Barneskuespiller. Født 16/10 1947. Siden uddannet som fotograf.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Han er kendt som Lilleper, den yngste af børnene i Far til fire-filmene og en af de populæreste barneskuespillere, dansk film har haft.
Han var fem år gammel, da Alice O'Fredericks i 1953 instruerede den første film efter Engholm og Hasts gemytlige tegneserie og dermed indledte endnu en serie-succes parallelt med Morten Korch-filmatiseringerne. Især i de første Far til fire-film er det Lilleper, der stjæler billedet. Hans udtryk "den brøs jeg mig ikke om" gik ind i sproget. Han er svær at stå for i den første film, når han en nat overrasker en indbrudstyv i familiens køkken, får sig en hyggesnak med tyven og anbefaler denne i stedet at bryde ind hos den upopulære nabo fru Sejersen. Hun har meget mere sølvtøj, og Per kan også forklare, hvor det ligger.
Ole Neumann blev valgt som Lilleper efter prøvefilmning af over 1100 drenge. Med sit krøllede hår, sin tophue og sin tøjelefant på hjul - den hedder af uransagelige grunde Bodil Kjer! - svarer han i starten meget godt til tegneseriefiguren. Men ASA var jo nødt til at lade børnene blive større i løbet af de otte film, man lavede fra 1953 til 1961, og det blev seriens og ikke mindst Ole Neumanns problem. Hans replikbehandling virker sjovest og mest spontan, så længe han er lille, men efterhånden bliver den overfrisk og noget anstrengende - ligesom figuren i det hele taget.
I "Far til fire i byen" (1956) begynder Lilleper i skolen og er allerede lidt for stor til at illudere elev i 1. klasse, men denne film var ellers seriens største kommercielle succes. I "Far til fire og Onkel Sofus" (1957) kan Lilleper stadig smelte den knarvorne amerikanske onkels hjerte, men da man i 1961 runder af med "Far til fire med fuld musik", er han blevet teenager, charmen er væk, og serien i det hele taget udvandet.
Da Far til fire-serien var omme, forsøgte ASA at indlægge Neumann i Morten Korch-filmene, som støt kørte videre. Allerede i 1953 kunne alle Far til fire-børnene ses som cirkusgæster i "Fløjtespilleren". I trilogien om Næsbygaard (1964-66) er han frisk, guitarspillende teenager, søn af godsejerens datter, der engang stak af med en italiensk artist. Han har dog ikke meget andet end et kækt smil at arbejde med. Filmenes slappe manuskripter giver ham aldrig nogen egentlig funktion i handlingen. Herefter var filmkarrieren slut. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Carl Peter Værnet | 2002 | Foto, Stills, Klip | DK/Dokumentarfilm |
Anne Franks rejse | 2001 | Foto, Klip | DK/Dokumentarfilm |
Ka' vi være det bekendt | 2000 | Foto, Klip | DK/Dokumentarfilm |
Pigen fra Oradour | 2000 | Foto, Klip | DK/Dokumentarfilm |
Krybskytterne på Næsbygaard | 1966 | Martin, godsejerens barnebarn | DK/Spillefilm |
Næsbygaards arving | 1965 | Martin | DK/Spillefilm |
Kampen om Næsbygaard | 1964 | Martin, godsejerens barnebarn | DK/Spillefilm |
Far til fire med fuld musik | 1961 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Det skete på Møllegaarden | 1960 | Claus, søn af Kjeldsen | DK/Spillefilm |
Far til fire på Bornholm | 1959 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire og ulveungerne | 1958 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire og onkel Sofus | 1957 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire i byen | 1956 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire på landet | 1955 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire i sneen | 1954 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Far til fire | 1953 | Lilleper | DK/Spillefilm |
Fløjtespilleren | 1953 | Lille dreng | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
På vej, på vej til min pige | 1965 | Næsbygaards arving | Guitar |
Kampen om Næsbygaard [Score] | 1964 | Kampen om Næsbygaard | Guitar |
Kampen om Næsbygaard [Score] | 1964 | Kampen om Næsbygaard | Sang |
Lille Pers Boogie-Woogie | 1961 | Far til fire med fuld musik | Sang |
En lille sang | 1961 | Far til fire med fuld musik | Sang |
Far | 1961 | Far til fire med fuld musik | Sang |
Bondegården | 1959 | Far til fire på Bornholm | Sang |
Flyv til ferieland | 1959 | Far til fire på Bornholm | Sang |
En sort lille nigger | 1958 | Far til fire og ulveungerne | Sang |
En vaskeægte skiffle | 1958 | Far til fire og ulveungerne | Sang |
Ih, hvor skal vi lege | 1957 | Far til fire og onkel Sofus | Sang |
Det er Texas swing | 1957 | Far til fire og onkel Sofus | Sang |
Til julebal i Nisseland | 1956 | Far til fire i byen | Sang |
Bummelum | 1955 | Far til fire på landet | Sang |
Spil en polka, spillemand | 1955 | Far til fire på landet | Sang |
Hej for dig og hej for mig | 1954 | Far til fire i sneen | Sang |
Tinge-linge-later | 1953 | Far til fire | Sang |