Petrine Sonne

Skuespillerinde. Født 25/11 1870 (P. Møller), død 26/5 1946 - 75 år gammel. Gift i 1902 med kunstmaler og cand.phil. C.H. Sonne - ægteskabet opløst. Storesøster til skuespiller Valdemar Møller.

Debuterede på Folketeatret i 1892, kom et par år senere til Casino, siden til Frederiksberg Teater og Det ny Teater (1911-27) og derefter tilbage til Folketeatret, hvor hun var aktiv til sit sidste leveår.

Var én af pionererne hos Nordisk Film, hvor hun debuterede i 1907. Efter at have medvirket i en lang række film fra 1907-11, blev det kun til en god håndfuld i løbet af 10'erne. Men fra begyndelsen af 20'erne var hun igen aktiv, primært i Fy & Bi-filmene hos Palladium. Hun forsatte filmkarrieren helt frem til sin død og indspillede sin sidste film "Billetmrk." i en alder af 75 år.

Petrine Sonne levede om nogen op til betegnelsen 'de små rollers mester' og blev kendt for sin fænomenalt sikre iagtagelsesevne, der banede vej for hendes fremstilling af et hav af ældre koner - både på scenen og i film. Har selv i et interview i Berl. Tidende fra 1944 udtalt "Vorherre bevare mig for de store Roller!". På spørgsmålet om hun aldrig har ønsket af komme til at spille fruer, svarer hun "Nej. Der er mere Karakter i Koner. Dem kan jeg bedst lide. Smaa Koner".

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Den store lille kone i dansk film - en snurrig diminutiv morlille med plirrende opvakte øjne og rammende replik. Pudsig i sig selv lader hun sig aldrig nøje med at spille munter madamme, men skaber i reglen en karakter i sine præcist opridsede birolleportrætter, der både kan være skarpe pletskud og elskelige excentrikere.

Det var især filmkarrieren, der skabte hendes popularitet, og hun endte med at blive lige så folkekær på teatret. Hendes store periode kom så sent som i 1940'erne, men hun filmede allerede flittigt i dansk films barndomsperiode, var med i ca. 70 stumfilm, deriblandt en del Fy og Bi-film, ukendeligt dekorativ.
Hun er pantelånerske i den stadig seværdige Kjeld Abell-film "Millionærdrengen" (1936), ikke nogen hyggetante, men hun når ikke for alvor at markere sig i 1930'ernes småroller.

Herligt stramtandet prøver hun at forhindre datteren Clara Østøs flirt i Herman Bang-filmen "Sommerglæder" (1940). Og i en anden klassikerfilmatisering, "Thummelumsen" (1941) efter Gustav Wied, viser hun en specialitet: sladrekællingen, der med begærligt lysende blik delikaterer sig med provinsbyens seneste nyheder. Hun demonstrerer en højst personlig vinkel på telefonsamtalens kunst i "Tag til Rønneby Kro" (1941), en af Besættelsestidens veloplagte komedier. Og i Max Hansen-komedien "Tror du jeg er født i Går!" (1941) danner hun par med en anden formidabel ældre dame: Mathilde Nielsen - de er filmsøskende, og den kærlige, men noget forvirrede Petrine vækker Mathildes lettere forargelse ved at nulre Max Hansens øre: "Sikke et sødt lille øre!".

Bodil Ipsen gav hende en central birolle i sin velskabte komedie "En Herre i Kjole og Hvidt" (1942), hvor hun er den gamle musiker 'Harpe', som gør nysgerrigheden til en dyd gennem sit kloge engagement i Wieths unge kunstnerskæbne. Og det tamme kriminaldrama "Et Skud før Midnat" (1942) liver hun op med sit bidske portræt af en sladrevorn portnerske med stor mistillid til 'udlændinge'.

I den vamle Bodil Kjer-film "Vi kunde ha' det saa rart" (1942) stjæler hun ubesværet sine scener som stum kogekone. Hun er elskelig hofdame i endnu en Bodil Kjer-film, "Drama paa Slottet" (1943), og sin første tonefilmshovedrolle får hun i Alice O'Fredericks' og Jon Iversens "Bedstemor gaar amok" (1944), der desværre er en jammerlig 45 minutter lang bundskraber, hvor hun kun gives få chancer for at folde sig skægt ud som gavmild gamling - hendes nøgterne godgørenhed er sjov, men overdøves for ofte af Chr. Arhoffs og Kjærulff-Schmidts umorsomme farce-løjer.

Men så kommer "Biskoppen" (1944), hvor hun er sognets sladdertaske, plirrende af grådig nyfigenhed og munter forargelse. Hun kan formane: "Husk hvad du skylder din frelser!" eller hviske herlige lunser sladder i øret på Lis Smeds hemmeligt gravide Oline: det sker alt sammen med et helhjertet engagement og en næsten sanselig nydelse.

I Johans Jacobsens epsiodefilm "Otte Akkorder" (1944) danner hun - som i "En Herre i Kjole og Hvidt" - par med Charles Wilken, og de skaber filmens velgørende komiske indslag. Hun er viceværtinde i Charles Tharnæs' "Spurve under Taget" (1944) og er sjovere end Poul Reumert og Anna Borg til sammen i den aparte komedie "De Kloge og vi Gale" (1944).

Efterhånden aflægger hun meget af det sladrevorne og vinder i livsklogskab, som f. eks. i Charles Tharnæs' komedie "To som elsker hinanden" (1944). Men sit kunstneriske testamente skriver hun i det uretfærdigt oversete drama "Billet Mrk." (1946), udsendt samme år hun døde. Den viser hende i samspil med en anden af dansk films stadigt lysende kvinder, Ellen Gottschalch, der spiller den arbejdsomme enlige strygerske, som godt oppe i årene forsøger sig i kærligheden.
Petrine Sonne er hendes livskloge, trofaste hjælperske, en rolle uden komiske svinkeærinder. Og også den gennemspiller Petrine Sonne perfekt, med stærk og inderlig følelse. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]