Peter Schrøder

Skuespiller, instruktør. Født 13/6 1946. Gift 1º med skuespiller Hanne Uldal - ægteskabet opløst, 2º med skuespiller Susanne Heinrich (f. 1945).

Uddannet på Statens Teaterskole 1970-73, efter at have optrådt i Århus' studenterrevyer. Omfattende og meget alsidig scenekarriere med engagementer ved skiftende teatre, bl.a. Det kgl. Teater 1977-82, og en del revy-medvirken.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Umiddelbart falder to ting i øjnene ved Peter Schrøders filmkarrriere: han har medvirket i relativt få komedier og farcer, og han har kun haft en enkelt hovedrolle. Tilmed har hans biroller ofte været retsmå.

TVs morsomme mand, lokomotivet for lange serier, stjernen i satireprogrammer, har ført sig mere beskedent frem på film, men også her har hans arbejde været højprofessionelt og ufravigeligt seværdigt. Som oftest er han blevet placeret som den ultra-almindelige mand, der lidt duknakket kan gå ind af en parcelhuslåge uden et sekund at ligne en skuespiller. Schrøders prosaiske ydre er den kærkomment solide basis for talrige variationer af den tilsyneladende så gennemsnitlige dansker: han kan være glat og kølig eller varm og venlig, småkomisk eller lettere farlig. Overbevisende er han hver gang.

Det var Bille August, der opdagede Peter Schrøders filmpotentiale og gav ham debut-birollen som Kirsten Olesens storebror i "Honning måne" (1978), en ambitiøs forretningsmand, der gerne fremhæver, hvad ting har kostet. Og Bille August castede ham i en hovedrolle som den stræbsomme, ufølsomme far i sin tv-film "Verden er så stor, så stor" (1980). Instruktøren udtalte i Ekstra Bladet, 1982: - "Peter Schrøder var så fantastisk at arbejde sammen med i Honning Måne, at jeg kun havde ham i tankerne, da jeg skulle lave manuskript. Det stod helt klart, at kun han kunne spille faderen. Jeg lavede replikkerne specielt til ham (...)Jeg så velfærdsmennesket i ham. Han er slet og ret en af vore få gode begavede skuespillere."

I disse ret usympatiske roller arbejder Schrøders ordinære og egentlig rare udstråling for ham. Han er ingen skurk, han er den tilsyneladende så uskadelige nabo. Tilsvarende er hans far i "Gummi Tarzan" (1981) nok konventionel i sine ambitioner for sønnen, men aldrig tilnærmelsesvis ondskabsfuld.

Han er igen far, denne gang arbejdsløs, hos Bille August i "Busters verden" (1984), og i Søren Kragh-Jacobsens og Hans Hansens tv-film "Livet er en god grund" (1985) ses han nok engang som fremadstræbende forretningsmand, denne gang i provinsen. Han vil opføre et byggemarked på den søde Lilly Weidings naturgrund og slipper afsted med det.

Han er godmodig Vesterbro-bartender i "Mord i mørket" (1986), en gedigen birolle, men hans næste opgaver var at finde meget langt ned på rollelisten. Endelig i 1990 fik han en god større birolle som Trine Dyrholms gemytlige sønderjyske far i Eddie Thomas Petersens "Springflod" - en grænsebetjent, der fungerer som systemets resignerede håndlanger, når flygtninge skal sorteres.
Men da var Schrøder allerede ved at blive et stort navn som tv-karakterkomiker. Hans forhundsede tøffelhelt af en parcelhusejer og revisor Flemming, gift med Søs Egelins Berit, optræder i hele tre længere serie-ombæringer af "Flemming og Berit". Den viser ham som en mester i farce-satirisk udfoldelse af den forvirrede velfærdsdanskers brede vifte af kvababbelser. Hans bevidste overspil (den evige anråbelse: "Beee...rit") udelukker mærkeligt nok ikke, at figuren opleves som meget menneskelig.

Det samme paradoks præger hans koleriker, der i tv-satire-serien "Den Gode, den Onde og den Virk'li Sjove" går agurk i sin lille gummicelle med omkvædet "Det er fa'me uhyggeligt du." Det er mandens voldsomme og meget menneskelige følelsesengagement, der gør ham til mere end en triviel og trættende kværulant - "Jeg har altid syntes, at folk, der hidser sig voldsomt op over bagateller, er noget af det morsomste," har Schrøder udtalt (og han er selv kendt for sit temperament!). Og selv om han næppe personligt deler et eneste af den vrede mands synspunkter, bliver hans monologer (skrevet af Ole Bornedal) ikke bare til højdepunkter af sort humor, men også til en slags indlæg for en plaget enegænger trængt op i en krog.

Han er normal-kynisk dumt svin i tv-serien "Landsbyen" (1991) og normal-elskelig familiefar i den knap så lange hyggespreder "Madsen & Co" (1996), og begge serier rummer større professionalisme end de fleste af de film, han i samme tiår medvirker i. Men sammen med Jarl Friis-Mikkelsen får han skabt et pudsigt komisk forbryderpar som et fast oplivende moment i de tre Krumme-film.

Som trykkeri-ejer Knudsen er han Mette Lisbys trofaste ven i "Klinkevals" (1999) og "Juliane" (2000) og klarer sig helskindet ud af filmenes sammenrod af scener. Hans terroriserede krofatter i Anders Refns novellefilm "Seth" (1999) er et intenst tøffelhelt-portræt, og flere anmeldere beklagede, at han så hurtigt forsvandt ud af tv-serien"Hotellet" (2000-01), da hans figur, hoteldirektøren Erik Faber, hængte sig i første afsnit. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]