Jørgen Reenberg

Skuespiller. Født 8/11 1927, død 10/11 2023. Søn af skuespiller Holger Reenberg (1872-1942) og skuespillerinde Ellen Carstensen (1899-1985). Halvbror til Elga Olga (1906-92) og filminstruktør Annelise Reenberg (f. 1919). Gift 1º i 1955 med Marianne Zobel (f. 1934) - ægteskabet opløst, 2º i 1970 med skuespiller Ghita Nørby (f. 1935) - ægteskabet opløst i 1978.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1946-48 med debut på teatret i 1947. Jørgen Reenberg har gennem hele sin karriere været tilknyttet Det kgl. Teater, men har gæstespillet på ander teatre og også iscenesat et par forestillinger.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Problemet er ikke, at manden, der er blevet kaldt 'den største skuespiller i sin generation', har slået sine folder i "Fodboldpræsten" (1951), "Løgn og løvebrøl" (1961) og "Jeg - en kvinde" (1965). Også teaterstorheder som Laurence Olivier og John Gielgud medvirkede i bras. Men de kunne af og til hæve sig over det og greb så ellers chancen, når lejlighed bød sig, for at vise deres virkelige vingefang på film.

Problemet er heller ikke, at den i mangt og meget aristokratiske Reenberg ser ned på filmarbejdet - tværtimod har han med årtiers mellemrum erklæret det sin kærlighed. Problemet er, at Reenberg tilhører den lille gruppe af betydelige skuespillere (herunder Poul Reumert), der formindskes af kameralinsen. En selvbevidst hæmning synes at sætte ind: alle reaktioner og gebærder virker så omhyggeligt indstuderede, at livsgnisten og spontaniteten presses ud af præstationerne. Alvoren bliver ofte til selvhøjtidelighed. I sine seneste roller tager han dog delvis revanche gennem ren og skær grandezza og gør indtryk som en mand af format.

Efter småroller i værnemagerdramaet "Tre år efter" (1948) og problemfilmen "Vi vil ha' et barn" (1949) yder den 23-årige Reenberg sin bedste filmpræstation som den dødsmærkede student i Alice O' Fredericks' og Jon Iversens "I gabestokken" (1950). Et lidt firkantet, men veliscenesat problemdrama om diskriminationen af tuberkulosepatienter - deriblandt Reenbergs ungdommeligt begavede og følsomme smitteramte, der forelsker sig ulykkeligt i Grethe Thordahls medpatient.

På sanatoriet færdes han til tider med en afvæbnende kejtethed som et usikkert føl. Hans lidt krampagtige stil bliver en side af det studentikose, men også af det ægte desperate ved personen. En præstation, der skaffede ham tilbud fra Hollywood. Filmstjerneflot er han også.

Så begynder det at gå galt. Humor ville have hjulpet hans i datiden populære portræt af fodboldstjernen, der bliver præst og frelser for vildledt ungdom i "Fodboldpræsten" (1951). Men hans præstation imødekommer kun alt for godt tidens appetit på salvelsesfuld inderlighed og fersk moralisme.

Filmen gjorde ham til teenageidol, og han styrker kandidaturen som Oles dejlige renskurede lærer og Søs' potentielle kæreste i "Far til fire" (1953). Til gengæld må de 14-16-årige piger have haft det hårdt under det tungttravende bondedrama "Ild og jord" (1954), et forsøg på at vende Morten Korch på hovedet og begrave tilskueren i dysterhed. Reenberg er en forelsket gårdskarl, en rugende stivstikker. I periode-komedien "Krudt og klunker" (1958) anslår han lettere toner, men havner i det nuttede.

Jørgen Roos' "Seksdagesløbet" (1958) prøver - mildest talt forgæves - at overbevise om, at han er overambitiøs bane-cykelrytter, men han er ikke den eneste skuespiller på gyngende grund her.

I Peer Guldbrandsens "Løgn og løvebrøl" (1961) svigter endog teknikken: hans journalist stammer så sporadisk, at Reenberg synes at have glemt det lille træk i en række scener. Uforfærdet fortsætter han hos Peer Guldbrandsen i spekulationsfilmen "Jeg - en kvinde" (1965), denne gang med Mac Ahlberg som instruktør. I mellemtiden er han en køn, men ikke just inciterende skovrider i Herman Bang-filmen "Tine" (1964).

Han gjorde filmcome-back som litteraten Vuldum i Ole Roos' "Hærværk" (1977), ytrede glæde ved igen at filme og illuderer da også som snobbet, lapset åndsaristokrat, flegmatisk selv når omgivelserne fremhæver hans temperamentsudbrud. Men - ligesom filmen iøvrigt - uden det forventede brillante overskud: han spiller ikke sit format ud foran kameraet. Mere kød er der på hans Edvard Brandes i Gauguin-filmen "Oviri" (1986), men endnu bedre fungerer han i en større rolle som den tyske jernbanekonge i Lars von Triers stil-berusede "Europa" (1990), hvor hans nederlagsramte pondus overlever tegneserie-replikker og stivbenet iscenesættelse. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Me Lund: "- men voksen blev jeg aldrig. Jørgen Reenberg. Menneske og skuespiller" (Gyldendal, 2012).