Poul Bundgaard

Sanger, skuespiller. Født 27/10 1922, død 3/6 1998 - 75 år gammel.

Oprindelig uddannet som købmand, men fik i 1946 ansættelse i koret på Nørrebros Teater. Året efter debuterede han som operettesanger samme sted og herefter fulgte en lang række roller i populære stykker. I 1957 fik han ansættelse ved Det kgl. Teater som tenorsolist, men det blev bla. på grund af præstationsangst og en begyndende sceneskræk aldrig til de store partier. Poul Bundgaard udfoldede også sit talent i revygenren og indspillede en lang række plader. Hans sidste sceneoptræden fandt sted i 1980.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Rollen som den inkarnerede tøffelhelt Kjeld i 13 Olsen-bandefilm vejer tungest i Poul Bundgaards filmkarriere, der ellers er vidtfavnende og mangesidig som den folkekære mand selv. Bundgaard hævdede, at han ikke lignede Kjeld det mindste, men dementerede det gang på gang: han var et udpræget nervemenneske, der bebrejdede sig selv sit manglende mod. Frem for alt er han på film en langt blødere og mere labil tyk mand end sin konkurrent på feltet, Karl Stegger.

Bundgaard lægger et vældigt følelsespres i alle sin bedste filmpræstationer: "Jeg må følelsesmæssigt ned i helvede og op i skyerne, når jeg skal opleve en rolle, en figur. Jeg må mærke den helt ind til marven," udtalte han i 1966. Og hans store kriser som den evigt plagede og jagede Kjeld bliver ikke mindst morsomme og rørende, fordi de spilles ud som intense sjæledramaer i humoristisk småborgerperspektiv: den evigt følelsesbevægede Kjeld kommer aldrig let til noget.

I sine første fire film har han minimale, nærmest statistagtige roller; han skimtes allerede i "Teatertosset" (1944) og ses som fotografassistent i "Lise kommer til Byen" (1947) og som matros i "Støt står den danske sømand" (1948) med et par replikker i samspil med Ove Sprogøe. Sin første hovedrolle får han i det lommefilosofiske flop "Et eventyr om tre" (1954), hvor han spiller en figur, der synes inspireret af ham selv: en sangglad kommis. Han viser lidt af sin vitalitet, synger kønt nogle banale sange, men denne start kan ikke kaldes lovende.

Han er papir-ekspedient og halvskurk i en lidt større birolle i "Det er så yndigt at følges ad" (1954) og markerer sin selvironi i en lille rolle som en komisk operettesanger, der har mistet stemmen i Birgitte Reimer-filmen "Vi som går stjernevejen" (1956). Derefter går det sporadisk fremad i småroller. Hans evner som sanger udnyttes i "Poeten og Lillemor i forårshumør" (1961), hvor han er syngende bagersvend i selskab med bageren Dirch Passer, og han oplader også sin røst som en skibskok glad for våde varer i Annelise Reenbergs "Een pige og 39 sømænd" (1965) - en præstation, der fik rosende anmelderord.

Men ikke så mange som hans overraskende, springknivs-udstyrede skurk Kolick i Erik Ballings spionfilmsparodi "Slå først, Frede!" (1965), der blev hans gennembrud som karakterskuespiller. Med heftigt, men tøjlet temperament spiller en læderklædt Bundgaard dæmonien helt derud, hvor den bliver urkomisk i kontrast til Morten Grunwalds skødesløse jovialitet som Frede. En foregriben af samspillet i Olsen-banden, hvor Bundgaards Kjeld - med modsat fortegn - også er følelsesmennesket overfor for Grunwalds afglidende Benny.

Året efter har han en af sine bedste filmroller som de tre komtessers far, Grev Rambow, i Ebbe Langbergs vellykkede vaudevillefilm "Tre små piger" (1966) - han kan som få denne lidt altmodische stil på fingrene og er vittig og charmerende. Samme år kommer hovedrollen endelig - som kværulanten adjunkt Tvebo i Annelise Meineches "Soyas tagsten", hvor hans vitalitet er uimodstålig, da han får tagstenen i hovedet og springer ud som livsnyder. Bundgaard giver den hele armen, når han f. eks. kaster sig ud i ballet-positurer over et skrivebord og har tydeligvis ikke Balling til at graduere præstationen. Men selv en overspillende Bundgaard ligger milevidt over alt andet i filmen.

