Poul Reichhardt

Skuespiller. Født 2/2 1913, død 31/10 1985 - 72 år gammel. Gift 1º i 1946 med skuespiller Lilli Lani (1905-96) - ægteskabet opløst, 2º i 1955 med den svenske skuespiller Margareta Fahlén (1918-78) - ægteskabet opløst, 3º i 1962 med danser og skuespiller Charlotte Ernst (1939-73). Far til skuespiller og teaterdirektør Peter Reichhardt (f. 1967).

Debuterede som skuespiller på Nørrebros Teater i 1931 efter at have taget undervisning i sang og optrådt i Glassalen i Tivoli som sanger. Op gennem 30'erne og 40'erne spillede han på de fleste københavnske scener og blev især en populær operettehelt, ikke mindst på Det ny Teater fra 1944-48. I 1950 blev han knyttet til Det kgl. Teater og blev hurtigt en af teatrets mest anvendte skuespillere med en mangfoldighed i taltentet, der strakte sig fra kongen i "Hamlet" over ridefogeden i "Erasmus Montanus" til Papageno i "Tryllefløjten". Han spillede sin sidste rolle på nationalscenen i 1981. Op gennem 70'erne optrådte han i stigende omfang på andre teatre og medvirkede også i flere revyer og musicals.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han er det klassiske eksempel på matiné-idolet, den populære helteskuespiller, der modnes til karakterroller. Reichhardts register er mere begrænset end Ib Schønbergs eller Johannes Meyers, men hans position som dansk films betydeligste mandlige førstekraft gennem tiderne, lige stærk i drama og lystspil, er foreløbig urørlig.

Reichhardts meget omtalte folkelighed (de mange Morten Korch-film!) og smittende livsglæde ("Er du dus med himlens fugle?") har i nogen grad skygget for en lang, varieret og ofte lødig indsats. Løbebanen strækker sig fra 1930'ernes farce-kådhed over seriøsiteten i 1940'erne og de to næste tiårs spredte lyspunkter - og helt frem til 1970'erne, hvor han af og til indgik i relativt ubesværet samarbejde med tiårets nye unge instruktører.

Poul Popularis blev han kaldt, og han var mere og længere populær end nogen anden dansk filmskuespiller. Han arbejdede da også målbevidst for at blive kendt og elsket, nød populariteten af et oprigtigt hjerte. Uudslukkeligt energisk og lærelysten lod han sig dog aldrig nøje med folkeyndesten, men udviklede sig gradvis mod stadig størrre og vanskeligere opgaver, ikke mindst på teatret.

På film udstråler han ligefrem ærlighed og ubesværet sympatiskabende autoritet, tilsat en mandig charme, der er så umiddelbar, at han aldrig behøver spille på sin sex appeal (macho-attituder fandt han latterlige).

Hans usædvanlige vitalitet er på én gang en styrke og svaghed. Den kan virke elektrificerende i en ellers middelmådig film og skabe varme og velbefindende omkring hans person, men også føre til friskfyrsagtigt overspil og ukritiske kraftudladninger. Man er aldrig helt tryg, når Reichhardt gi'r den en spand kul. Til gengæld kan han med den rette instruktør være stilfærdigt rørende, raffineret sjov eller afslappet troværdig. Følsomhed findes i rigt mål, men til tider overdøver han den.

Han kom langsomt i gang, måtte uddanne sig selv og lære af sine fejltagelser. Efter statist-tjeneste i Palladium-film som "I Kantonnement" (1931), "Tango" (1933), "Fem raske Piger" (1933) "Københavnere" (1933) og "Ud i den kolde Sne" (1934) fik han sin første talerolle i Alice O'Fredericks' og Lau Lauritzens kaproer-film "Week-End" (1935) - men i en intetsigende birolle ("Man hverken spurgte om jeg kunne synge eller sige replikker, men om jeg kunne ro.")

Det er også Lau og Fru Alice, som står bag Reichhardts seks efterfølgende film - typisk barnlige farcer og halvhjertede melodramer fra 1930'erne. Rollerne blev gradvis større. I "Der var engang en vicevært" (1937) ses den vordende operettehelt i en duet med Asta Hansen, mens han i "Alarm" (1938) viser voksende selvtillid som Falckmand. En ægte hovedrolle kom over for vennen Lau Lauritzen i melodramaet "Nordhavets Mænd" (1939).

Og det siger noget om det ry, Reichhardt allerede har fået, at hans karriere ikke tog synlig skade af at spille titelrollen i et af dansk filmhistories største flops, "Jens Langkniv" (1940).

