Henning Moritzen

Skuespiller. Født 3/8 1928, død 11/8 2012, 84 år gammel. Gift 1º med Betty Krohn - ægteskabet opløst, 2º i 1971 med skuespiller Lise Ringheim (1926-94). Far til skuespiller Michael Moritzen (f. 1954) og filmarbejder og -producer Marianne Moritzen (f. 1959).

Uddannet ved de københavnske privatteatres elevskole 1948-50 og derefter knyttet til Folketeatret indtil 1955. I de følgende 20 år, 1955-75, ansat ved Det kgl. Teater, hvor han blev én af sin generations mest succesfulde og feterede skuespillere. Hans store og meget alsidige talent udfoldede sig i et hav af roller indenfor alle genrer. I 1975 valgte Henning Moritzen og Lise Ringheim at forlade nationalscenen for at 'stå på egne ben', hvor det blev til forestillinger på bla. Århus Teater, Gladsaxe Teater, Alléscenen og Det ny Teater. I 1980 vendte de tilbage til Det kgl.

I 14 år lagde ægteparret Moritzen/Ringheim stemmer til ægteparret Karlsen i den kendte radio-føljeton "Karlsens kvarter" (1967-84). I 1972 debuterede Henning Moritzen som iscenesætter med en Dürrenmatt-forestilling på Bristol og satte i de følgende år en række forestillinger op på Det kgl. Teater, samt "Den Stundesløse" og "Pygmalion" i Stockholm, på henholdsvis Dramaten og Maxim.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Få - om nogen - danske teaterskuepillere har måttet kæmpe med så megen medgang som Henning Moritzen. Og i den generation af store mandlige teaterskuespillere, der anførtes af den tidligt afdøde Mogens Wieth og har Jørgen Reenberg og Erik Mørk som de to mest fremtrædende navne, har Henning Moritzen tilmed haft den mest interessante filmkarriere. Kun Frits Helmuth overgår ham i så henseende.

Det forunderlige ved forvandlingskunstneren Moritzen er, at han i skrivende stund er på sin absolutte højde som filmskuespiller. - "Det er som om de unge instruktører lige vender os en halv omgang", udtalte han, karakteristisk uhøjtideligt, om sin opsigtvækkende come-backrolle som den ormstukne patriark i Thomas Vinterbergs "Festen" (1998). En rolle, hvor han dementerede teaterkritikeren Jens Kistrups påstand fra 1988 om, at "der er nogle mørke skakter i menneskesindet, han nægter at gå ned i".

Pænheden har været et problem for filmskuespilleren Henning Moritzen, men mest i hans yngre år. Til et velfriseret ydre har ofte svaret en temperaments-neddæmpet præstation. Men komedien - hans foretrukne genre - blev hans redning fra de ferske elskerroller.

Hans første filmår er yderst beskedne. Han kan ses som 20-årig statist i noir-filmen "John og Irene" (1949) og i Grundlovsfilmen "For frihed og ret" (1949), og han er en mand på en bænk i "Vores fjerde far" (1951). I Jon Iversens familiefilm "Dorte" (1951) kommer hans egentlige debut i en birolle som blegsotig og latterliggjort fortaler for helsekost. Derefter ses han i udprægede småroller, indtil han optræder som sulfo-renskuret sanglærer i problemdramaet "Det gælder livet" (1953). Derpå lod han sig søvngængerpassivt lede gennem floppet "Et eventyr om tre" (1954) - næsten et selvmordsforsøg på filmskuespilleren Moritzen, men han havde allerede vist uomtvisteligt talent på teatret, og kun få så ham i den zombie-lignende rolle.

I "Bruden fra Dragstrup" (1955) scorer han nogle komiske points som åndsfraværende bogorm, og selv om han både er en anelse fersk og koket i hovedrollen i den første danske farvefilm, Erik Ballings "Kispus" (1956), klæder det ham at vise sig i en genre, der favoriserer hans lette, elegante touch: den sofistikerede komedie. Og så er der lagt op til hans charmerende, selvironiske portræt af den småborgerlige digter og familiefar i Erik Ballings velskabte serie på tre film om "Poeten og Lillemor".