Tilbage hos Balling er han skæg og træfsikker som salvelsesfuld bagermester og værge for Daimi i "Jeg er sgu min egen" (1967). Den næste håndfuld biroller inden "Olsen-banden" (1968) er mindre bemærkelsesværdige.

Nu er det først og fremmest Kjeld, det gælder, blid, blød og hjerteskærende tvedelt, når han både skal tilfredsstille Kirsten Walthers bydende Yvonne og de to Bande-venner, der slider i ham for at få ham til at udføre væsensfremmede, risikable kup uden for hjemmets tryghed. Med gummisko og jordemodertaske og en naiv umiddelbarhed i alle reaktioner forankrer Kjeld Olsen-bandefilmene rent følelsesmæssigt. Hans pjokkede uskyld berøver deres aktiviteter reel farlighed og tilfører dem en fundamental menneskelighed.

Op gennem 1970'erne ligger Olsen-bandefilmene på et klart højere niveau end de fleste af de film, som Bundgaard ellers - lidt vel generøst - låner sit talent. Selv familie-sexstrimler med hard core-scener som Stjernetegnsfilmene medvirker det tidligere operahåb ved Det kgl. Teater gladeligt i. Unægtelig også en kontrast til et Olsenbande-højdepunkt som hans desperate kamp for at åbne en plastikindpakket SAS-menu op i "Olsen-banden går i krig" (1978). Komik i verdensklasse!

Men noget var på vej. Bundgaard ville være seriøs karakterskuespiller og blev det. I 1977 får han to roller, hvor han udvider registret kolossalt: som fremskridtsmanden Osborne, en blakket figur i Leif Panduros og Palle Kjærulff-Schmidts tv-film "Louises hus"; og som Den evige Kjær i Tom Kristensen-filmatiseringen "Hærværk", et drankerportræt, der fanger skyggen af mandens opløste format og derfor gør ham tragisk.

Og Bundgaard fortsætter i samme gode skure som Kirsten Olesens uforstående og uformående, men uendeligt velmenende far i Bille Augusts debutfilm "Honning måne" (1978). Her kommer hans stærkt emotionelle spil i særlig grad til sin ret, idet faderens scener ikke er lagt an på ydre dramatik, men på replikkernes undertekst og skuespillernes stumme udtrykskraft.

Han er sjov som den energiske, sangglade kapitalistskurk Multi-Max i Hans Kristensens komedie "Undskyld vi er her" (1980), og han har varme og smukke øjeblikke som den ensomme pensionist og privatdetektiv Hovard, der med metodisk alvor leder efter Tove Maës' ikke-eksisterende kat i Erik Clausens komedie "Felix" (1982). En hovedrolle, der dog ikke helt lever op til talentets styrke. Og det gør karikaturen af en konservativ politiker i "Midt om natten" (1984) slet ikke.

Hans sidste betydelige præstation kommer i Søren Kragh-Jacobsens og Hans Hansens tv-film "Livet er en god grund" (1985), hvor han som pensioneret stationsforstander, mild og stille, ses i samspil med Lily Weiding - igen en film, der suger næring af hans livgivende personlighed og fint dæmpede følelsesintensitet.
Hans sidste år var mærket af sygdom (sukkersyge) og flere hospitalsindlæggelser. Og hans optræden som Kjeld i kørestol i "Olsen-bandens sidste stik" (1998) kunne man sagtens have været foruden, for til Kjeld hører Kirsten Walthers Yvonne, som jo var lovligt forhindret. Bundgaard har dog en kønt sentimental scene, hvor han synger "To som elsker hinanden". Men det kan ikke bøde på det makabre i, at hans død midt under optagelserne medførte, at nogle af hans scener måtte laves med Tommy Kenter som stand-in og med Kurt Ravns stemme. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Poul Bundgaard: Livet er skønt (1988). Centa Clemensen: Kære Poul (1998).