Kjeld Petersen

Skuespiller. Født 1/7 1920, død 24/5 1962 - 41 år gammel.

Bror til manuskriptforfatter og skribent Bent Grasten (1925-2004).

Debuterede på Betty Nansen teatret i 1939 og optrådte op gennem 40'erne ved skiftende scener både i hovedstaden og provinsen. Repertoiret var blandet, men overvejende lystspil og revy. I Fiffer-revyen på ABC-teatret i 1949 spillede han for første gang sammen med Dirch Passer - et makkerskab, der senere kom til at udfolde sig i Stig Lommers revyer på ABC 1955-58 og resulterede i det crazykomiske projekt Kellerdirk Bros., der anses som et af de absolutte højdepunkter i dansk revyhistorie.

Kjeld Petersen ønskede selv at prøve kræfter med den egentlige komedie og havde i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne succes i flere forestillinger, bl.a. på Scala, Aveny og Folketeatret. Han døde af et hjerteslag efter premiere på forestillingen "Holder De af Brams, Passer og Petersen" på ABC, som genoplivede Kellerdirk-duoen med Ingeborg Brams som tredie hjul.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Et eksplosivt talent, der udfoldede sig ubændigt i dansk films mest restriktive, folkekomedie-dominerede periode. Og hans filmkarriere er på mange måder et skræmmebillede på misbrugt begavelse - hvilket han delvis har til fælles med sin ven, Dirch Passer, som han dannede den legendariske komikerduo, Kellerdirk Bros. med. Mange betragtede duoens forestillinger som højdepunkterne i 1950'erne danske teater, men parret forblev så godt som uudnyttet på film.

Alligevel står han som en af de store skuespillere i dansk film, med format til at hæve sig over sit materiale i kæde-detonationer af vid, vitalitet og fantasi. Hans moderne nervebetonede spillestil gør ham gang på gang 'et hovede højere' end sine omgivelser, som datidens førende filmkritiker, Erik Ulrichsen, skrev i sit store portræt i mindebogen "Nej, Kjeld, le vil de, le - " (1962). Han var en desperationskomiker i verdensklasse.

Ligesom på teatret spillede han i starten mest seriøse roller. Han er purung sabotør i konlikt med forældrene i frihedskamp-filmen "Den usynlige Hær" (1945) og med Erik Ulrichsens ord "bedre en Bodil Kjer, Mogens Wieth og Ebbe Rode tilsammen. Han er meget nærmere sandheden end den kultiverede kongelige kunst er det. Han spiller naturligt lidenskabeligt i opgøret med faderen; der er hos Kjeld Petersen ingen teatralsk indpakning af mennesket".

En betydelig større rolle har han som familiens sorte får i den veloplagte komedie "Far betaler" (1946), hvor han viser sine evner for at fremstille charmerende, flabet upålidelighed. Sjov og skarp, når han til sidst lukker luften ud af familieidyllen: "Al den lykke - jeg holder den ikke ud!"
Begge film blev instrueret af Johan Jacobsen, som Petersen var på bølgelængde med ("Fra første øjeblik kunne jeg li' at arbejde sammen med ham. Vi griner nemlig så godt sammen.")

Han har en lille rolle som voldelig fodermeter i Ole Palsbos drama "Kampen mod uretten" (1949) og ses som hanrej i Stig Lommer-lystspillet "Op og ned langs kysten" (1950) - begge roller er tynde. Han skitserer en glat, kold skurk som tjener i den sorte krimi "Smedestræde 4" (1950) og viser sin ubesværede sans for realisme og rap replik som kynisk natklub-janitshar i "Unge piger forsvinder i København" (1951) - og er derefter også skurk i "Firetyve timer" (1951), "Blændværk" (1955) og "Gengæld" (1955). Hans tilsyneladende fornuftige, men farligt fanatiske kommunist-kredsformand i den for perioden meget usædvanlige "Blændværk" er langt den betydeligste af disse roller - et isnende portræt af en logisk tænkende terrorist, for hvem målet helliger de menneskeofrende midler.