I den umiddelbart efterfølgende Fy&Bi-film "I de gode gamle dage" (1940) viser han sig da også som en passabel dansk udgave af Errol Flynn. Og nu gik det for alvor fremad. I 1941 er han Don Juan med tandpastasmil ("En Mand af Betydning"), en døgenigt af en swingpjatte ("Peter Andersen") og en fusentast af en journalist ("Tag til Rønneby Kro"). Ikke betydelige og ofte overspillede præstationer, men en demonstration af alsidighed.

Man ventede sig meget af ham, og når løfterne ikke indfriedes, gav det advarselsekko. I 1942 er han charmerende forstkandidat i Tyrannens Fald, hvilket fik datidens førende anmelder Frederik Schyberg til at råbe vagt i gevær: "Poul Reichhardt placeres galt af ASA ved udelukkende at anvendes som banal 'friskfyr'; det kan langsomt lykkes at dreje hans indlysende evne aldeles af led."

Sådanne udsagn hjalp ham måske til at få den første skurkerolle, ganske vist en vanskabning af en figur: den amoralske, degenerede adoptivsøn i det ambitiøse abortdrama "Det brændende Spørgsmål" (1943) efter Thit Jensens "Storken". Her overspiller han. Det gør han også i "Moster fra Mols" (1943, optaget to år før), men folkekomedie-humøret er smittende højt og uimodståeligt drenget.

1944 blev det egentlige gennembrudsår for Reichhardt som seriøs filmskuespiller, hjulpet frem af instruktørerne Bodil Ipsen og Johan Jacobsen. Han er en billig provins-sheik i Ipsens erotiske drama "Besættelse" - præcis og øretæveindbydende. Mere karikeret er hans tilsvarende figur i Alice O'Fredericks' "Elly Petersen", men i Johan Jacobsens "Otte Akkorder" viser han i episoden med Poul Reumert (konfrontation mellem fornem far og jævn uægteskabelig søn) en ny følelsesintensitet og modenhed.

Han var i al beskedenhed modstands-aktiv under Besættelsen og blev den eneste skuespiller, der fik større roller i begge de frihedskæmperfilm, der udsendtes i efteråret 1945. I Johan Jacobsens "Den usynlige Hær" kontrasteres hans begejstrede, næsten infantile røver og soldater-mentalitet effektivt med Mogens Wieths tørre, bitre heroisme og Ebbe Rodes tøvende passivitet.

Vægtigere er hans dybt engagerede sabotør Michael i "De røde Enge" (1945), der blev hans hovedrollegennembrud. Hans styrke her er ikke mindst en ægthed som målbevidst handlingsmenneske, samtidig med at ærlig, intens følsomhed lyser ud af en præstation, der mere spiller på modstandsmandens bitre pligt over for sin samvittighed end på det heroisk offervillige.

I kvindefilmen "Saa mødes vi hos Tove" (1946) udnytter han sin operette-popularitet til et sprudlende selvironisk portræt af sin egen sangvinske idol-type - i samspil med den tidligere kæreste Inger Stender. Også i komedien om ASA-folkene, "Lise kommer til byen" (1947) er han mere eller mindre 'sig selv', men her noget anstrengt.

Det er dog tydeligt, at det nu er de seriøse opgaver, der har hans hjerte - som i "My Name is Petersen" (1947), hvor han er lige ved at holde sammen på den ujævne historie som dansk-amerikansk hjemvendt løjtnant og læge, der må tage affære i en sag om ufin konkurrence i lægevidenskaben. Også i Alice O'Fredericks' "Det gælder os alle" (1949) om dansk hjælp til krigsofre spiller han med modnet autoritet en ansvarsbevidst person - en kaldslæge med en god sag. Reichhardt har internationalt format i sådanne roller, og han lever op til sin nye standard som gæv sømand i "Støt står den danske sømand" (1948).

Men endnu bedre er han som den lidt forsagte soldat i samspil med Bodil Kjer i klassikeren "Soldaten og Jenny" (1947), hvor instruktøren Johan Jacobsen finder ind til den tyst sårbare, eftertænksomme kerne af hans personlighed - der ifølge kollegaen Poul Reumert mere var alvorsmandens end spøgefuglens. "Soldaten og Jenny" er hans bedste film og bedste præstation. Men det var også Johan Jacobsen, der gav ham en af hans sjoveste komedieroller på film: 'tvillingebrødrene' i forvekslingskomedien "Min kone er uskyldig" (1950), igen i inspireret samspil med Bodil Kjer.

I 1940'ernes sidste halvdel er Reichhardt overhovedet på sin højde som filmhelt - forbløffende alsidig; teknisk sikker og snarrådig; seriøs uden at blive selvhøjtidelig; vittig og elegant.

