på Århus Teater.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Han var en af 1920'ernes og de tidlige 1930'eres populæreste entertainere - en tætbygget, lavstammet, men væver song-and-dance man i udpræget dansk gemytlig stil. Og med sit ansigtsflækkende grin og sine muntert glimtende øjensprækker har han stadig noget afvæbnende drenget og gavtyve-charmerende over sig, som en tidstypisk, humørfyldt inkarnation af en bedaget udskyldsepoke. Det - delvis selvironisk - ungdommelige ved Hans W. holder helt op til 40-årsalderen. Som ældre gik han over til en slags karakterkomedie, der dog stadig i høj grad hvilede på en stærk personlighedsudstråling.
Han var med i fem stumfilm og spillede sømand i Fy&Bi-filmen "Han, hun og Hamlet" (1932), inden han brød igennem på film i "Skal vi vædde en Million" (1932) med Marguerite Viby og straks viser sig som en glimrende sang- og dansepartner for netop hende. De synger Kai Normann Andersens evergreen "Titte til hinanden" i duet på forsædet af en bil og har senere et ganske skægt stepdanse-nummer. Rigtigt kostumieret kan Hans W. godt virke elegant som danser, men hans appeal er primært springtullemandens, med et mildest talt personligt bevægelsesmønster - det adrætte og det komiske går hånd i hånd.
I "Nyhavn 17" (1933) morer han sig synligt ved - som ansat i en tøjbutik - at give partiet som elegant laps i skræddersyede habitter. Og hvor populær han var, ses tydeligt af, at man bad netop ham i sidste øjeblik erstatte den sygemeldte Harald Madsen som Bivogn i Fy&Bi-filmen "Med fuld Musik" (1933) - en opgave, han klarede til de fleste anmelderes tilfredshed.
Han er tilpas selvironisk som playboy-baron i Alice O'Fredericks' og Lau Lauritzens debutfarce "Ud i den kolde sne" (1934), hvor han i et charmerende nummer synger til fotografierne af fem tidligere kærester - og de svarer ham igen. Refræn: "Jeg kan ikke gøre for det, men jeg ka' så godt li' pi'er."
Og hans drilske springfyr af en cykelrytter falder godt ind i "Rasmines bryllup"s (1935) absurde farceunivers, bl. a. fordi han som 38-årig er åbenlyst for gammel til rollen som barnagtig og forkælet mordreng - moderen spilles af den 4 år ældre Helga Frier!
Fra at være den unge charmør gik han direkte over til bedstefarrollerne - med en enkelt undtagelse. Han tager i Ib Schønberg-filmen "Biskoppen" (1944) med fint resultat forskud på karakterrollerne som den hykleriske slagter Madsen, der har gjort Lis Smeds Oline gravid og presses af Schønbergs falske biskop til at yde hende underholdsbidrag.
Ellers var han hverken midaldrende på scene eller film, synes mest at have holdt pause i 1940'erne, hvor han blandt andet red løb på Klampenborg Galopbane. Han er den kvindeudklædte Dirch Passers utrættelige, ildfulde tilbeder i "Charles tante" (1959) - en helt rørende figur og filmens morsomste. Ved siden af slagter Madsen hans bedste filmrolle!
Med et liderligt brøl indvarsler den 65-årige yngling familieporno-genren i Gabriel Axels "Det tossede paradis" (1962); han får Bodil som alderdomsbandemedlem i Bent Christensens og Leif Panduros "Støvsugerbanden" (1963), ikke en film, der bærer sine år godt; han er begravelsesagent i Knud Leif Thomsens "Selvmordsskolen" (1964); subsistensløs i "En ven i bolignøden" (1965); troværdigt medlem af Bakke-folket i "I den grønne skov" (1968); og - bedst i denne håndfuld af roller - ældet, men stadig elsker med glimt i øjet i Henning Carlsens og Benny Andersens "Man sku' være noget ved musikken" (1972).
