Jens Østerholm

Skuespiller. Født 25/4 1928, død 13/11 2006 - 78 år gammel.

Oprindelig udlært som typograf. Optaget på Odense Teaters elevskole i 1951, herefter på Det kgl. Teaters elevskole 1952-54. En omfattende scenekarriere med ansættelser ved bl.a. Odense Teater, Det kgl. Teater og Aalborg Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt gav ham debutrollen som den fattige, sårbare arbejderstudent i kollegie-komedien "De sjove år" (1959), skrevet af Klaus Rifbjerg, og her viser han straks sin gode, ligefremme filmudstråling.

Han slog dog først igennem tre år efter i det samme instruktør-forfatterpars "Weekend" (1962) som velgørende upoleret ung mand - moderne for den tid, det vil sige fuld af spirende vrede, rastløs livsglæde og lynnedslag af anarkistisk farlighed. Uden Østerholm havde "Weekend" næppe haft tilnærmelsesvis samme gennemslagskraft. Og hans fandenivoldske præstation dominerer stadig filmen.

Men inden da har han spillet læreren, der giver Gitte Hænning en fatal lussing i problemdrama-fiaskoen "Ullabella" (1961) og titelrollen i Annelise Hovmands "Gøngehøvdingen" (1960), der blev pænt modtaget i samtiden, men i dag fremtræder noget kluntet. Her fastholder han stædigt en naturalistisk spillestil omgivet af frikadellernes vagtparade. Sobert, men ikke så lidt kedeligt. Først i opfølgeren "Dronningens vagtmester" (1963) skruer han op for den maskuline charme.

Han er den umodne drømmer og fantast, besat af Yvonne Ingdal i Kjærulff-Schmidts og Rifbjergs "To" (1964), hvor han igen lukrerer på sin iboende råstyrke, virile følsomhed og glimtvise Belmondoske farlighed. Klart en af 1960'ernes stærkest og mest ægte virkende unge mænd på film.

Men efter et tre-årigt Sveriges-ophold, hvor han spiller store roller på landets tv-teater, synes han at have forpasset sin chance. Han illuderer ganske vist godt som kynisk journalist i Ole Roos' debutfilm "Kys til højre og venstre" (1969), en af filmens større roller. Og for samme instruktør er han den lammede socialarbejder Leo Gray i Peter Seeberg-bearbejdelsen "Hyrder på tv" (1975). Men i Henrik Stangerups "Farlige kys" (1972) har han en utaknemmelig birolle som voldelig ægtemand, og to folkekomedieroller i 1970'erne er så små, at de ikke er værd at nævne.

Måske tabte han gnisten - han udtrykte i hvert fald træthed ved skurkeroller. Instruktørerne undlod beklageligvis at anvende et markant fysiognomi og en kantet, uforudsigelig personlighed, der stak behageligt af fra sine glatte omgivelser. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]