"Solstik" blev Petersens farcegennembrud på teatret, men inden da har han allerede i Johan Jacobsens Birgitte Reimer-komedie "Som sendt fra himlen" (1951) vist barokke eksempler på fuldemandshumor i en birolle. Som badehotels-portieren, det er ved at rable for i "Solstik" (1953), leverer han prøver på sin vanvids- og desperationskomik på et tidligt stadie. Charme har han også i samspillet med Birgitte Reimers piccolo. Men præstationen mangler den friskhed, der var over hans senere højdepunkter: "Solstik" havde været en langtidssucces på teatret, og Petersen brød sig ikke om genopvarmede retter.

I Saga-farcen "I kongens klæ'r" (1954) er han som hektisk grosserer ved at tegne grundridset til sin stressede velfærdsdansker - med sjove momenter i en ellers noget rutinemæssig film. Også i "Det var på Rundetårn" (1955) - endnu engang en lettere optyndet Saga-servering - har han en større rolle, som forlystelsessyg sagfører, passagevis i hopla.

"Hvad vil de ha'" (1956) er en revyantologi-film, hvor man får rekonstruerede prøver på hans legendariske og netop påbegyndte crazy-komik med Dirch Passer på Stig Lommers ABC-teater - bl. a. det stumfilmkomiske tapetserernummer, virtuost, men mærkeligt blottet for psykologisk indhold.

Herefter bliver det i et par år kun til småroller - i Bent Christensens mislykkede "Pigen og vandpytten" (1958), med en forkortet udgave af det klassiske tømmerflådenummer sammen med Passer. Han er lidenskabeligt naiv komponist i Erik Ballings "Poeten og lillemor" (1959) - "som en naturkraft, som en stormvind blæser han lidt frisk luft ind i dette lunkne arbejde," skriver Erik Ulrichsen. I "Helle for Helene" (1959) er han ude på et grinagtigt frenetisk overdrev som sindssyg sindssygelæge, en surrealistisk præstation, mens han i den realistiske satire "Pigen i søgelyset" (1959) holder sig ved jorden med sit præcise portræt af en af tidens halvsmarte poppedrenge.

Den arketypiske Kjeld Petersen-præstation kommer først i satire-komedien "Vi er allesammen tossede" (1959), hvor han for en gangs skyld har den bærende hovedrolle som den lille fisk i skattevæsenets haj-gab. Den moderne velfærdsdansker med tyndslidte nervetråde og en aggression, der kommer fra et hjerte plaget af umyndiggørelse og skrankepave-mentalitet. Fremstillingen af skattevæsen, hospitalssektor og politi som stats-overbetalte undertrykkere foregriber Fremskridtspartiets holdninger, men Kjeld Petersens spruttende desperationshumor giver de undertiden overkarikerede postulater et dybt menneskeligt ansigt.

På samme måde hæver han sig over Peer Guldbrandsens farce- og komedieplatheder i "Kvindelist og kærlighed" (1960), "Skibet er ladet med" (1960) og "Løgn og løvebrøl" (1961), hvor han har løsrevne scener af fræsende træfsikkerhed.

Hovedrollen som den mere og mere berusede magister i "Den grønne elevator" (1961) blev en af hans store teatersucceser, men virker lidt bleg på film i sin meget traditionelle fuldemandskomik. Her er Petersens karakter også atypisk: en temperamentsforladt ægtemand uden gensvar. Han er bedst, når han kan bruge sin lynreplik. Og han har en tam sagførerrolle i Peer Guldbrandsens "Lykkens musikanter" (1962) - men bemærk hvordan der sættes elektrisk strøm til, da han et kort øjeblik befinder sig sammen med Dirch Passer.

Hans sidste rolle i Bent Christensens "Sømænd og svigermødre" (1962) røber heldigvis ingen tegn på træthed eller manglende gnist. Tværtimod hæver han sig højt over materialet som svigerfar for Ove Sprogøe (der er et halvt år ældre!) - en tøffelheltrolle, som han gang på gang gør både barok og meget menneskelig. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Erik Ulrichsen: Nej, Kjeld, le vil de, le - (1962).