Musiker, skuespiller. Født 23/10 1945, død 30/9 2018.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Den danske nationalskjald har haft en filmkarriere, der ikke står mål med hans oplagte skuespillertalent og kraftige personligheds-udstråling, som både kan gå i retning af det forsorent gavtyveagtige og det intenst lidenskabelige. En hovedrolle i den selvskrevne "Midt om natten" (1984) plus to småroller er foreløbig det ret magre resulatet af ofte luftede filmdrømme.
Han debuterede i en lille rolle i Franz Ernsts "Ang.: Lone" (1970) som en gemytlig, men ikke særlig betryggende fyr fra datidens alternative miljø, ven med Katrine Jensenius, der foretager en ulovlig abort på hovedpersonen Lone. Og han har nogle pudsige udtryk som medlem af rockgruppen Speedway i den kombinerede tegne- og realfilm "Prins Piwi" (1974), hvor han ses sammen med sin medmusikere fra Gasolin.
Han skrev "Midt om natten"s to hovedroller Arnold og Benny, begge arbejdsløse blikkenslagere, til Erik Clausen og sig selv og fungerer godt som den lidt skeptiske, træge Benny over for Clausens mere idérige gå-på-mod. Og han har både fine udtryk for forelskelsen i "Susan Himmelblå" og for vreden og trodsen, da rockere og politikere gør tilværelsen usikker for minifristaden Haveje. Det er dog som helhed mere Larsens sange end hans dramatiske præstation, der gør filmen mindeværdig.
Kim Larsen kan iøvrigt opleves som sanger og musiker i "Skæve dage i Thy" (1971) om Thy-lejren, "Kloden rokker" (1978) om Roskildefestivalen, i Torben Skjødt Jensens kalejdoskopiske 'rockhistorie' "Som et strejf" (1993), hvor han er frontfigur, og i samme instruktørs novellefilm "Hvileløse hjerte" (1996), hvor han synger titelsangen.
Film, der rummer underlægningsmusik af Larsen og Gasolin, er "Ang.: Lone" (1970), "Prins Piwi" (1994), "Christiania" (1977). Og Larsen alene har skrevet kendingsmelodierne til Erik Clausen-filmene "Tarzan Mama Mia" (1989) og "De frigjorte" (1993) samt musik til tv-serien "Anthonsen" (1984). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Mennesker bliver spist | 2015 | Titelsang | DK/Spillefilm |
Frihed på prøve | 2010 | Musik | DK/Spillefilm |
Cykelmyggen og dansemyggen | 2007 | Børge Bøf, Komponist (Ode til Sensitiva) | DK/Spillefilm |
Ledsaget udgang | 2007 | Musik | DK/Spillefilm |
Gasolin' | 2006 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Fik du set det, du ville? | 1997 | Musik | Dokumentarserie |
Fik du set det, du ville? Del 1 | 1997 | Musik | Tv-dokumentar |
Fik du set det, du ville? Del 2 | 1997 | Musik | Tv-dokumentar |
Fik du set det, du ville? Del 3 | 1997 | Musik | Tv-dokumentar |
Fik du set det, du ville? Del 4 | 1997 | Musik | Tv-dokumentar |
De frigjorte | 1993 | Musik | DK/Spillefilm |
Kielgasten | 1990 | Komponist, Manuskript | DK/Spillefilm |
Tarzan Mama Mia | 1989 | Musik | DK/Spillefilm |
Campingplads | 1989 | Komponist | DK/Dokumentarfilm |
Profil af et job 2 - Folkene bag kameraet | 1986 | Musik | DK/Dokumentarfilm |
Profil af et job 1 - Folkene bag kameraet | 1986 | Musik | DK/Dokumentarfilm |
Midt om natten | 1984 | Manus, Musik, Benny | DK/Spillefilm |
Anthonsen | 1984 | Musik | Tv-serie |
66 scener fra Amerika | 1982 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Rend mig i traditionerne | 1979 | Komponist (titelnummer) | DK/Spillefilm |
Kloden rokker | 1978 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Prins Piwi | 1974 | Musiker (Speedway) | DK/Spillefilm |
Stærekassen | 1972 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Skæve dage i Thy | 1971 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Ang.: Lone | 1970 | Venindens ven | DK/Spillefilm |