Forfatter. Født 15. december 1931, død 4. april 2015.
Klaus Rifbjerg var som skønlitterær forfatter og digter et kulturradikalt fyrtårn, men han var også et filmmenneske, der havde afgørende betydning for dansk films udvikling.
Klaus Rifbjerg indledte i begyndelsen af 1960’erne et tæt og langvarigt samarbejde med filminstruktøren Palle Kjærulff-Schmidt, og i 1962 stod de bag den første moderne danske film, ’Weekend’, der med tydelig inspiration fra den franske nybølge ofte omtales som et regulært nybrud i dansk film. Selv om filmen ikke var nogen stor publikumssucces vakte dens beske generationsportræt af yngre velfærdsdanskere dog en del debat i medierne. Samarbejdet mellem Rifbjerg og Kjærulff-Schmidt fortsatte med succes med bl.a. erindringsfilmen ’Der var engang en krig’ (1966) om drengeliv og opvækst under den tyske besættelse.
Rifbjerg skrev siden flere manuskripter til både spillefilm, tv-film og dokumentarfilm, bl.a. Erik Ballings ’Jeg er sgu min egen’ (1967) og ’Det var en lørdag aften’ (1968) samt Ole Roos’ filmatisering af Tom Kristensens ’Hærværk (1977) og Herman Bang-filmatiseringen ’Ved vejen’ (1988) instrueret af Max von Sydow, ligesom han flere gange har samarbejdet med dokumentaristen Jørgen Leth.
I Lars von Triers tv-koncept ’Lærerværelset’ (1994), en forløber for reality-tv, optrådte Rifbjerg som den onde skoleinspektør, der griller kendte danskere i en psykologisk selskabsleg for åben skærm.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.