Og så skete der noget på én gang kunstnerisk fatalt og popularitetsmæssigt gavnligt i karrieren: han spiller hovedrollen i den første Morten Korch-film, "De røde heste" (1950). Alice O'Fredericks' ganske velfortalte film er ikke upåvirket af efterkrigstidens mørkere toner - der er endnu ikke gået ren Giro 413-pop i Korch-filmene. Reichhardts Ole Offer er mere af en alvorsmand end mange af hans ti efterfølgende Korch-helte, men alligevel et tilbageslag til den psykologisk naive stil, han havde distanceret sig fra. Reichhardt var ingen nejsiger: her fik han chancen for en fiktiv udlevelse af sin teenagedrøm om at blive landmand, og så tog han hele Korch-turen med, ialt 12 af slagsen.

Sideløbende med Korch-filmene holdt han stadig en høj standard.
Han må ganske vist vente næsten en hel film på sit ene virkelig gode øjeblik som flyverløjtnanten i musicalen "Mød mig på Cassiopeia" (1951): sangnummeret "Den allersidste dans" med Bodil Kjer. Men han retter op på Korch-filmenes overfladiskhed med sit intense, nærmest indadvendte portræt af gårdmandssønnen, der mordanklages, i Alice O'Fredericks' Selma Lagerlöf-filmatisering "Husmandstøsen" (1952).

Den samme prunkløse, men intense soberhed udmærker hans bitre kommunist i Johan Jacobsens Kold Krigs-politiske drama "Blændværk" (1955), en af hans mest interessante roller, måske farvet af desillusionerende oplevelser af udviklingen i det retsopgør, han tog aktivt del i (se nedenfor). Det afsluttende opgør med Kjeld Petersens glatte kommunist-terrorist turde være Reichhardts mest lidenskabelige filmscene nogensinde.

Nørrebrodrengen overdimensionerer den folkelige gemytlighed som gårdsanger i "En sømand går i land" (1954) og forekommer mere hjemme som elegant kosmopolitisk forfører i Annelise Reenbergs veliscenesatte "Hendes store aften" (1954). Han kan stadig ende i overspil, når rollen ligger på grænsen af hans formåen (tørvetriller i "Min datter Nelly" (1955), psykopat i "Taxa K 1640" efterlyses (1956)), og han trives bedst i det erotiske spil med en inspirerende partner - f. eks. Astrid Villaume i den velturnerede komedie "På tro og love" (1955). Hans position som filmidol i 1950'erne var stærkere end nogen anden dansk førstekraft i talefilmen før eller siden og fremgår indirekte af "Far til fire" (1953) og "Ingen tid til kærtegn" (1957), hvor hans image bruges som drømmehelt og hjerteknuser af Hollywoodske dimensioner.

Han er en god melodramaskurk (alfons) i "Englen i sort" (1957), og han har sjove momenter som reaktionær far i "Mine tossede drenge" (1961), men ellers gik det ned ad bakke med både rollernes og filmenes kvalitet. Rutinen eller det rene dilettanteri ("Syd for Tana River" (1963)) var ved at tage overhånd, selv om Reichhardt som action-helt stadig kunne sætte skub i en dorsk film (tateren Ib i "Dronningens vagtmester" (1963), bedre end Dirch Passer i den samme rolle i den foregående "Gøngehøvdingen" (1961)). Han lagde nu de fleste af sine kunstneriske ambitioner i teaterarbejdet. Kun Gabriel Axels interessante "Paradis retur" (1964) og Ole Roos' "Kys til højre og venstre" (1968) udfordrede talentet.

Ved indgangen til 1970'erne var det ikke de dystre Mig og min Lillebror-farcer med Dirch Passer, der reddede renomméet og den varige popularitet, men hans elskelige bulderbasse flyttemand Olsen fra tv-serien "Huset på Christianshavn", der både viser hans ægte folkelighed og yderst professionelle, humoristiske pointeringsevne. Heldigvis overfører han figuren til Ballings vellykkede filmudgave, "Ballade på Christianshavn" (1971).

Hans arbejde i tiåret er ellers ujævnt: overspil som seksualdrifts-plaget præst i Gustav Wied-filmen "Slægten" (1978), passabelt farce-spil i Olsen-bande-film og en yderst virkningsfuldt melankolsk og følsom kriminalmand i Esben Høilund-Carlsens "Nitten røde roser" (1974), hans bedste alvorlige alderdomspræstation. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Poul Reichhardt: Min far var studepranger (1970).