Ib Schønberg

Skuespiller. Født 23/10 1902 (Ib Christian Albert von Cotta S.), død 24/9 1955 - 52 år gammel. Gift med skuespiller Astrid Inger Lisbeth Hammer, kaldet "Dumse" (1902-83)

Debuterede på Sønderbro Teater 1920, uden forudgående uddannelse, og turnerede op gennem 20'erne i provinesen med Gerda Christophersens og Otto Jacobsens teaterselskaber. 1934-37 meddirektør ved Det ny Teater. Herefter engagementer ved skiftende teatre, hvor han bl.a. spillede en række operetteroller. I 1945 startede han "Cirkus Ib" i Fælledparken og medvirkede i en årrække i Cirkusrevyen, som han også ledede i tre sæsoner, inden sin alt for tidlige død. Han blev ramt af en lungebetændelse i begyndelsen af maj og var sengeliggende til sin død 24. september 1955.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Schønberg havde tre bittesmå stumfilmroller: mest kendt som munk i Benjamin Christensens "Häxan" (1922), men han ses også glimtvis i Fy&Bi-filmene "Filmens Helte" (1928) og "Pas paa Pigerne" (1930). Men han begyndte for alvor i dansk films baby-periode,1930'erne, hvor han var farcernes overstadige humørspreder og digre vartegn, med genkommende talemåder på læben: "Brug dog din forstand, Mand! i "Københavnere" (1933), "Uhyggen breder sig! i "Ud i den kolde Sne" (1934), "Det er vel nok opgangstider!" i "Barken Margrethe af Danmark" (1934), "Hvis ikke jeg sku' ku', hvem sku' så ku' ku'? i "Kidnapped" (1935). Samt sangen "Åh, jeg er så glad i dag" i "Panserbasse" (1936).

Schønberg giver sig her på alle måder populismen i vold; selv i "Københavnere", hvor han tegner en slags karakter med sin kværulantiske socialistarbejder med de buskede øjenbryn, er han først og fremmest den sjove, harmløse mand, på bunden godhjertet og til fals for et billigt grin. Og tit lægger han selv for med en leflende latter. Andre gange smitter humøret af sig selv, som i det solbeskinnede charmenummer "Sommermorgen i København" i "Plat eller Krone" (1937), hvor livsglæden er uimodståelig på cykel gennem det relativt bilfattige København.

Fysisk er han fra starten lige så paradoksal som i andre livsforhold: en tyk mand med en egen ballonagtig lethed, en fjedrende, vuggende gang og en forbløffende adræthed i reaktionerne. Hans sangstil har tilsvarende svæv, forsøger sig ikke med det eftertrykkelige viseforedrag, der blev meget værdsat i datiden, men skøjter elegant hen over en tekst, der da også sjældent fortjener mere.

Hans første skitse til et gennemført karakterportræt kommer i Lau Lauritzen seniors "Provinsen kalder" (1935), hvor han (som ofte i starten på teatret) spiller ældre end sin alder som excentrisk provinsiel kontormand, der advarer det nyslåede studenterpar Ebbe Rode og Lis Smed mod storbyens fristelser, men selv falder for dem. Med knækflip, pince-nez og overskæg er han både pudsig som uskyldigt offer for dobbeltmoral og til slut næsten troværdig som fornuftens stemme.

Året efter indynder han sig med den populære "Panserbasse", der viser hans moralistiske komik i primitiveste udfoldelse. Sjovere er hans karakterfigur nummer to, Berthe Qvistgaards vildt forelskede og elskelige tilbeder Preben i "Giftes, nej tak" (1936), der én gang for alle gør ende på hans elskerdrømme: god ven, ja, men ikke skyggen af romantisk helt.

Efter et filmløst år,1938 - det eneste i karrieren - kom Schønberg, inden det seriøse gennembrud i "Afsporet" (1942), ind i en overgangsperiode, hvor han lægger farceløjerne til side og bliver gemytlig sidefigur og hyggeonkel før sin tid i stadig mere sofistikerede komedier - birollepræstationer, der virker som forstudier til senere store indsatser.

