Lisbeth Movin

Skuespillerinde. Født 25/8 1917, død 7/11 2011 - 94 år gammel. Gift 1945 med skuespiller og filminstruktør Lau Lauritzen Jr. (1910-77). Sammen fik de datteren Nina Movin (f. 1959).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1939-41 og efterfølgende ansættelse ved nationalscenen. Førende skuespillerinde på Det ny Teater i slutningen af 40'erne. Derefter kun få teateroptrædender.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Alle hendes præstationer ses gennem en enkelt rolles prisme - hendes uforglemmelige Anne i Carl Th. Dreyers 1600-talsdrama "Vredens Dag" (1943), et af dansk films få utvetydige mesterværker.

Rollen som den forelskede, undertrykte præstedatter, der suggereres til at udøve en skjult trolddomskraft og ender som 'heks', blev et højdepunkt, det viste sig umuligt at nå op på siden af i en - alt i alt - skuffende karriere. Med hele sin geniale sans for fysiognomier udnytter Dreyer hendes mærkelige evne til at veksle mellem det renfærdigt barnefromme og det katteagtigt dæmoniske. Kameraet søger ufravigeligt hendes rene træk med de overjordisk klare øjne, der pludselig kan blive stikkende - "Ingen har øjne som du", siger den forelskede Martin (Preben Lerdorff Rye) til hende, og han har ret.

I lange kæder af reaktionsbilleder vender Dreyer som hypnotiseret tilbage til dette aldrig banalt kønne ansigts utallige variationer af nysgerrighed, forundring, rædsel og ondskabsfuldhed.

I sine første film mangler hun charme og varme i konventionelle ungpigeroller, men kan til gengæld - efter den Dreyerske oplæring - mønstre intensitet (og rigeligt patos) i frihedskæmperdramaet "De røde Enge" (1945).

Alvoren følger hende i flere år, også i komedien "Lise kommer til byen" (1947), hvor hun opgiver at vise tegn på humor. Som Jørgen Stegelmann skriver i "- og Ib Schønberg": "Hun virker altid tynget af "Vredens Dag" og synes uden evner for at tage noget overfladisk". Og seriøs, men ikke ueffen er hun da også som den fornuftige, bebrillede søster, der må se Betty Helsengreen forsvinde sammen med kvindemorderen i "Hr. Petit" (1948).

Hun demonstrerer hurtigt sin træskhed i Morten Korch-filmen "Det store løb" (1952) ved at erklære, at "jeg kan ikke fordrage at bo på landet". Men i 1954 gør hun et behjertet og delvist vellykket forsøg på at forny sig som gæv Nyhavnspige i "En sømand går i land".

Hun virker alt for fornuftig og selvbehersket til at agere hovedløst 'kvindeforvirret' som terroriseret chaufførfrue i "Taxa K 1640 efterlyses" (1956). Endelig i 1958 finder hun i "Det lille hotel" et lettere tonefald som syrligt sofistikeret, frisindet society-frue - et rollefag, hun klart nok behersker og også dyrker i "Min kone fra Paris" (61), men som hun kom rigeligt sent til. - Hendes senere roller, f. eks mødre i "Farlige kys" (72) og "Øjeblikket" (80), er små og ret ligegyldige. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]