Peter Malberg

Skuespiller. Født 21/9 1887, død 23/6 1965 - 77 år gammel. Lillebror til skuespiller Henrik Malberg (1873-1958).

Ligesom sin bror startede han med et praktisk håndværk - som maler - men følte en stærk tiltrækning mod de skrå brædder og debuterede på Århus teater i 1907. Fra 1913 fik han engagement på Alexandra Teatret på Frederiksberg (hvor storebror Henrik kom året efter), og her foldede han sit talent og ikke mindst sin fantasi ud i en mangfoldig række af roller. Midt i 20'erne forlod han Betty Nansen Teatret (som det nu hed) og herefter sporede hans karriere sig mere ind på de komiske roller og revymedvirken. Hans livs succes blev rollen som Balder Svanemose i Paul Sarauws komedie "Peter den Store".

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Når Peter Malberg er dårligst, består hans præstation hovedsageligt af en kollektion af pudseløjerlige manerer og gummiagtige ansigtstrækninger. Når dertil lægges et besynderligt snublende talesæt med de særligt Malbergske drævende vokaler, bliver resultatet ofte mere et udvendigt solonummer end en egentlig karaktertegning.

Alligevel er Malberg en spiller af betydning i dansk film. Både på grund af sine - forholdsvis få - helt vellykkede præstationer i film som "Bolettes Brudefærd" (1938) og "Thummelumsen" (1941), og fordi han i sin sprælske alderdom opnåede en folkeyndest, der kom bag på den da over 60-årige skuespiller. Som fjollefredrik i Morten Korch-filmene og nisseskægget Onkel Anders i Far til fire-filmene indgår han i dansk populærmytologi som hjertenskær hyggeonkel.

Selv kom han til at foragte disse farceroller for alt andet end den høje hyre (da han spillede Onkel Anders i tvillingeudgave fik han sin løn fordoblet!). Han ville være seriøs, spille Shylock og Kong Lear, men blev en fange af sin succes, også på teatret, hvor han 1531 gange spillede sit glansnummer som plattenslageren Balder Svanemose i Paul Sarauws letbenede københavnerkomedie Peter den Store.

Trods et kønt helteydre var han som ung karakterskuespiller fra starten i 1910, hvor han var aktiv i den århusianske stumfilmsproduktion. I 1913 kom han til København og medvirkede først som degn i H. C. Andersen-filmatiseringen "Store Claus og lille Claus" (1913), instrueret af Poul Reumerts far Elith og skrevet af Gyldendals litterære direktør Peter Nansen.

I 1920'erne bærer især hans samarbejde med instruktøren A. W Sandberg frugt i Dickensfilmatiseringer som "Vor fælles ven" (1921) og "David Copperfield" (1922), "Morænen" (1924) og lystspillet "Kan kvinder fejle?" (1924). Og han lægger en imposant maske som lappen Laatgje i George Schnéevoigt stumfilmsudgave af "Laila" (1930).

Hans talefilmsdebut kommer mærkeligt nok først i 1934 i "Lynet", der ellers var planlagt som en Max Hansen-film. Han er en arbejdsløs provinsskuespiller, der får en rolle som undsluppen boretyv ved at udgive sig for at være den reelle person, rollen er baseret på. Til slut ses både skuespilleren og hans 'model' i samme dobbelteksponerede billede - hvilket var den effekt, datiden heftede sig mest ved i det ifølge kritikken slapt instruerede lystspil.

Allerede i sin næste film, A. W. Sandbergs interessante, Kjeld Abell-skrevne "Millionærdrengen" (1935) portrætterer han en af sine typiske excentrikere, den rare, gamle Major Plummer, dagdrømmer og opfinder. Her overspiller Malberg, og i komedien "Det begyndte ombord" (1937) demonstrerer han påfaldende feminine manerer som en moderne forfatter, der konkurrerer med flotte Henrik Bentzon om Gull-Maj Norins gunst. Det er ulige konkurrence!

Men han tager grundigt revanche med sin bedste præstation som den fiffigt naive Morten Putkræmmer i Emanuel Gregers' velskabte folkekomedie "Bolettes Brudefærd" (1938). Malberg byggede figuren op efter en levende model, han havde iagttaget i Valby uden for Nordisk Films atelier, og overbevisende er den i alle maleriske ydre detaljer. Men sansen for menneskelig karakterkomik er helt Malbergs egen, og hans samspil med Bodil Ipsen er den rene nydelse, når han modtager hendes Bolette i sin pebersvende-bolig, og parret overvinder en gensidig forlegenhed i en svingom, der formidler ægte livsglæde som få andre scener i dansk folkekomedie.

I sine næste film spiller kan kun biroller, men gør meget - nogle gange for meget - for at tiltrække sig opmærksomheden. Han er kongens snurrige adjudant i "Sørensen og Rasmussen" (1940); pedantisk kontorchef i musicalen "Alle går rundt og forelsker sig" (1941); den afviste bejler Tude-Rasmus i vaudevillefilmen "En søndag på Amager" (1941); og Bodil Ipsens excentriske husfaktotum i "Gaa med mig Hjem" (1941), et skamløst forsøg på scenetyveri.