Han spiller med held mod sin type som den anløbne fidusmager fyrst Igor i "Harry og Kammertjeneren" (1961). Han er derpå journalist i både "Eventyr på Mallorca" (1961) og "Det stod i avisen" (1962), begge gange med pauvre resultater, og hans greve i "Alt for kvinden" (1964) savner romantisk gnist.

1960'erne var tiåret, hvor Moritzen tog syvmileskridt fremad som teaterskuespiller, mens filmtilbudene synes at være blevet færre eller i hvert fald mindre fristende. Efter en filmpause på fem år er han med fint underspillet lune faderen i Finn Karlssons debutfilm "Stine og drengene " (1969), en udpræget birolle. Og i hovedrollen som den pæne bankassistent og -røver i Anders Bodelsen-filmatiseringen "Tænk på et tal" (1969) er han konsekvent menneskeligt fraværende i sine udspekulerede transaktioner. En dygtigt udtænkt, men ikke særlig karismatisk præstation.

Det tillukkede videreføres med større dramatisk skarphed i Leif Panduros tv-spil "Hjemme hos William" (1971), hvor han - igen i Palle Kjærulff-Schmidts lydhøre instruktion - er en menneskeligt trængt, teknisk minded arkitekt. - "Fungerer kirken?", er hans automatiske spørgsmål efter at have beriget den danske folkekirke med endnu en strømliniet bygning. Panduro skrev rollen specielt til ham.

Et venskab og arbejdsfællesskab med Ingmar Bergman opbyggedes med udgangspunkt i en birolle som Liv Ullmanns ægtemand i "Viskningar och rop" ("Hvisken og råb", 1972), hvor han overskygges af filmens mange stærke kvinder. Han spiller titelrollen i "Misantropen", både i Ingmar Bergmans opsætning på Det kgl. Teater og i samme instruktørs tv-udgave (1974), og han siger for en gangs skyld ja til en tv-serie og er kriminalinspektør Eriksen i "En by i provinsen" (1977), en solid, men ikke exceptionel indsats.

Efter endnu en lang pause viser han som Kong Christian 8. i "Peter von Scholten" (1987) en ny pondus, mens han til gengæld har lidt svært ved helt at leve op (eller snarere ned) til kolonihave-jævnheden som arbejdsgiveren Børge i "Dansen med Regitze" (1989). Heller ikke hans rare, musikalske bedstefar i "Roser og Persille" (1993) overbeviser helt om, at det lune folkedyb er hans rette element.

Derimod indgår han som computerfirma-direktør gnidningsløst i satiren "Baby Dooms" (1998) rappe moderne tone, og samme år kom så det afgørende come-back som faderen i "Festen" (1998), hvor den overfladiske elskværdighed, verdensmandscharmen og den kolossale autoritet på snigende vis skrælles af for at åbenbare en livsløgner og tyran. Men selv i faldet skimtes et menneskeligt format. Faderens afslutningstale ved morgenbordet gennemføres med et skær af den autoritative taler-retorik, figuren behersker så selvfølgeligt, men løftes til sidst af et vældigt følelsespres under ordene: "Til dig Christian vil jeg sige: Det var sgu godt kæmpet, min dreng!" Hele talen som sådan er højdepunktet i Moritzens filmkarriere.

Og med modsat fortegn yder han en på flere måder lige så suveræn præstation i Kaspar Rostrups "Her i nærheden" (2000) som bøssen, der er gået i hi blandt antikviteter efter en fængselsfortid. Et vindende portræt, der elegant omstøber typeklichéer til rent menneskeguld og giver en taberskikkelse humor, varme og dybde. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Henning Moritzen: Tilpas højrøvet - Henning Moritzen i samtale med Niels Birger Wamberg (2004).