Ingeborg Brams

Skuespillerinde. Født 9/12 1921, død 14/10 1989 - 67 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1939-41 og blev i perioden frem til 1959, hvor hun forlod teatret, én af sin generations førende skuespillerinder. Frem til 1966 optrådte hun ved skiftende teatre, men trak sig derefter tilbage fra scenen pga. sceneskræk. Havde en del engagementer ved radio- og tv-teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun var - side om side med Bodil Kjer - sin generations mest fejrede teaterskuespillerinde i 1940'erne og 50'erne, glødende med ildsjælens intensitet og hudløse temperament. Hendes filmkarriere er ikke så fremtrædende og mest koncentreret om ingenue-roller, som hun giver mere karakter end gennemsnittet - men som ikke for alvor udfordrer talentet, der lå i andre genrer end komediens.

Hun gør sin entré i dansk film i en høstak, mens hun krammer et gedekid - som Lisbet i Emanuel Gregers' filmatisering af Johanne Luise Heibergs vaudeville "En Søndag paa Amager" (1941). Her mangler hun ifølge datidens kritiske overdommer, Frederik Schyberg, den påkrævede gammeldags naive landlighed. Hvad der dengang forekom Schyberg for impertinent, virker dog i dag som et krydderi på den megen ferskhed.

Det falder hende nemt at skifte den rustikke sødme ud med storbypigens hurtige replik og kvikke reaktioner som journalisten i Bjarne Henning-Jensens debutkomedie "Naar man kun er ung" (1943). Hun er fin og sart som den naive skuespillerelev i Johan Jacobsens vellykkede forsøg på en Lubitsch-komedie, "Mine kære Koner" (1943), selv om det sofistikerede vid klart nok ikke er hendes sag. Og hun hævder sig ganske pænt over for Ib Schønberg i dennes glansrolle som "Biskoppen" (1944) - hun er hans tålmodige datter.

Herefter gik hun over til det rene drama og viser spændende tilløb til moderne komplicerede kvindefigurer præget af sensualitet og tvetydighed - men uden at hun fik de afgørende store roller i de gode film. Den fremragende Aage Wiltrup fotograferer hende stedvis overvældende nærbillede-dejligt i Charles Tharnæs' "Oktober-roser" (1946), men rollen er nærmest udefineret, og i filmens totalbilleder mangler hendes klejne figur udstråling. I Christen Juls mærkværdige "Lykke på Rejsen" (1947) danner hun bizart par med den væsensfremmede Asbjørn Andersen, dog med strejf af erotisk farlighed og uberegnelighed.

Hun er den hændervridende hustru til Poul Reichhardts alkoholiker i "Café Paradis" (1950), endnu en ret umulig opgave, med patetisk dødvægt. Og hun sjæler helhjertet og masochistisk løs som lidende nervepatient i det kulørte føljetonmelodrama "Englen i sort" (1957) - i en rolle, der makabert foregriber hendes egne sammenbrud.

På tv ses hun i en sidste lille rolle i Franz Ernsts og Klaus Rifbjergs tv-film "Privatlivets fred"(1973), som viser, at den brændende intense udstråling var velbevaret. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]