Louis Miehe-Renard

Skuespiller. Født 11/4 1919, død 22/1 1997 - 77 år gammel. Gift 1º i 1943 med skuespiller Caja Heimann (f. 1918) - ægteskabet opløst, 2º med danser Elinor Hadden (f. 1931 i Edinburgh). Far til bl.a. Katja Miehe-Renard (skuespiller) og Pierre Miehe-Renard (skuespiller) fra første ægteskab og Martin Miehe-Renard (skuespiller, forfatter, instruktør) og Isabella Miehe-Renard (tv-journalist) fra andet ægteskab.

Stod flere gange i sin barndom på scenen, men blev først udlært i kaffebranchen, førend han blev elev på Odense Teater, hvor han var ansat i perioden 1940-45. Miehe-Renard fik en omfattende teaterkarriere med engagementer ved skiftende scener, både i provinsen og i hovedstaden. Han kom tidligt til at spille revy og har også forsøgt sig som teaterleder og kroejer.

"Men i øvrigt må M.-R.s løbebane som skuespiller lige så meget karakteriseres ved sin mangfoldighed som ved sine højdepunkter. (..) han er en mærkelig blanding af en tidløs gøgler og en kunstner der med al sin drengede charme har kunnet vokse op og blive en tragisk eller tragikomisk type i tiden" (Dansk biografisk leksikon, 1981).

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med sine åbne træk og sit let aflæselige minespil har han et af de ansigter, kameraet elsker.
Han begyndte sin filmkarriere i en kunstnerisk nedgangstid for dansk film, men fik alligevel placeret sig smukt som en af vores bedste unge filmskuespillere, især som den grønne helt i komedier. Selv i den mest kunstige folkekomediesituation rummer hans spil en fundamental ærlighed, accentueret af hans karakteristiske, lettere snublende replik, hvalpede facon og den fynske dialekt, han - heldigvis - aldrig slap helt af med.

Alligevel er det på tv-teatret, han har udført sit mest mindeværdige arbejde. Som moden mand mistede han ikke skæret af barnlig uskyld og evig forbavselse over en ubegribelig verden, selv om ansigtet blev furet og autoriteten styrket. Ikke mindst dette anstrøg af poesi gjorde ham i tv-dramaet "Et godt liv" (1971) til den mest sympatiske og rørende af Leif Panduros kriseramte mandlige hovedpersoner - forundret og fortabt i den hverdagstrummerum, der pludselig ses i dødsbevidsthedens grelle lys.

Indtil han var et stykke oppe i 30'erne, kunne han illudere som kejtet teenager. Han blev derfor meget anvendt i større biroller som dunet yngling, sød, men rigeligt blød og genert.

Han er er den sadistiske børnehjemsforstander Ib Schønbergs offer i "Kampen mod uretten" (1949) - en birollepræstation, der straks demonstrerer hans udstråling og skaber opmærksomhed om den ukendte unge mand fra provinsen. I Grundlovsfilmen "For frihed og ret" (1949) blev det dog kun til en stum rolle som fyrig østrigsk revolutionær.

Han illuderer fortrinligt i en mindre rolle som familiens yngste søn i "Familien Schmidt" (1951), også af Ole Palsbo, og i det pseudo-religiøse drama "Fodboldpræsten" (1951) opbygges han moralsk af Jørgen Reenbergs sportsdyrkende præst. Men humoren er hans stærke side, som det fremgår af en scene i Morten Korch-filmen "Det gamle guld" (1951), hvor hans gårdskarl spørger Ib Schønbergs sognefoged om det er strafbart at lytte ved dørene. Og han er særlig afvæbnende, når hans lettere stammende fynske uskylds-facon får et ironisk sidelys, som i den vittige "Vejrhanen" (1952), i Saga-folkekomedien over alle, "Den gamle mølle på Mols" (1953) og i Erik Ballings debutfilm "Adam og Eva" (1953), hvor han, 34 år gammel, dårligt er sluppet ud af puberteten.

Peer Guldbrandsen giver ham hans første to store hovedroller i Palladium-filmene "Sukceskomponisten" (1954) og "Mod og mandshjerte" (1955). I dem begge er han en provinsbyhelt, der kæmper mod snæversyn. Klart bedst er den første, hvor hans stræbende bohème-komponist (der ender med at skrive et slager-hit!) i høj grad synes bygget op omkring hans egen personlighed og rummer både charme og vitalitet. Mens han i den anden blot virker hæmmet og utilpas ved sin forknytte bankfunktionær i en fjottet historie.

Efter denne fiasko er det slut med de bærende hovedroller, selv om han stadig gør glimrende fyldest både i drama ("Der kom en dag", 1955) og folkekomedie ("Kristiane af Marstal", 1956). Da han begynder at ligne sin alder, bliver rollerne mindre, og han må mest tage til takke med elskværdig medvirken i serien "Soldaterkammeraterne" som menig 616, skolelæreren, for hvem militærtjenesten er afslapning. Og i sygehuskomedien "Fem Mand og Rosa" (1964) er han en af patienterne, med en kæmpemæssig børneflok - hans tidligere kone Caja Heimann er moderen.

Hans sidste store filmrolle blev den danske flyvepionér Ellehammer i Annelise Hovmands elskværdige udstyrsstykke "Nu stiger den" (1966), et lidt tyndbenet portræt, der viser Ellehammer som kær, upraktisk drømmer snarere end som handlekraftig opfinder.

Derefter var Miehe-Renards rolle i dansk film mærkeligt nok så godt som udspillet, men det samme gjaldt heldigvis ikke på tv. Han viste allerede i 1962 sin alsidighed som Estragon i Palle Kjærulff-Schmidt opsætning af "Vi venter på Godot" og mestrede siden boulevardfarce ("Hotel Paradiso") og det moderne virkelighedsdrama ("Privatlivets fred") lige overbevisende. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]