I Johan Jacobsens "En lille Tilfældighed" (1939) er han teateragent sammen med Chr. Arhoff og har ikke helt lagt de tidligere farcefjollerier på hylden. Bedre er hans sagtmodige politibetjent i "I Dag begynder Livet" (1939), under tøflen hos konen, nok den skrappeste Maria Garland nogensinde (ytrer han et pip, kommer svaret prompte: "Jeg forstår godt politiet har tavshedspligt.")

Schønberg mente selv han kunne være blevet en god journalist, og han synes at nyde det rapkæftede tonefald som Lau Lauritzens reporterkollega i sidstnævntes og Alice O'Fredricks "En ganske alminderlig Pige" (1940). Der er dog ikke megen karakter i den lidt pjankede rolle, og han er betydeligt bedre som kontant landsbylæge i samme instruktørpars mindst lige så underholdende komedie "Pas på Svinget i Solby" (1940). Og for første og sidste gang spiller han i "Familien Olsen" (1940) sammen med sin store konkurrent i popularitet, Osvald Helmuth, dog i en underordnet rolle som mavesur husven.

Hovedroller fik han stadig ingen af, men den komiske timing finslibes og virkemidlerne dæmpes i veloplagte komedier som "Tag til Rønneby Kro" (1941) hvor han er fynsktalende tjener; "Frk. Kirkemus" (1941), hvor han står sig over for Poul Reumert og Marguerite Viby som meget nøjeregnende bogholder ("en af de bedste af hans små præstationer", skriver Jørgen Stegelmann); og "Far skal giftes" (1941), hvor han ses som havemand i gemytligt samspil med Poul Reichhardt og Bodil Kjer.

1942 var året, hvor Schønberg brød igennem som det han altid havde drømt om at blive: seriøs karakterskuespiller. I Bodil Ipsens instruktion er han figuren Jammerherren i noir-dramaet "Afsporet" - en film, der på mange andre måder sætter skel. Figuren er tegnet i krasse dristige streger: "Et både frastødende og gribende portræt af et menneskevrag, der prøver at gemme sit forfald bag en maske af kultur og servil høflighed, et menneske med fornemmelse for det smukke, men samtidig en farlig mand, en listig ræv og en stikkernatur." (Jørgen Stegelmann i "- og Ib Schønberg")

Og året bragte andet godt. Igen i Bodil Ipsens instruktion blomstrer han op i komedien "En Herre i Kjole og Hvidt" som impressario håbløst forelsket i sin ansatte Bodil Kjer - en meget vindende præstation, der om nogen viser den tunge mands lethed i anslaget. I det Matador-lignende drama "Søren Søndervold" trækker han på "Afsporet"-manér en usympatisk person hårdt op: kommis Jensen, indbildsk mordreng med ambitioner (og en figur, der har en parallel i Arthur Jensens Schwann i "Matador"). I Marguerite Viby-komedien "Frøken Vildkat" har Maria Garland, nu oberstinde, ham igen under tøflen, men ikke så ynkeligt: han får endda en charmerende klaver-duet med Viby. Og i "Lykken kommer" er han småborgerlighedens tungefærdige fortaler Lykkeberg, sporvognskonduktør på sin elskede linie 8 ("Man skal holde sig til den bås, Vorherre har sat én i"). Han underholder bl. a. med en lang svimlende virtuos monolog fuld af vitser og visdom, åbenlyst improviseret og på linie med den taleflod, han kunne præstere i det virkelige liv. Året 1943 var mere jævnt. Han er en sjov butler i den underholdende "Hans Onsdags-Veninde", dog overskygget af Bodil Kjer og Peter Malberg.

