Skuespillerinde og sangerinde. Født 11/12 1940, død 15/9 1997 - 56 år gammel.
Startede sin kunstneriske karriere som sangerinde, men blev i 1964 optaget som elev på Odense Teater.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
På scenen sås hun, især i starten, mest som bramfri fræk dame i komedier og revyer, men på film står hun stærkest i seriøse realistiske roller. Hun har en god replik, der smager af reel hverdag, og et lidt medtaget ansigt, som borger for noget ægte og gennemlevet.
Hun lagde ikke for lovende ud i de tidlige 1970'eres erotiske film, hvor hun som de fleste øvrige medvirkende smører for tykt på. Derefter gør hun god fyldest i småroller, indtil hun igen slår sig løs som titelpersonens kone i farcen "Elvis Hansen - en samfundshjælper" (1988). Her virker hendes livsglæde forceret, og langt bedre går det under Eddie Thomas Petersens instruktion, først i "Springflod" (1990), dernæst i tv-serien "Strisser på Samsø" (1997-98), hvor hun i afsnit fem, "Den sjove mand", nærmer sig det tragiske format som tyrannisk, frustreret mor.
I 1994 oplevede hun - allerede syg og midlertidigt nedbrudt - karrierens største triumf, da hun vandt en sølvnymfe ved den internationale tv-festival i Monte Carlo for sit hovedrollespil i tv-filmen "En kærlig omstigning", skrevet af Erling Jepsen og instrueret af Emmet Feigenberg. Hun er enken Edith, der bruger utraditionelle midler til at finde en ny kærlighed - igen en ligefremt realistisk rolle af den type, der klædte hendes sympatisk jordbundne, ukrukkede talent bedst.
Hendes sidste præstationer ligger i forlængelse af Edith-rollen og er da også blandt hendes bedste - som den lidt barske Ellen i "En loppe kan også gø" (1996) og som den hårdt prøvede mor i Lotte Svendsens satiriske novellefilm "Royal Blues" (1997). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Royal Blues | 1997 | Edith | DK/Kort fiktion |
Strisser på Samsø | 1997 | Fru Øster | Tv-serie |
En loppe kan også gø | 1996 | Ellen | DK/Spillefilm |
Renters rente | 1996 | Medvirkende | Tv-serie |
En kærlig omstigning | 1994 | Edith | Tv-film |
Den sommer ved havet | 1994 | Medvirkende | Tv-film |
Tango for tre | 1994 | Medvirkende | Tv-serie |
Sofie | 1992 | Malle, Sofies tante | DK/Spillefilm |
Parløb | 1990 | Fru Bertelsen | Tv-serie |
Kirsebærhaven 89 | 1990 | Greta | Tv-serie |
Springflod | 1990 | Fru Larsen | DK/Spillefilm |
Far på færde | 1988 | Eva | Tv-serie |
Johansens sidste ugudelige dage | 1988 | Kirsten | Tv-serie |
Oliver & Co | 1988 | Syzette | U/Spillefilm |
Station 13 | 1988 | Bibi Juul, fængselsansat | Tv-serie |
Elvis Hansen - en samfundshjælper | 1988 | Herdis | DK/Spillefilm |
Baby Doll | 1988 | Nabo | DK/Spillefilm |
Mord i Paradis | 1988 | Annie, Ulrichs mor | DK/Spillefilm |
En flicka kikar i ett fönster | 1987 | Mona | Tv-film |
Strindberg - et liv | 1985 | Sofie Holten | Tv-serie |
Det hemmelige Danmark | 1981 | Medvirkende | Tv-film |
Krigsdøtre | 1981 | Lone | Tv-serie |
Enlig far | 1980 | Medvirkende | Tv-film |
Opgang | 1979 | Bodil Wedin | Tv-serie |
Fængslende feriedage | 1978 | Sælger | DK/Spillefilm |
I hovedet på erhvervschefen | 1977 | Medvirkende | Tv-film |
Terror | 1977 | Cafeteriadame | DK/Spillefilm |
Det begyndte med Mathilde | 1976 | Madam Quist | Tv-film |
I Tyrens tegn | 1974 | Carola, indehaver af "systue" | DK/Spillefilm |
I Jomfruens tegn | 1973 | Gine, bordelværtinde | DK/Spillefilm |
Med kærlig hilsen | 1971 | Brud i 1910 | DK/Spillefilm |
Tango jalousi | 1970 | Medvirkende | Tv-film |
Mellem fem og syv | 1970 | Lise | Tv-film |
Arseniktimen | 1970 | Medvirkende | Tv-film |
Amour | 1970 | Gas - og vandmesterens kone | DK/Spillefilm |
Orkestret | 1967 | Medvirkende | Tv-film |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Elskede Herdis | 1988 | Elvis Hansen - en samfundshjælper | Sang |