Liva Weel

Skuespillerinde. Født 31/12 1897 (Olivia Olsen), død 22/5 1952 - 54 år gammel. Gift 1º i 1921 med skuespiller Arne Weel (1891-1975) - ægteskabet opløst i 1924, 2º i 1933 med snedkermester Fritz Hueg (1905-71) - ægteskabet opløst samme år.

Optrådte første gang som sanger ved et teselskab i Politikens hus i 1917, hvilket førte til engagement ved revyen i Odder og siden Nykøbing F. Hendes debut her (juli 1917) blev en stor succes, og hun blev engageret til Scalarevyen 1918 - et engagement, der kom til at vare i 10 år. På Scala dannede hun bl.a. par med Carl Alstrup, og det blev også til mere seriøse roller. I en kort periode var Liva på Nørrebros teater, men ellers havde hun engagementer ved de fleste københavnske scener - også Det kgl. Teater.

Hun betragtes som den største danske kvindelige revystjerne til dato, og huskes især for sine formidable fremførelser af PHs viser.

DRs serie i 4 dele "Kald mig bare Liva" (instrueret af Brigitte Kolerus med manus af Sven Holm) fra 1992 fortæller historien om hendes liv.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Dansk revys sagnomspundne dronning i tre årtier lagde sin hovedindsats på scenen, men var kort efter tonefilmens start en filmstjerne af stor popularitet.

Efter to succeser, "Odds 777" (1932) og "De blaa Drenge" (1933), afbrød Nordisk film dog samarbejdet, fordi man fandt Liva for besværlig - hun forsinkede den planlagte optagelsestid på tre uger (!) med sin perfektionisme og mødte ikke altid lige ædru på arbejde. Derefter spillede Liva resten af sin karriere to gange for Palladium - "Ta' Briller paa" (1942) og "Smedestræde 4" (1950) samt en enkelt gang for ASA - "Frøken Møllers Jubilæum" (1937) - hvortil kom den uafhængige produktion "Under Byens Tage" (1938).

Ikke nogen imponerende anvendelse af en af landets største folkelige kunstnere gennem tiderne - dansk film manglede dengang en showman af revykongen Frede Skaarups format, med sans for Livas tarv og talent.

Filmenes største fortjeneste er, at de lader os opleve Liva som genial visesangerinde. Langt fra altid med sine største sangpræstationer, men den iboende musikalitet, det generøse humør og den smittende slagfærdighed kunne selv en halvsløj tekstforfatter ikke tage fra hende.

Carl Th. Dreyer var interesseret i at få hende med som prinsessen i "Der var engang" (1922), men hendes graviditet forhindrede samarbejdet. Alligevel blev det til en enkelt stumfilm, den mislykkede "Livets Karneval" (1923). Hun ser dog skøn ud på et still-billede fra den.

Allerede i "Odds 777" ni år senere får vi et af hendes mest bevægende numre, "Glemmer du", sunget med en tyst inderlighed, der står i voldsom kontrast til hendes ofte noget forcerede udfoldelser som den jævne køkkenpige Hansy Hansen, der kommer til penge på travbanen og lærer de rige at kende. Her kan man også opleve hende som bakkesangerinde med træfferen "Gå med i Lunden", og hun synger desuden "Drømmer man om den, vågner man aldrig op igen".

I "De blaa Drenge" fra året efter fortsætter hun den overgearede krudtugle-stil som den velpolstrerede gymnastiklærerinde, der får succes i et teaterselskab. Denne gang er sangene den slagfærdige "Kammerat vær en mand!", "Farvel - alt hvad I kan faa", "Åh hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg vil" og "Der er dejligt i provinsen".

Liva er det opmuntrende moment i revy-reportagefilmen "Cocktail" (1937), der samler 15 numre fra Apollo-, Lommer- og Cirkusrevyen 1937, de fleste uden appel i dag. Gnistrende virtuos er hun som en filmfan, der genfortæller en kulørt filmhistorie gennem sangparodier.

Victor Borge og Liva Weel som par - det er hvad "Frøken Møllers Jubilæum" (1937) kan tilbyde, og hvilket par kunne de ikke være blevet! Men det går helt galt - med en anstrengt Liva som hverdagskvinden frk. Møller og Borge (der dengang hed Børge Rosenbaum) manisk fjumrende som hendes falde-på-halen-assistent. To geniale solister fortabt uden instruktørhjælp fra Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen. Kun to sange bliver det til, heller ikke det store: Det er håbløst at indhente tiden (et forsøg på at følge op på "Glemmer du") og "Skal vi svinge de små pusselanker".

Langt om længe nytænkes Livas image i den unge debuterende Johan Jacobsens "Under Byens Tage" (1939), der - side om side med "Odds 777" - er hendes bedste film. Her er hun den sofistikerede verdensdame og chanteuse Mona, der underholder i sin egen Mona Bar og protegerer en ung kunstnerspire (Peter Poulsen), også da han til sidst anklages for mord.

Uden støtte fra kostumieren (snarere tværtimod) klarer Liva den svære omstilling fra munter madamme til moden grande dame. Humør og charme har hun stadig, men også en ny voksen verdenserfaring, smukkest udtrykt i en scene, hvor hun møder en gammel kæreste, lige så fint spillet af Johannes Meyer (der også var hendes eks-kæreste i virkeligheden). Scenen mellem dem bliver hendes bedste dramatiske filmøjeblik. - Hendes sange her er "Jeg kommer når du fløjter" (også kendt som "Kom ned fra dine Højder"), "Parlez moi d'amour, men kys mig først" og "Du kaldte mig din egen" - pænt uden at være pralende og præget af hendes distinkte diseuse-teknik.

Efter en mislykket hovedrolle i "Ta' Briller paa" (1942), som Kjeld Abell angiveligt skrev, men ikke signerede, ses hun i sin sidste film, "Smedestræde 4" (1950) i den form for tragisk gæsteoptræden, som falmede stjerner somme tider hengiver sig til. Hun er nærmest ukendelig - hærget og hæs - som en portnerkone, der opdager et lig. En ussel lille rolle, som hun dækker pænt, og som hendes tidligere ægtemand, instruktøren Arne Weel, sikkert har givet hende i bedste mening. Alligevel en sørgelig sortie for en stor dame. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Poul Henningsen: Livas regeringstid (1953).