Instruktør. Født 1/9 1968. Inden Lotte Svendsen afsluttede Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1995, skrev og instruerede hun til tv. Derudover var hun i 1995 medstifter af satiregruppen Emmas Dilemma, som lavede fem shows og syv tv-programmer til DR.
Svendsens kortfilm 'Royal Blues' (1997) vandt en Grand Prix på Odense Filmfestival, en Nordisk Film Award og en Robert.
I 1999 spillefilmdebuterede hun med den sociale og politiske satire 'Bornholms stemme'. Sammen med skuespiller Mette Horn skabte Svendsen den populære børne-tv-serie 'Max' (2007), som også er blevet til biograffilmene 'Max pinlig' (2008), 'Max Pinlig 2 – sidste skrig' (2011) og 'Max Pinlig på Roskilde – nu med mor' (2012). Den første film i serien hjembragte hende en Special Mention fra Berlinalen og to priser for bedste film på børne- og ungdomsfestivalerne i henholdsvis Zlin og Antwerpen.
Fra 2018-2023 har Lotte Svendsen siddet som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut med fokus på film for børn og unge.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.