enda
Person

Helle Ryslinge

(1944 – )

Instruktør, skuespiller. Født 10/1 1944.

Uddannet skolelærer. Op gennem 70'erne medlem af Jomfru Ane Teatret, Komedievognen og Solvognen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hun er bedst kendt som filminstruktør, men har markeret sig som en yderst kompetent filmskuespillerinde, der både kan være rørende og hvas. Den ærlighed, hun står for som person (hendes interviews lægger ikke fingrene imellem), udmærker også hendes ukunstlede spillestil.


Hun ses ofte i mindre outsiderroller, men oprindeligt skulle hun have spillet Kirsten Lehfeldts hovedrolle i sin egen instruktørdebut, "Flamberede hjerter" (1986). Og det er nemt at forestille sig hende glide ubesværet ind i rollen som den sjove, følelsesforvirrede sygeplejerske Henry.


Hun spiller hippiepige i begge sine første film, folkemelodramaet "Pigen og drømmeslottet" (1974) og den kombinerede tegne- og realfilm-satire "Prins Piwi" (1974). Samme år har hun titelrollen i et tv-stykke af Christian Braad Thomsen og Lars Lundgård, "Blomster til Mona", hvor hun er en enlig mor i krise. Derpå har hun har en lille, men effektfuld rolle som narkoman i dramaet "Gangsterens lærling" (1976), inden hun viser følsomhed i tre eksperimenterende Jytte Rex-film, der ikke kalder på psykologisk karaktertegning: "Veronicas svededug" (1977), "Achilleshælen er mit våben" (1979) og "Belladonna" (1981).


Hun er den bedste grund til at se "Kniven i hjertet" (1981), Christian Braad Thomsens skematiske drama om et kejtet postbuds ulige forhold til en psykologistuderende pige. Her har hun både styrke og sårbarhed. Men endnu mere central er hendes hovedrolle i Braad Thomsens road-komedie "Koks i kulissen" (1983), som hun også var med til at skrive. I den spiller hun sammen med Anne Marie Helger i en bittersød historie om to piger, der turnerer med nogle satiriske revynumre, Helger og Ryslinge sammen skabte til deres drastisk provokerende kvindeforestilling "Dameattraktioner". Her viser Ryslinge hele registret fra grov, rapkæftet kvindehumor over hvidglødende temperament til hudløs hjælpeløshed.


Op gennem 1980'erne koncentrerede hun sig mest om at skrive og instruere sine egne film og påtog sig kun ret ubetydelige småroller - med undtagelse af en større rolle som moderen i Linda Wendels "Lykken er en underlig fisk" (1989), som hun giver djærvhed, men ikke megen charme.


I 1990'erne lægger hun fint ud som den arbejdsløse Erik Clausens hårdt prøvede kone Oda i "De frigjorte" (1993), et skarpt portræt langt fra enhver arbejderromantik. Hun giver sig selv en uflatterende rolle som alkoholiseret parcelhusfrue i sin egen "Carlo & Ester" (1994). Og hun er igen god hos Christian Braad Thomsen som den lettere syrlige bar-bestyrerske i "Den blå munk" (1998). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Mennesker bliver spist 2015 Fru Petersen DK/Spillefilm
Nandini 2006 Instruktion, Manus, Produktion, Foto, Stills, Klip DK/Dokumentarfilm
Fru Eilersen og Mehmet 2006 Fru Moser DK/Kort fiktion
Larger than life 2003 Instruktion, Medvirkende, Manus, Lyd, Fotograf DK/Dokumentarfilm
Halalabad Blues 2002 Instruktion, Manus, Kunde i butik DK/Spillefilm
Den blå munk 1998 Bartender DK/Spillefilm
TAXA 1997 Servitrice Tv-serie
Ølaben 1996 Instruktion, Medvirkende, Manus, Klip DK/Kort fiktion
Carlo & Ester 1994 Instruktion, Manus, Hanne, Carlos svigerdatter DK/Spillefilm
Gigolo 1993 Medvirkende DK/Kort fiktion
De frigjorte 1993 Oda DK/Spillefilm
Jungledyret 1993 Stemme DK/Spillefilm
Møv og Funder 1991 Vred dame DK/Spillefilm
Fuglekrigen i Kanøfleskoven 1990 Gadefugl DK/Spillefilm
Sirup 1990 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Springflod 1990 Festdeltager DK/Spillefilm
Lykken er en underlig fisk 1989 Lotta, hendes mor DK/Spillefilm
Retfærdighedens rytter 1989 Rokokodame i baggård DK/Kort fiktion
Negerkys og labre larver 1987 Dame i Damhustivoli DK/Spillefilm
Flamberede hjerter 1986 Instruktion, Manus, Medvirkende DK/Spillefilm
Nu dages det søstre 1984 Stemme DK/Dokumentarfilm
Koks i kulissen 1983 Manus, Musik, Micha DK/Spillefilm
Torvet 1981 Tyv Tv-serie
Kniven i hjertet 1981 Musik, Lillian, psykologistuderende DK/Spillefilm
Belladonna 1981 Lulu, den gale kvinde DK/Spillefilm
Gummi Tarzan 1981 "Jane" DK/Spillefilm
Trællenes børn 1980 Stemme DK/Spillefilm
Sorteper - Det kan du selv være 1980 Medvirkende DK/Kort fiktion
Achilleshælen er mit våben 1979 Maria DK/Spillefilm
Side om side for rødt 1977 Karen Tv-film
Veronicas svededug 1977 Medvirkende DK/Eksperimentalfilm
Herfra min verden går 1976 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Gangsterens lærling 1976 Medvirkende DK/Spillefilm
Blomster til Mona 1974 Mona, Musik Tv-film
Prins Piwi 1974 Hippie-pige, Sang DK/Spillefilm
Pigen og drømmeslottet 1974 Hippie-pige DK/Spillefilm