Karen Wegener

Skuespiller. Født 27/4 1935, død 29/3 2012. Gift med skuespiller Ole Wegener (f. 1936).

Uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1959-61. Hendes scenekarriere har overvejende udspillet sig på Aarhus Teater, dog med en afstikker til Aalborg Teater midt i 70'erne.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Når hun så relativt sjældent har vist sig på film eller i tv, skyldes det først og fremmest, at hun konsekvent har valgt en provinskarriere frem for "at gøre København", som hun udtrykker det. Som en af Aarhus Teaters førstekræfter har hun vundet et ry, hun kun sporadisk har fået lejlighed til at bekræfte i billedmedierne - som da hun vandt birolle-Bodil for sin madam Olsen i "Pelle Erobreren" (1987).

Efter to småroller (i "Brødrene på Uglegården" (1967) er hun forulempet servitrice) dukker hun op i den store titelrolle i DRs stærkt virkende "Else Kant" (1978), en 'serie' i to afsnit, instrueret af Line Krogh og bearbejdet af Kirsten Thorup efter Amalie Skrams 1890'er-romaner "Professor Hieronimus" og "På Sct. Jørgen". Else Kant er en efter datidens normer moderne borgerkvinde, der går ned i forsøget på at forene rollerne som hustru, moder og kunstner. Efter en frivillig indlæggelse drives hun ud i en psykose, der fører direkte til Skt. Hans. Først da helbredes og modnes hun gennem fællesskabet med de andre kvindepatienter. - En præstation, der lever på sin direkte, ukunstlede følelsesfuldhed og feminine styrke.

De samme kvaliteter præger hendes husmor, der rammes af brystkræft i tv-filmen "Den hemmelige skuffe" (1979), men her er manuskript og instruktion mere primitivt feministisk. I tv-serien "Kaj Munk" (1985) har hun skiftet type og er landlig stedmor til den 7 år yngre Benny Poulsen i titelrollen, en køn præstation i en ellers mislykket serie. Og i "Pelle Erobreren" er hendes madam Olsen en moden sømandskone, der på underfundig vis kaprer Max von Sydows Lassefar til ægtesengens og morgenkaffens glæder. En vittigt tegnet figur i det nedtonede leje, hun også kan brillerere med på scenen.

De samme nuancerings-muligheder får hun ikke som den ældre, tragisk undertrykte Laura i "Bryggeren"s (1996) sidste halvdel, hvor hun må nøjes med at spille på sin udprægede sans for ægte, men diskret nærvær. Alligevel forgylder hun glimtvis sin figur, f. eks. med den dæmpede finhed i glæden over at få tyende fra den nordjyske hjemstavn. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]