Inger Stender

Skuespiller. Født 7/6 1912, død 26/6 1989 - 76 år gammel.

Debut som 19-årig på Det ny Teater. Omfattende scenekarriere med engagementer ved skiftende teatre, overvejende i København.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Blond forfinelse, et skælmsk glimt i øjet, klassisk kønne ansigtstræk - Inger Stender var dansk films aferotiserede udgave af Marlene Dietrich. Hun fik aldrig sin Josef von Sternberg, men kunne godt have fortjent det. Hendes sofistikerede, næsten aristokratiske elegance kom først sent til sin ret - og da var glamourløbet næsten kørt.

Hun fik sin første hovedrolle allerede som 20-årig i Liva Weel-farcen "Odds 777" (1932) som sød Hornbæk-heltinde og meget smilende badenymfe - her øjnes ikke de store muligheder. Og inden det lykkedes hende at slå sit navn fast i 1930'ernes danske film, blev hun gift (1935), fik to drenge og blev skilt (1940).

Da hun gjorde come-back i en udpræget birolle i Benjamin Christensens "Barnet" (1940) med Mogens Wieth, er hun stadig placeret i den yndige ungpigerolle, som hun bestrider særlig kønt i Herman Bang-filmen "Sommerglæder" (1940), hvor hun ses i kort, stilfuldt samspil med den ungdommelige, lige så elegante Henrik Bentzon. Hovedroller har hun i Osvald Helmuth-filmen "En mand af Betydning" (1941) og "Nat-ekspressen (P. 903)" (1942) - i sidstnævnte som stationsforstanderen Carl Alstrups lidt for højt elskede datter. En fejlplacering, for hun bringer en alt for sofistikeret atmosfære med sig ind i provinsflækkens indelukkede stuer.

I "Moster fra Mols" (1943) kurtiseres hun af en voldsomt charmeudfoldende Poul Reichhardt (med hvem hun havde en længerevarende romantisk forbindelse), og først i Johan Jacobsens vittige Marguerite Viby-komedie "Som du vil ha' mig -!" (1943) kan hun for alvor spille på sin sofistikerede elegance som Gunnar Laurings lidt for intime society-veninde.

Endelig havde hun fundet sit rollefag - og så var det i første omgang ved at være forbi! Hun når dog at blænde som operettesangerinden i "Saa mødes vi hos Tove" (1946) og som muntert letsindig society-kvinde i "Fodboldpræsten" (1951), kun en birolle, men her ser hun flottere ud end nogensinde. Og i "Fra den gamle købmandsgård" (1951) er hun den, der truer idyllen med sit påståede forhold til William Rosenbergs artige helt.

Hermed var det slut med de erotiske roller (som heller ikke hang på træerne i 1950'ernes danske film), og de noble, nydelige borgerdamer ventede, småroller uden mange muligheder for at skille sig ud (også Morten Korch prøvede hun, i 1960'er-udtynding). Op gennem 1970'erne blev hun en trofast støtte, når meget små roller skulle forsvares kompetent - og fandt iøvrigt lidt overraskende en niche i tidens politiske teater. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]