Men året efter, 1944, kom Ib Schønbergs karakterkomiske højdepunkt i "Biskoppen" som den forfængelige, men frisindede skuespiller Flor, der antages for biskop af et provinsielt ø-samfund og forbliver i rollen. Schønberg, der ellers sjældent laver one-man-show og altid forstår at udnytte samspillets fordele, slipper med slet skjult fryd tøjlerne her: han er grandios i sin parodierede skuespiller-gestik og gammelartede retorik, mens han allernådigst ordner alt til det bedste i det lille fortrykte samfund. Et overdådigt dobbeltspil, hvor rollen er ved at få overtaget over spilleren, men kun til alles bedste.

En anden nyskabelse det år er Schønbergs direktør i en af episoderne i Johan Jacobsens "Otte Akkorder", en mesterligt præcis fremstilling af den glatte, kyniske, overflade-joviale forretningsmand med de henkastede slagfærdigheder og det hurtige blik for fidusen. At han må lade livet for at have forført en 15-årig, kan synes lidt voldsomt, men Schønbergs suveræne spil gør afsnittet tryllebindende.

Også i 1944 var han: hjertevindende blid husfar i "Frihed, Lighed og Louise"; hård teaterdirektør i "Mordets Melodi"; sød og forvirret teaterdirektør (baseret på Frede Skaarup) i "Teatertosset"; og grov kolonihavefar til Poul Reichhardt i "Elly Petersen", der dog accepterer Elly, når blot hun er fagligt organiseret. Samme år sagde han til Svend Kragh-Jacobsen i et interview: "Jeg drømte engang om at blive skuespiller - nu kan jeg mærke, at det er ved at ske indeni mig."

1945 var et ubetydeligt mellemår, tynget af et mislykket forsøg på at gøre Chr. Arhoff og Schønberg til et komisk par i "Panik i Familien". Men 1946 bragte igen en stor Schønberg-præstation i en hovedrolle, jordemodermanden i Ole Palsbos "Diskret Ophold". En film, Schønberg selv fik ideen til, og en debutinstruktør, han protegerede frem (forholdet mellem de to endte dog i uvenskab). Palsbos filmfornemmelse (usædvanlig for datidens danske instruktører) og omhu for miljøskildringen - det lille fynske hus ved vejkanten i råkoldt februarvejr - synes at have inspireret Schønberg til at lægge ekstra afstand til gammeldags, stivbenet folkekomediehygge og i stedet give sin elskelige Bræstrup en egen blød, musikalsk nøgternhed, forstærket af det runde fynske mæle. At vise omsorg for andre lå dybt i Schønbergs ellers ikke ukomplicerede natur, og i "Diskret Ophold" øser han vidunderligt ubesværet af denne kilde.

Bræstrups diametrale modsætning spiller han samme år, da den erfarne manuskriptforfatter Svend Rindom i sin eneste film som instruktør lader ham fremstille en hadefuld kritiker og frustreret dramatiker i teatersatiren "Hans store Aften". En birolle, Schønberg maler sort i sort, næsten for indædt, men meget underholdende. Alvoren dominerede 1947 med Ole Palsbos "Ta' hvad du vil ha'" og "Mani" som de markante titler. I sidstnævnte spiller han en velhavende direktør, der driver sin samlermani til morderisk galskab. Forklaring: han blev - og bliver stadig (gådefuldt nok!) - kaldt 'Fede' af sine klassekammerater. Filmen går tæt på Schønbergs eget vægt-'problem', men hans samvittighedsfulde, lidt for patetiske præstation kan ikke løsrive sig fra projektets fatale præg af skrivebordskonstruktion.

Helt anderledes med "Ta' hvad du vil ha'", hvor han er forfatteren og journalisten Oscar på stejl nedtur med sin håbløst alkoholiske kone, lige så fremragende spillet af Ellen Gottschalch. Hans uhjælpelige (næste)kærlighed til den syge kone har tappet hans egen viljestyrke, så nu er han selv så godt som forsumpet, men stadig med illusioner om come-back, flygtige som sæbebobler. Schønberg har i sjælden grad formatet og følsomheden til at fremstille denne blide bohème med det spildte talent og den lettere hang til det teatralske, og hans nænsomme samspil med Ellen Gottschalch i scenerne op til og under deres fælles selvmord - mesterligt iscenesat af Palsbo - lodder en dybere sorg og smerte end både før og siden i karrieren.