Men det er kun opvarmning til Malbergs ønskerolle: Gustav Wieds original Emanuel Thomsen med tilnavnet Thummelumsen i filmen af sammen navn fra 1941. Det er Malbergs mest berømte karakterportræt på film, og det holder stadig, måske ikke mindst på grund af noget autentisk sært ved Malbergs egen person (han kunne ikke spille normaldansker). Karakteristisk nok havde Malberg gjort studier i marken og lært originalen til Wieds figur at kende; men ved at fastholde mandens intense og på sin vis rørende håb om igen at blive ejer af 'den fædrene gård', giver han denne ellers usentimentalt opfattede misvækst af en person en menneskelig klangbund midt i en kakafoni af særheder.

Et mellemspil inden næste store satsning kommer i form af "En pige uden lige" (1943), hvor han er en af tre bondekarle, der sættes under adminstration af Ellen Gottschalch - en historie, der har inspireret både til "Folk og røvere i Kardemommeby" og til folkekomedien "Mig og min lillebror" (1967).

Hans hurtigsnakkende, åleglatte fidusmager og chancerytter Balder Svanemose i "Hans Onsdags-Veninde" (1943) er en overførsel af hans mest populære scenefigur, første gang gestaltet i 1930. Og Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen måtte i sin anmeldelse - al beundring til trods - indrømme, at 1) figuren var forældet og snarere skildrede 1920'ernes 'hopsadrenge' end de tidlige 1940'ers sheiker og 2) "Peter Malbergs scener havde bredt sig som oliepletter på vandet og som disse dræbt enhver bevægelse".

Set i dag ligner hans øjenrullende Svanemose mest et langt udspundet revynummer - virtuost, men hæmmet af, at figuren er en biperson i selve handlingen og iøvrigt sættes i skyggen af Bodil Kjers og Johannes Meyers anderledes varme, ligefremme spil.

Malberg fornemmede måske, at han var inde i en teatralsk blindgyde, for i sin næste film yder han sin naturligste præstation i hele karrieren. Han er i Johan Jacobsens "Otte Akkorder" (1944) musiklæreren, der i indledningsepisoden med hjertegribende forventning ser frem til et lynbesøg fra en tidligere elev og ven, som nu er blevet en verdensberømt turnerende pianist og skal give koncert i København. Her findes en homoseksuel undertekst, der også har et klart ekko i Malbergs apparition og væsen - og som er med til at give episoden en større emotionel styrke end den bitterpille, der umiddelbart udgør pointen. Ikke blot her, men også i flere af sine andre film er Malberg god til at give sin figurer et skær af ensomhed.

Efter endnu en excentrisk hyggeonkel i "Lykke på Rejsen" (1947) vinder han folkeyndest med sin Mikkel Pind i den første Morten Korch-film, "De røde heste" (1950), og så er det ved at være slut med de Malberg-præstationer, der hæver sig over det lettere infantile, sjovt nostalgiske hyggepræg. Hans præstation som Pind er en fortyndet udgave af hans Morten Putkræmmer fra "Bolettes Brudefærd". Han er udmærket som stilfærdigt melankolsk tuberkulosepatient i dramaet "I gabestokken" (1950), og han trækker på Balder Svanemose som vaneforbryder i "Mosekongen" (1950). Og så kommer turen til Korchske Fjollerupper (som han selv foragteligt kaldte dem), røgtere og landstrygere nær sinkestadiet - samt "Far til fire"s onkel Anders, en elskelig og småpudsig karikatur, der lever op til seriens tegneserie-forlæg.

Han indspiller ikke mindre end 21 film i 1950'erne (altså efter at være fyldt 62!). De værste præstationer er hans helt igennem forlorne grædende klovn i "Fløjtespilleren" (1953) og hans trættende egocentriske særling og sardinagent i "Tre finder en kro" (1955). De bedste den derangerede gøgler Kaptajn Nemo i Annelise Hovmands drama "Ingen tid til kærtegn" (1957), i fint samspil med Sigrid Horne-Rasmussen, og hans drikfældige 'landsbytosse' Niels Pind, der ikke er så tosset endda, i "Sønnen fra Amerika" (1957).

I Peer Guldbrandsens "Der var engang en gade" (1957) lever han endnu engang på Balder Svanemose-figuren og viser en spændstighed og en (iøvrigt underligt feminin) elegance, der imponerer hos en 70-årig - han virker ikke en dag over 50; og i samme instruktørs "Mig og min familie" (1957) prøver han uden held at indgå i et hverdagsligt ensemblespil som børnerig taxachauffør.

Han forblev i mangt og meget solist og enspænder til det sidste, også da han fejrede sin afsluttende triumf som maskeringskunstner som en imponerende og nærmest ukendelig kejser Franz Josef i Erik Ballings udgave af "Sommer i Tyrol" (1964). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Carsten Berthelsen: Peter den Store (1998).