enda
Person

Johannes Allen

(1916 – 1973)

Manuskriptforfatter og instruktør. Født 16/5 1916, død 14/12 1973. Johannes Allen blev født i et direktørhjem. Hans far havde en metalvarefabrik og efter studentereksamen gik han i smedelære. Det holdt imidlertid kun et par måneder, og han tog i stedet ud at rejse, bl.a. til USA. I 1937 begyndte han som journalist på B.T., men skiftede til Politiken, hvor han var ansat 1945-49.

Ved siden af journalistikken var ambitionen at blive forfatter, og han debuterede i 1941 med romanen ’Det bor i os alle’, inspireret af Hemingway. Bogen blev filmatiseret i 1949 med titlen ’John og Irene’. Også hans bog fra 1943 ’Frihed, Lighed – og Louise’ blev filmatiseret året efter, og i 1969 kom filmen ’Sonja – 16 år’ baseret på hans bog ’Nu’ fra 1967.

I 1947 begyndte han at skrive originale filmmanuskripter, det første var ’My Name is Petersen’. I årene efter fulgte manuskripter til ’Café Paradis’ (om alkoholisme), ’Nålen’ (om sortbørshandel) og ’Farlig ungdom’ (om ungdomskriminalitet) – sidstnævnte vandt en Bodilpris for årets bedste film i 1954.
Han instruerede selv debatfilmen ’Ung leg’ (1956), hvortil han havde skrevet både den filmatiserede bog og filmmanuskriptet. Her fik både Ghita Nørby, Klaus Pagh og Hanne Borchsenius deres filmdebut. Filmen skildrer gymnasiepigers ungdomsproblemer, herunder sex, og deres opgør med forældregenerationen. Hans indsats som filminstruktør blev bare til tre spillefilm. Alle film omhandler unge pigers problemer med den første kærlighed og forholdet til forældregenerationen og vennerne.

Manuskriptarbejdet fortsatte dog, og han leverede især manuskripter til 1950’ernes såkaldte ’problemfilm’ ofte instrueret af Lau Lauritzen Jr., som fx ’ Det sande ansigt’ (1951) og ’Taxa K 1640 efterlyses’ (1956).

Johannes Allens arbejdsmetode hang tæt sammen med hans fortid som journalist. Han greb et emne, der var oppe i tiden, og brugte måneder på research, inden han begyndte at skrive. Hans historier havde ofte et halv-dokumentarisk præg, og filmene skabte debat og diskussion i samtiden.
Ved siden af filmarbejdet vedblev han med at skrive bøger, men kastede sig også over skuespil og hørespil. I 1951 fik hans skuespil ’Harlekins tryllestav’ (1951) premiere på Det kgl. Teater og samme år premiere i fjernsynet, som et af de allerførste tv-spil, der blev lavet i Danmark. Det blev sendt i den første uge, man kunne se fjernsyn i Danmark. Samarbejdet med Danmarks Radio fortsatte i 1954 og et par år frem, da Johannes Allen blev medredaktør af radioprogrammet ’Film Forum’. Fra 1965 fungerede han tillige som filmkonsulent ved indkøb af udenlandske tv-serier.
Danske Dramatikere uddeler hvert år (siden 1995) ’Allen-Prisen’, opkaldt efter Johannes Allen og muliggjort af Lise og Johannes Allens Fond, til en dramatiker ’der gennem dramatik af høj kvalitet har sat tidens problemer under debat’.
Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Fremrykket møde 1964 Manus DK/Kort fiktion
Rikki og mændene 1962 Manus DK/Spillefilm
Gymnasiepigen 1960 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Panik i paradis 1960 Svedske-Palle, professionel svedsketyv DK/Spillefilm
Pigen i søgelyset 1959 Manus DK/Spillefilm
Guld og grønne skove 1958 Manus DK/Spillefilm
Natlogi betalt 1957 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Ung leg 1956 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Taxa K 1640 efterlyses 1956 Manus DK/Spillefilm
Filmforum S 09 1955 Instruktion Lydoptagelser
Den lille butik 1954 Instruktion, Manus Tv-film
Farlig ungdom 1953 Manus DK/Spillefilm
Vejrhanen 1952 Manus DK/Spillefilm
Avismanden 1952 Manuskript DK/Spillefilm
Det sande ansigt 1951 Manus DK/Spillefilm
Naalen 1951 Manus DK/Spillefilm
Harlekins tryllestav 1951 Manus Tv-film
Café Paradis 1950 Manus DK/Spillefilm
Vejen til søen 1950 Manus DK/Dokumentarfilm
Kongefilmen Frederik IX 1949 Manus DK/Dokumentarfilm
My Name is Petersen 1947 Manus DK/Spillefilm