1947 var også bemærkelseværdig ved at være året, hvor Ib Schønberg spiller sig selv - eller sådan som han gerne vil fremstå i nøglekomedien "Lise kommer til Byen", hvor vi inviteres indenfor på ASA og kigger studiets centrale skikkelser i kortene, kun let maskerede. Her leverer han en pludrende opdatering af sin folkelige farcefigur fra 1930'erne, et selvironisk selvportræt, der forener det lettere sarkastiske med elskværdighed og perlende munterhed. Brat indlagte, rene følelsestoner mangler heller ikke.

1948 bragte kun otte danske film, hvoraf Schønberg medvirker i de tre. Dramaet "Mens porten var lukket" viser ham i isnende samspil med Clara Pontoppidans afdankede primadonna: han er teaterdirektøren, der hjerteløst nægter at give sin gamle veninde en rolle, med den sadistiske slutningsreplik: "Jeg vil ønske du vil få det rart - i De Gamles By!" - En endnu stærkere skurkerolle samme år er den glatte, frække værnemager Hyldmark i Johan Jacobsens bitre Soya-filmatisering "Tre år efter" - manden, der var fiks nok til at slippe igennem retsopgøret med et mindre treårs-ophold ude i kulden. Og i den modsatte ende af spektret er han Ellen Gottschalchs mangeårige, tavse tilbeder i Charles Tharnæs' komedie "Hvor er far?" - en forfinet vemodig præstation i et næsten Tjekhovsk toneleje.

I 1949 medvirkede Schønberg i samtlige otte danske film. Selvfølgelig med stærkt vekslende resultater. Komediegenren kom på denne tid ind i en krise, og hans lystspil er svage og tynde. Til gengæld holdt dansk film stadig fast i 1940'ernes nyvundne seriøsitet med film som noir-fortællingen "John og Irene" med Ebbe Rode og Bodil Kjer, samt Ole Palsbos Sabroefilm "Kampen mod uretten". I førstnævnte er han hårdkogt natklubejer med et hektisk forlystelseliv; i den anden sadistisk børnehjemsforstander.

I de sidste seks år af sit liv - perioden 1949-55 - medvirkede Schønberg i ikke mindre end 60 film (en verdensrekord?), men de store mindeværdige præstationer var få. Rollerne var ofte meget små, nogle gange næsten maskotagtige, og deres gennemsnitskvalitet dalede i takt med dansk films generelt sænkede niveau. Højdepunkterne i perioden findes i "Café Paradis" (1950) og "Gengæld" (1955). Hans underdirektør Birger, der støt synker ned i alkoholismens sump og ender som et af vragene på Café Paradis, er en af de bravourpræstationer, der aldrig skilter med sin virtuositet, men både virker følt indefra og kontrolleret i hver ydre detalje. Berømt er hans berusede, selvdestruktive tale for firmaets bestyrelse - forunderligt nok holdt af den samme skuespiller, der 14 år før sang "Åh, jeg er så glad i dag" i "Panserbasse". Nu fælder han sin egen dødsdom med en mærkelig blanding af desperation og tilfredsstillelse: "Ja, se det var det, jeg ville sige. Jeg holder jo altid korte, men gode taler!" Den enorme udvikling kan kun forklares med Schønbergs egne ord om, at han allerede som 40-årig syntes han havde levet mange liv og følte sig som en erfaringsmæssigt gammel mand.

En spekulant, der udnytter værnemagere i Peer Guldbrandsens bedste film, "Gengæld", blev hans sidste rolle, et dristigt underspillet portræt af en intelligent svindler. Ubegribeligt nok virker den korpulente mand rent ud slangeagtig, mens han roligt og afslappet venter på at hugge til.

[Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Bent Schønberg og Kai Berg Madsen (red.): Ib Schønberg - en mindebog (1955). Jørgen Stegelmann: - og Ib Schønberg (1996).