Peter Hesse Overgaard

Skuespiller. Født 19/5 1954.

Uddannet på Team-Teatret i Herning. Har medvirket i en del forestillinger, fortrinsvist på mindre scener som Husets Teater og Fiolteatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han debuterede som den blufærdige John over for Michael Falchs rastløse rod i Søren Kragh-Jacobsens generationsportræt "Isfugle" (1983) - en sensitiv, nuanceret og underspillet præstation, der straks gjorde ham til et af de store Bodil-præmierede skuespillerhåb.

Han har indfriet løfterne i en lang række birollepræstationer og en enkelt brillant hovedrolle ("Sirup"). Men opgavernes kvalitet har langt fra altid stået mål med et talent, der placerer ham blandt vore allerbedste filmskuespillere. Med lutter diskrete, præcise træk tegner han en bred vifte af figurer, samtidig med, at karakteren altid synes opbygget indefra med den fornødne følelsesmæssige dækning.

Han spiller ofte outsidere eller skæve eksistenser, og efter gennembruddet i Isfugle, hvor han er den stilfærdige 'tavlemester' John, vinder han igen Bodil for sit rørende portræt af Kirsten Lehfeldts generte, handlesvage og tæt drikkende lillebror i "Flamberede hjerter" (1986). Her gør han en blind date-scene med Kirsten Peüliches åndsfremmede fine dame til et komisk højdepunkt i filmen.

Han fik en hovedrolle i Li Vilstrups sygejournals-drama "Jeg elsker dig" (1987), der floppede totalt, og heller ikke biroller i to børnefilmsfiaskoer, "Negerkys og labre larver" (1987), igen af Vilstrup, og "Rødtotterne og Tyrannos" (1988), bragte ham videre.

Det gjorde til gengæld hans uforglemmelige portræt af nødløgneren, småsnyderen og selvbedrageren Lasse Seerup i Helle Ryslinges hvasse satire over det alternative kunstmiljø, "Sirup" (1990).

Præstationen har det klassiske karakterportræts frapperende indre og ydre troværdighed: han er den smarte karriererytter, der evigt bommer smøger og fejlagtigt tror sig kunstnerisk begavet. Hesse Overgaard spiller ham med et vist skin af elegance og kvikhed som glasur over en barnlig (og derfor forsonende) iver efter holde sig flydende. Under sirupsglasuren venter den indre tøsedreng på sit sammenbrud, som spilles ud for fuld ynkelig udblæsning.

Det er sjældent, at dansk film byder på så velskrevne karakterroller, og Hesse Overgaard har da heller ikke haft så god en rolle siden. I svenskeren Stefan Jarls far-søn-drama "Goda människor" ("Gode mennesker", 1990) ses han i en større excentrisk birolle som 'Danskeren', en mystisk sortklædt, solbrillebærende outsider - det er en ret umulig opgave. Herefter kommer der en håndfuld småroller, og f. eks. i "Bryllupsfotografen" (1994) viser han som en bankmand, hvor meget han på få øjeblikke kan få ud af tyndt materiale i en mislykket film.

Han lægger en kuriøs maske i en hovedrolle som skaldet, handlingslammet melankoliker og tragi-komiker i Amir Rezazadehs ordrige kammerspil "To mand i en sofa" (1994), men filmen selv kommer heller ikke rigtig op af sofaen og forløser det barokke i hans figur. Desværre får han ikke chancer for at vise meget mere end forventet dygtighed i de efterfølgende, ofte ret små biroller. Alligevel klarer han sig - som skuespilleren Werner - bedre i tv-serie-miseren "Bryggeren" (1996) end de fleste andre medvirkende, og han er en effektiv kold skurk i novellefilmen "Hemmeligheder" (1997), en elegant hr. Wenzel i "Barbara" (1997) og en sjov detektiv Snudeskaft i børnefilmen "Ørkenens juvel" (2001).

Men selv han kan ikke redde en stinker af en birolle som indskrænket stedfar til den ene af heltinderne i Færø-road-filmen "Bye Bye Bluebird" (1999). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]