Osvald Helmuth

Skuespiller, sanger. Født 14/7 1894 (Osvald Helmuth Herbert Pedersen), død 17/3 1966 - 71 år gammel. Far til skuespiller Frits Helmuth (1931-2004).

Debuterede i 1913 i Randers og fik en omfattende scenekarriere med et hav af revyoptrædender men også roller på Det kgl. Teater. Med hans eminente sans for at forme en karakter - ofte den lille mand på gaden - står hans viser som en perlerække af små, uforglemmelige skuespil. Fra sit egentlige gennembrud i 1929 med "Ølhunden" til sin sidste optræden i 1963 var han dansk revys ukronede konge.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Forrige århundredes største mandlige visesanger fik ikke en filmkarriere, der stod mål med hans indsats som revykunstner. Først sent faldt alt på plads for Helmuth i en ønskerolle som Harry i "Harry og kammertjeneren" (1961). Da havde han endelig til fulde lært, at han "ikke behøvede at råbe op for at få folk til at lægge mærke til mig", som han selv udtrykte det. Netop overspillet var tidligere et voldsomt problem, som dog glimtvis blev overvundet. Og så viser han en vidunderligt ukunstlet varme.

Han tonefilmdebuterede i 1930'ernes på mange måder åndsformørkede ASA-farcer som kvintessensen af den jævne mand med begge ben på jorden og humøret gearet flere trin for højt. Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen synes ikke at have ydet nævneværdig instruktion til den etablerede revystjerne, der ellers efter eget udsagn ikke følte sig synderligt hjemme foran kameraet.

Debuten "En fuldendt Gentleman" (1937) introduceres som 'en Osvald Helmuth Film' og lancerer ham som viktualiehandler Mortensen, der bliver millionær ved roulettespil og forsøger sig blandt de rige. En forceret præstation i en næsten helt charmeforladt film. Heller ikke hans tre viser demonstrerer mere end dygtighed.

Også titelrollen i "Der var engang en vicevært" (1937) spiller han med højt belagt folkelighed og demonstrativ latter over eget (beskedent) vid. Han er en hjertensgod vicevært-mæcen for en gruppe unge kunstnere, og filmen er som helhed sjovere end debuten. Lidt bedre går det i "Den mandlige Husassistent" (1938), hvor han spiller sammen med Axel Frische, mens hans fisker i "Blaavand melder Storm" (38) nærmest er et uvejr af overspil.

Lau og fru Alice syntes langt om længe at have øjnet hans muligheder for hverdagsdramaet, da de gav ham hovedrollen i "Familien Olsen" (1940), hvor Helmuth ofte overbeviser smukt som den retskafne familiefar, der kommer i en samvittighedskonflikt som nævning. Også i "En Mand af Betydning" (1941) er han den jævne, solide københavner, der vikles ind i en kriminalsag, denne gang som mistænkt. Hvorefter han - ganske veloplagt - er tilbage i farcen "Ebberød Bank" (1943), som han selv instruerede (til husbehov).

Og så kom der en mærkværdig film, der på én gang er højdepunkt og bundskraber. I "Stjerneskud" (1947) spiller han 'sig selv' og er overgearet, når han tuller farcefjoget rundt med vennen Einar Sissener. Men filmen rummer den vise, han selv - med god grund - satte allerhøjst: "Ved Havnen" af Aage Stentoft og Arvid Müller, og den er som et forstudie til hans stilfærdige Harry. Han er den anonyme funktionær, der trækker sin cykel langs havnen efter arbejdstids ophør kl. 17, fuld af resigneret udlængsel. Det er som at opleve en hel menneskeskæbne på få minutter, Helmuths berømte 'lille mand' med bankende hjerte og et bevægende intimt nærvær i viseforedraget. - Også en anden af sine markante viser synger han her: "Konen, kællingen, Madammen".

Johan Jacobsens komedie "Som sendt fra himlen" (1951) fejlplacerer ham i en birolle som kontorchef betaget af Birgitte Reimer - det erotiske var slet ikke Helmuths sag. Sin næstbedste større filmpræstation yder han i titelrollen i "Den kloge mand" (1956), som tagtækkeren og kvaksalveren Rasmus Thomsen, der først og fremmest er klog på livet. Her spiller Helmuth med en nyvunden stille styrke og lun menneskekundskab.

I Bent Christensens "Pigen i søgelyset" (1959) smører han igen folkeligheden for tykt på som skønhedsdronningen Vivi Baks arbejderfar, men to år efter kommer samme instruktørs legendariske folkekomedie "Harry og kammertjeneren" og viser en mere neddæmpet Helmuth end nogensinde før, endelig hundrede procent sikker på figur og udstråling i rollen som opsynsmanden Harry, der for en gangs skyld forkæler sig selv ved at ansætte en kammertjener. Et alderdomsportræt af en sjælden indfølt finhed og musikalitet.

Lau Lauritzens "Jensen længe leve" (1965) drukner ham i en overkonstrueret, triviel kriminalhistorie. Men i Henning Carlsens Hamsun-film "Sult" (1966) har han - dødsmærket og nærmest tyst - en lille rolle som pantelåner og giver den sit smukt ældede ansigt, præget af en egen tragisk kølighed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]