Henning Jensen

Skuespiller. Født 5/1 1943. Gift med skuespiller Solbjørg Højfeldt i 1985.

Optaget på Statens Teaterskole i 1968, men forlod uddannelsen efter to år, da han blev engageret til Det Danske Teater. Omfattende scenekarriere, bla. med ansættelse ved Det kgl. Teater 1973-78 og igen fra 1987.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Henning Jensen begyndte sin filmkarriere som et forfriskende knoldesparker-ansigt i Filmskolefilm omkring 1970. Han lignede ikke en udglattet skuespiller, men så ud og agerede som om han var hentet ind lige lukt fra de miljøer, hans jævne personer kom fra.

Senere blev han en af sin generations mest kraftfulde teaterskuespillere. Efter den lovende start blev hans filmkarriere noget hæmmet af selvbevidsthed. Han satser i en periode - rigeligt selvhøjtideligt - på de store duarderprægede ture.

Men han er god i sin første store filmrolle - i kriminalfilmen "Nitten røde roser" (1974), hvor han spiller en af dansk films få seriemordere. Som manden, der er blevet sindssyg af sorg over at have mistet sin elskede og nu dræber pårørende til de potentielt skyldige i hendes død, er han på samme tid intens og iskoldt uigennemskuelig.

I sin anden film, Edward Flemings besættelsesfilm "Den korte sommer" (1976), spiller han en tysk officer, som forelsker sig i Ghita Nørby. En en-dimensionel rolle og udstyret med en vakkelvorn tysk accent. I "Nyt legetøj" (1977), der blander politisk kriminalfilm og hverdagsdrama, er han Ann-Mari Max Hansens mand og forsøger at kompensere for et mangelfuldt manuskript med en poserende spillestil.

I 1983 spiller han journalisten i Jørgen Leths "Udenrigskorrespondenten", dygtigt og lidenskabeligt, men rollen er noget af en Urias-post. Dette bliver hans foreløbigt sidste filmhovedrolle, hvorefter han i stigende grad bruger sine kræfter på teater og tv, bl. a. som politimanden, der i Besættelsens politiløse tid kommer på sporet af et hævndrab i Anders Bodelsen-miniserien "Mørklægning" (1992). En præstation, der viser en noget monoton forkærlighed for det forpinte.

Lars von Trier brugte ham første gang som fanatisk varulv i "Europa" (1991), opsat på at føre nazisternes kamp videre efter kapitulationen. Og Trier anvender snedigt noget tilsyneladende humorforladt ved hans væsen i rollen som hospitalsdirektøren Bob i "Riget" (1994 og -97), hvor hans dybt alvorlige myndighed gør hans autoritetsfigur præcis så komisk, som den er tænkt.

Årene har givet ham stor autoritet, som det ses i Nils Malmros' "Barbara" (1997), hvor han er en ret skræmmende provst Anders Morsing. God og dæmpet er han i Christian Braad Thomsens "Den blå munk" (1998) som den utro ægtemand, der bliver taget på fersk gerning af sin kone. Han er småpsykopatisk og lettere desperat Ventre-politiker i tv-serien "Taxa" (1997-98) og skitserer en figur af knusende alvor som den unge Lars Simonsens fordømmende præstefar i "Manden som ikke ville dø" (1998).

Overhovedet er han meget efterspurgt som ældre myndighedespersoner. Han er Ulrich Thomsen-figurens straffende far i et af tilbageblikkene i "Blinkende lygter" (2000), og blandt de mange skurke i den historiske farce "Grev Axel" (2001) er hans domprovst den mest nedrige. Endnu en lystspilrolle har han som sladderglad bøsse i "En kort en lang" (2001). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Michael Moritzen: Respekt: Elleve samtaler om at være skuespiller (2011).