Knud Heglund

Skuespiller. Født 10/7 1894, død 1/9 1960 - 66 år gammel. Gift med balletdanserinde Lili Heglund (1904-1992).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole, hvor han debuterede i i 1920.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"Mit domæne er vaudeville og folkekomedien", udtalte denne meget dygtige birolleskuespiller syv år før sin død. Men han kunne mere.

Knud Heglund blev ikke uden grund kaldt den lille rolles mester - hans selverklærede ambition var at gøre små roller store. Eftersom han påtog sig både skidt og kanel på film, lykkedes det langt fra hver gang, men der var altid skarphed og musikalitet i hans smidige spil. Han havde den fødte komiske skuespillers appetit på grinagtige karikaturer og lettere groteske hverdagsskikkelser, men han kunne også være varm og ligefrem - som i sin eneste hovedrolle, Marstals kombinerede bager og borgmester i Saga-folkekomedien "Kristiane af Marstal" (1956), i evig velmenende, fortravlet aktivitet.

Han er i sit element, da han debuterer som kammerjunker i den aparte Marguerite Viby-farce "Tretten Aar" (1932), hvor hans begejstring for Viby - udklædt som 13-årig smånymfe med fletninger - ingen ende vil tage. Han passer godt ind i Marguerite Viby-filmenes letfærdigt stiliserede univers og er f. eks en herligt munter overtjener i "Frk. Kirkemus" (1941), ovenikøbet på flydende svensk. Sjov er han også som fremstiller af nydelige, men lettere skvattede borgermænd: professoren i "Tag til Rønneby Kro" (1941), der er bange for afsløringer fra sin vilde ungdom, og den muntre fætter fra "Hans Onsdagsveninde" (1943), som telefonisk kaldes hjem fra vennernes lystige lag af sin tyranniske kone.

I Johan Jacobsens "Ballade i Nyhavn" (1942) er han med i en trio af indbrudstyve lidt i stil med Olsen-banden - og han er overdådigt skæg som overtroisk artist i samme instruktørs komedie "Mens Sagføreren sover" (1945). Hans skorstensfejer i Astrid og Bjarne Henning-Jensens "Kristinus Bergman" (1948) - far til Lis Løwerts servitrice - rummer en vidunderlig jovial humor. Men efterhånden ses han oftere i knap så inspirerende roller i drama-genren, selv om han stadig kan være oplagt til skæg, f. eks. som overtjener i "Mød mig på Cassiopeia" (1951) og i en større rolle som Møller Sørensen i "Den gamle mølle på Mols" (1953). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]