Helene Egelund

Skuespiller. Født 15/2 1965.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hendes karriere tegner sig foreløbig som en Askepot-historie med en lidt bitter eftersmag. Efter at være blevet afvist otte gange på diverse teaterskoler, og mens hun på sultegrænsen boede i et lille hummer i Stockholm, fik hun hovedrollen i den til dato dyreste svenske film, den over tre timer lange "1939" (1989).

Skønt fuldblods dansk kunne hun tale flydende og korrekt svensk, takket være et usædvanligt sprogøre og en svensk eks-kæreste. Men som skuespillerinde var hun et noget nær ubeskrevet blad, da hun blev foretrukket blandt 300 aspiranter til rollen som den naive, purunge gårdmandsdatter Annika, der flytter fra sin ungdoms Värmland til Stockholm, hvor hun optages i en familie med tætte forretningforbindelser til nazi-Tyskland.

Denne katapult-start, der medførte over 100 opslidende optagelsesdage med 10-16 daglige arbejdstimer over en otte måneders periode, var måske ikke så ideel en karriere-indledning, som man skulle tro, selv om den blonde og blåøjede Helene Egelund klarede sig mere end nydeligt.

Skønt håndværksmæssigt absolut hæderlig blev filmen kun en mådelig succes, og hendes egen sikre præstation i en ret passiv rolle er køn og kompetent og viser ubesværet filmudstråling med hældning mod noget melankolsk i det ofte smerteslørede blik. Den debuterende instruktør Göran Carmback understreger hendes lyse skønhed, parret med noget fundamentalt hverdagsligt: 1930'er-stuepigen som glamourstjerne!

Derpå dukker hun lidt overraskende op i den hæderlige tv-serie "Landsbyen" (1991), hvor hun spiller Aksels (Niels Skousens) problematiske, konfliktfyldte datter Astrid, en outsiderfigur med en fortid præget af kærlighedssvigt og narkomisbrug. Omkring den tid turede Helene Egelund desuden rundt i Europa med den russiske mime- og klovnetrup Litsedei. Et ægteskab med en af truppens skuespillere varede kun kort.

Film-menuen stod nu kun på udprægede bi- og småroller, de fleste intetsigende, samtidig med, at hun var ved at ændre type fra purung ingenue til mere ubestemmelig blondine.

Bedst er hun i Anders Refns "Sort høst" (1993), hvor hun som herregårdsgæsten Minka bliver genstand for godsejeren Ole Ernsts voldelige efterstræbelse: her giver hendes statue-smukke nøgenhed hjælpeløsheden et ekstra rørende skær. Hun er træfsikker som den arbejdsløse Pernille Højmarks filosofi-studerende datter i Vibeke Gads socialrealistiske tv-film "Eva" (1994) og ses i mere moden udgave, men stadig med ung impulsivitet i blikket, som Barbaras veninde Suzanne i Nils Malmros' "Barbara" (1997). I Wikke & Rasmussens "Motello" (1998) har hun en lille rolle som hustru til en af filmens særprægede politifolk.

I Sverige har hun medvirket i en hovedrolle i tv-miniserien "Dolly&Dolly", hvor hun spiller en prostitueret, der forsøger at opbygge et nyt liv som ejer af en iskiosk. Og i Danmark har hun bevist sit talent for at fremstille den moderne hverdagskvinde som taxa-centralens Gitte, der bliver radiopige efter Trine Dyrholms Stine og også overtager hendes kæreste René (Anders W. Berthelsen). Her er hun stærkt på vej ud af ungpigerollen, idet hun viser karakter ved at at holde den svage René i kort snor og sige fra overfor hans svagheder og lallerier. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]