Lise Roos

Filminstruktør. Født 10/2 1941, død 24/8 1997. Datter af instruktør Karl Roos og filmarkivar Louise Roos. Søster til instruktør Ole Roos og produktionsleder Gerd Roos. Niece til instruktør Jørgen Roos og kusine til fotograf Peter Roos. I en årrække gift med instruktør Sune Lund-Sørensen.

Lise Roos blev født ind i en filmfamilie, men valgte til at begynde med at tage en pædagoguddannelse og arbejdede blandt andet med psykotiske børn på statshospitalet i Glostrup. I begyndelsen af 1963 stiftede hun Surpriseteatret sammen med Franz Ernst, hvor der blev spillet revy. Hun fortsatte i det københavnske teatermiljø som initiativtager til Christianshavnergruppen i 1966, der havde sin første forestilling i 1969.

I 1969 debuterede hun som filminstruktør på Danmarks Radio med børne-kortfilmene "Sofus", der blev vist 1. nytårsdag og et par måneder senere "Røde sodavand'er" - om nogle børn, der leger i en park og tror, at manden, der kommer og leger med, er børnelokker. Op gennem 1960'erne og 1970'erne lavede hun en del produktioner for Danmarks Radio, både børne- og dokumentar-programmer. "Hej Stine" (1969) blev hendes første spillefilm, fulgt op af "I din fars lomme" (1973) og "Sådan er jeg også" (1980). Alle tre film følger Stine (Stine Sylvestersen), som 8, 12 og 18-årig i en næsten dokumentarisk stil med improviseret dialog.

Lise Roos fik selv børn i 1970'erne, og begge døtre blev dokumenteret i filmene "Pigen Silke" (1971) og "Eline - de første 16 måneder" (1973). Hun lavede endda "En fødsels forløb" i 1972, hvor hun selv lagde krop til fødslen.

I den roste dokumentarfilm fra 1983 "Kan man klippe i vand?" fjernede Lise Roos alt legetøj fra en børnehavegruppe for blandt andet at se på forholdet imellem børn og pædagoger og på problemstillinger omkring plads og udfoldelsesmuligheder. De efterfølgende film: "Far, mor, børn. Noget om rollelege" (1984), "Samspil - 10 situationer med børn og voksne" (1985), "Thomas og hans tempo - Et udviklingsforløb" (1985) og "Tumlerier" (1985) er alle produceret for Statens Filmcentral og Danmarks Radio af Hanne Høyberg Filmproduktion og omhandler alle børnehavebørn.

De følgende år lavede Lise Roos film om andet end børn, især var hendes fokus på marginaliserede grupper i det danske samfund. "Den tid den sorg - om ældre og bofællesskaber" (1987) og "Alle disse øjeblikke" (1993) handlede om ældre mennesker, mens "Kolonihaven" (1990) portrætterede grønlændere som andet og mere end sociale tabere.
"Familien Danmark" (1994) var endnu et filmet eksperiment, der som tv-serie i tre dele fortalte om to familier fra henholdsvis Valby og Harlev, der bytter tilværelse i 14 dage. Filmene blev produceret for TV2 og dette samarbejde fortsatte med tv-serien "Frikvarteret", som handlede om sorger og glæder blandt en gruppe københavnske gymnasieelever.

Lise Roos' sidste produktion var også en tv-serie: "Fik du set det du ville" i fire dele om en gruppe medarbejdere på fabrikken Dafolo, der reflekterer over deres liv og deres drømme.
Ud over filmarbejdet var Lise Roos en ivrig og meget direkte debattør efter devisen: "Hellere et hak i tuden end tavshed". Det var mest kortfilmen hun agiterede for og børns vilkår. Hun var en vigtig person i oprettelsen af institutioner som Nordisk Panorama (kortfilmfestival) og Filmkontakt Nord (sekretariat for nordisk kort- og børnefilm).

Efter hendes død kom portrætfilmen om hende, "Et menneske bliver til" (1998), som hun selv havde startet optagelserne til under sin kræftsygdom. Filmen blev efter hendes død klippet færdig af den mangeårige samarbejdspartner Mikkel Bo.

Lise Roos investerede altid sig selv, når hun lavede film. Hun brugte meget tid på at opbygge tillid til de amatører, der befolker hendes film. Med tillid, improvisation og humor opnåede hun en ærlighed og åbenhed, som gør hendes film troværdige. Hun var dybt engageret i børns vilkår og deres psykologiske udvikling og mente, at de skulle have lov til at udvikle sig uden indblanding fra pædagoger. Kort- og dokumentarfilmen blev hendes foretrukne formater, og selv hendes spillefilm har et klart dokumentarisk præg. Tv-serierne fra slutningen af karrieren gav hende et stort publikum, som genkendte den autenticitet i forhold til 'almindelige mennesker', Lise Roos skildrede i sine film. Om sin filmfilosofi udtalte hun i 1996: "Grundlæggende mener jeg ikke, at film skal give svar. Film skal stille spørgsmål og røre ved noget i dig."

Se tema om Lise Roos og et stort udvalg af hendes film på www.danmarkpaafilm.dk