I en alder af 60 og derover var den glade gøgler endelig - på scenen og i mindre grad på film - blevet det, han i sin ungdom drømte om: rigtig menneskefremstiller. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
En hyldest til de gamle, eller: Satie i høj sø | 1974 | Eric Satie | DK/Kort fiktion |
Rektor på sengekanten | 1972 | Hr. Hansen, skolerådsmedlem | DK/Spillefilm |
Man sku' være noget ved musikken | 1972 | Hr. Hansen | DK/Spillefilm |
Indbildt hanrej | 1971 | Sganarelles svigerfar | Tv-film |
Amour | 1970 | Frisørmesteren | DK/Spillefilm |
En maler kommer sjældent alene | 1968 | Herren | Tv-film |
Det er så synd for farmand | 1968 | Direktør Hermansen | DK/Spillefilm |
I den grønne skov | 1968 | Artisten | DK/Spillefilm |
I sandhed en helt | 1967 | Medvirkende | Tv-film |
Elsk... din næste | 1967 | Pål Kvam, Solveigs far og storvildtsjæge | DK/Spillefilm |
Professor Taranne | 1966 | Medvirkende | Tv-film |
Gys og gæve tanter | 1966 | Onkel Theodor | DK/Spillefilm |
Sult | 1966 | Købmand | DK/Spillefilm |
Professoren vil synde | 1965 | Medvirkende | Tv-film |
Flådens friske fyre | 1965 | Knuds og Hannes far | DK/Spillefilm |
En ven i bolignøden | 1965 | Valde | DK/Spillefilm |
Selvmordsskolen | 1964 | Begravelsesagent | DK/Spillefilm |
Don Olsen kommer til byen | 1964 | Blikkenslager | DK/Spillefilm |
April | 1963 | Gorm Andersen | DK/Spillefilm |
Støvsugerbanden | 1963 | Victor, Augustins højre hånd | DK/Spillefilm |
Vi har det jo dejligt | 1963 | Fjerkræelsker | DK/Spillefilm |
Det tossede paradis | 1962 | Thor Bukke | DK/Spillefilm |
Lykkens musikanter | 1962 | Tømmerhandler Dagerman | DK/Spillefilm |
Livet er jo dejligt | 1962 | Medvirkende | Tv-film |
Det skete på Møllegaarden | 1960 | Søren Fedthas | DK/Spillefilm |
Charles tante | 1959 | Etatsråd Ludvig Lohman | DK/Spillefilm |
Helle for Helene | 1959 | Holm, Thomsens nabo | DK/Spillefilm |
Boubouroche | 1958 | Medvirkende | Tv-film |
Een tjener og to herrer | 1958 | Medvirkende | Tv-film |
Barberen i Sevilla | 1958 | Medvirkende | Tv-film |
Borgersind | 1957 | Medvirkende | Tv-film |
Irma Journalen 1957 | 1957 | Medvirkende | DK/Reklamefilm |
Spillerne | 1956 | Medvirkende | Tv-film |
Fuld af Fiduser | 1956 | Medvirkende | Antologi |
De uadskillelige | 1955 | Medvirkende | Tv-film |
Karen, Maren og Mette | 1954 | Slagter Frydendal | DK/Spillefilm |
Biskoppen | 1944 | Madsen, slagtermester | DK/Spillefilm |
Cocktail | 1937 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Rasmines Bryllup | 1935 | Kristian, Rasmines søn | DK/Spillefilm |
Ud i den kolde Sne | 1934 | Baron Povl, Carolines Sønnesøn | DK/Spillefilm |
Med fuld Musik | 1933 | Bivognen | DK/Spillefilm |
Nyhavn 17 | 1933 | Harald Øresund, afdelingschef | DK/Spillefilm |
Skal vi vædde en Million? | 1932 | Josias Jansøe, komponist | DK/Spillefilm |
Han, hun og Hamlet | 1932 | Styrmand | DK/Spillefilm |
Kys, Klap og Kommers | 1929 | Den unge ægtemand | DK/Spillefilm |
Kraft og Skønhed | 1928 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Den hvide Geisha | 1927 | Preben | U/Spillefilm |
Kærligheds-Øen | 1924 | Jacob, skibbsdreng på Holms båd | DK/Spillefilm |
En Nat i København | 1923 | Vinds medhjælper | DK/Spillefilm |
Peter Ligeglad paa Eventyr | 1923 | Kongen | DK/Spillefilm |
Potteplanten | 1922 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Han og Hun og Hamlet | 1922 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Atlantas Bortførelse | 1921 | Ferdinand, chokolademand | DK/Kort fiktion |
Film, Flirt og Forlovelse | 1921 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Atlantas Knaldsucces | 1920 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Peters sang | 1965 | Flådens friske fyre | Sang |
Sailer, so where are you | 1937 | Cocktail | Sang |
Drømmeland | 1937 | Cocktail | Sang |
Skal det være os saa lad det være | 1935 | Rasmines Bryllup | Sang |
Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kan så godt li' Pi'er | 1934 | Ud i den kolde Sne | Sang |
Ud i den kolde sne | 1934 | Ud i den kolde Sne | Sang |
Med fuld Musik | 1933 | Med fuld Musik | Sang |
At elske er at leve | 1932 | Skal vi vædde en Million? | Sang |
Titte til hinanden | 1932 | Skal vi vædde en Million? | Sang |
Op i Toppen | 1932 | Han, hun og Hamlet | Sang |
Alle Fugle fløjter en Sang om Kærlighed | 1932 | Han, hun og Hamlet | Sang |