Olaf Ussing

Skuespiller. Født 28/4 1907, død 4/1 1990 - 82 år gammel.

Uddannet på Svend Methlings elevskole på Komediehuset 1928-30. Omfattende teaterkarriere, der op gennem 30'erne udspillede sig på bl.a. Aarhus og Odense teater, men herefter overvejende på de københavnske scener. Sit egentlige gennembrud fik han på Nygade teatret i 1942, men det var årene på Det ny teater 1950-66 hos Per Gregaard, der cementerede Olaf Ussing som en af tidens store skuespillernavne. I 1966 flyttede han med Gregaard til Det kgl. Teater, hvor han kom til at spille et bredt repertoire med stor succes. Ved siden af teaterarbejdet blev han en ofte anvendt skuespiller på både radio og tv.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Trods Olaf Ussings medvirken i mere end 50 film findes der kun små henvisninger til hans filmkarriere i de fyldige omtaler af denne værdsatte skikkelse i dansk teater. Ussing har udelukkende haft biroller, ofte som skurk, excentriker eller hidsigprop, men i reglen markant fremstillet.

Hans bedste rolle er dog samtidig hans mest normale: som den halte sagfører, der engang var på børnehjem med Ebbe Rode i Bjarne og Astrid Henning-Jensens smukke kriminalistiske skæbne-drama "Kristinus Bergman" (1948). Her har Ussing en varme og dybde i sit spil, han sjældent fik anvendelse for senere.

Tidligt i sin teaterkarriere specialiserede han sig i at spille gamle mænd - "Jeg havde en besynderlig evne til at bære skæg", sagde han mange år senere. Det kom han også til i flere film, men første gang vi ser ham på lærredet, er det som en anden af hans kendte figurer, den elegante, nærmest affekterede verdensmand med tynd moustache og farlighed bag det smilende ydre. Det er i Liva Weel-farcen "Frøken Møllers Jubilæum" (1937), hvor han har et par scener som hotelgæst.
Og den samme figur spiller han i kriminalkomedien "Et Skud før Midnat" (1942), hvor han er veloplagt satanisk som en spydig og selvglad teateranmelder, der bliver myrdet. Spids replik og verdensmandsfernis ligger godt for den unge Ussing.

Men nu begyndte han for alvor i karakterfaget. Han spiller fanatisk præst i Dreyers "Vredens Dag" (1943); har en større, spektakulært parodisk gammelmandsrolle i "De tre Skolekammerater" (1944 - som den 24 år ældre Poul Reumerts rektor!); og ses i en enkelt hidsigt overspillet scene i "Otte Akkorder" (1944).

Han har en typisk Ussingrolle som inkassatoren i "Poeten og Lillemor" (1959) og ses som rødglødende koleriker i "Harry og kammertjeneren" (1961), hvor han til slut får hjælp af Ebbe Rodes stoiske kammertjener og afslører et stresset hjerte af guld. Her fungerer hans temperament i perfekt balance med filmens tone, hvor det andre steder kan kamme over i det teatralske.

Efter "Harry og kammertjeneren" har han en sympatisk rolle i "Drømmen om det hvide slot" (1962), som greven, der bliver kørt ihjel af Judy Gringer, og han ses i mange forskelligartede film, minsandten også Jens Jørgen Thorsens "Stille dage i Clichy" (1970), hvor han har to roller: som Colettes 'værge', der afhenter hende, og som café-ejer, der noget anakronistisk erklærer sin café 'jüdenfrei'.

Senere ses han som vanvittig mentalpatient i Edward Flemings "Rend mig i traditionerne" (1979), og han liver op på den tamme "Peter von Scholten" (1986) som den gamle syge, men temperamentsfulde organist Pram på de dansk-vestindiske øer. Han optræder sidste gang som en af lægerne i filmen-i-filmen i Lars von Triers "Epidemic" (1987). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Olaf Ussing: Lad os gå i køkkenet og slappe af (kogebog, 1970). Olaf Ussing: Jeg vidste uden at vide (erindringer, 1974).