Skuespiller. Født 30/3 1930, død 27/3 1981 - 50 år gammel. Gift fire gange. 3º i 1970 med Anne Marie Lie (f. 1945) - ægteskabet opløst, 4º i 1979 med skuespiller Lisbeth Dahl (f. 1946). Far til skuespiller Nikolaj Lie Kaas (f. 1973).
I 1955 vandt Preben Kaas en konkurrence som 'Årets revyfund', og året efter fik han sit gennembrud i Cirkusrevyen. På ABC-teatret fandt han omkring 1961 sammen med Jørgen Ryg, og de to blev et populært par op gennem 60'erne. Kaas skrev revytekster og var i flere perioder teaterleder, bla. på ABC efter Stig Lommer og for Cirkusrevyen sammen med Povl Sabroe.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Preben Kaas nævnes ofte i samme åndedrag som Dirch Passer og Jørgen Ryg, når man taler om giganterne i dansk komik i 1960'erne og 1970'erne. Som teatermand - skuespiller, tekstforfatter, instruktør og teaterdirektør - oparbejdede han sin semi-legendariske status, og omkring 50 filmroller hjalp til. Kaas og Jørgen Ryg blev i 1960'erne de crazy-komiske arvtagere til Kjeld Petersen/Dirch Passer; og som forfatter og direktør for navnlig Cirkusrevyen var Kaas blandt meget andet manden bag mange af Dirch Passers bedste numre.
På film har han spillet mindeværdige roller, men til forskel fra Dirch Passer og til dels Jørgen Ryg fremstår han ikke som nogen stor filmkomiker. Han spiller sine komiske roller mærkeligt tilbagelænet, nærmest lidt distant, og forsøger kun sjældent at stjæle billedet eller gå amok i store numre.
En undtagelse - og en af hans mest velturnerede roller - er Bennys alkoholiserede bror Dynamit-Harry i "Olsen-banden på spanden" (1970) og "Olsen-banden går amok" (1973). Han fik Bodil for sin præstation i førstnævnte, men er langt mere veloplagt - og manuskriptet mere velskrevet - i den senere film. Her leverer Kaas i adskillige scener en drastisk og perfekt timet fuldemandskomik - ikke mindst i filmens midtersektion, hvor Harry er på vandvognen og i stor krise, omgivet af bandens sædvanlige overflod af pilsnere.
Han lagde ud som barneskuespiller med småroller i 1940'erne - vi møder ham f.eks. som piccolo i "Det ender med bryllup" (1943). Men han gør sig første gang rigtigt bemærket i den klassiske Besættelsesfilm "De røde Enge" (1945), hvor han er den rundkindede, ihærdige budbringer, der sørger for at få sendt Poul Reichhardt på flugt. Kaas' musikalitet i replikken er allerede åbenbar. Iøvrigt debuterer hans søn, Nikolaj Lie Kaas, pudsigt nok også som modstandsdreng - i "Drengene fra Sankt Petri" (1991).
I "De pokkers Unger" (1947) spiller Preben Kaas en stereotyp skidt knægt, og rollen bliver hans sidste i ti år. Til gengæld anbefaler Ib Schønberg ham til Nordisk Film, og hér bliver han uddannet som filmklipper og arbejder senere som instruktørassistent.
Da han igen står foran kameraet, er det som en endnu mere skidt knægt i den moraliserende ungdomsfilm "Bundfald" (1957). Her hjælper han Bent Christensens kyniske bagmand med at få Ib Mossin ud på trækkerdrenge-jobbets skråplan - de bruger Mossin som lokkedue og afpresser bøsser i det københavnske natteliv. Kaas er lavmælt overbevisende i rollen som den på bunden naive fyr, der både er let at lokke og tynget af samvittighedsnag.
Herefter følger flere småroller, bl.a. som kejtet forelsket yngling i børnefilmen "Andre folks børn" (1958) og cykelrytter i "Seksdagesløbet" (1958), inden han medfinansierer og spiller en af hovedrollerne i "Soldaterkammerater" (1958). Prototypen på den ærkedanske bassekomedie bliver til en serie på i alt seks film mellem 1958 og -68, og Kaas er med i dem alle. Som Paul Hagens partner spiller han platkomedie af glid-i-bananskal og kaffe-i-hjelmen-og-tage-den-på-typen. Ganske hyggeligt, men manglen på komisk disciplin bliver i de senere film næsten en hån. Og i "To skøre ho'der" (1961) prøver han og Paul Hagen uden held at lancere sig selv som nyt komisk par, idet de også tager sig af manuskript og instruktion.
Bedst af hans 1960'er-film er det lavmælte besættelsesdrama "Den sidste vinter" (1960), hvor han spiller ung provinsiel modstandsmand; den velfærdssatiriske "Selvmordsskolen" (1964), hvor han dukker op i en parodisk film-i-filmen; Ellehammer-filmen "Nu stiger den" (1966), der rummer en sjælden scene med Preben Kaas og Jørgen Ryg i komisk samspil; og Erik Ballings ganske veloplagte sømandskomedie "Martha" (1967), som Kaas selv var en af idémændene bag.
I 1970'erne går det ned ad bakke i folkekomedier, som sigter mod det platteste grin - som i bundskraberne "Præriens skrappe drenge" (1970), opfølgeren "Guld til præriens skrappe drenge" (1971) og "Hvor er liget, Møller?" (1970). Og i "Julefrokosten" (1976) og "Firmaskovturen" (1978) får en misantropisk tone overtaget i den alkohol-inficerede lavkomik, mens Kaas slingrer rundt og spiller på en blanding af det suttede og det elskelige.
Han får til gengæld en af sine bedste filmroller som kynisk skarptandet og meget flagrende bøsse i Edward Flemings "Lille spejl" (1978), og han har sine momenter som kunstinteresseret spjældkandidat i "Fængslende feriedage" (1978), hvor han igen spiller sammen med Passer og Ryg.
For de to blev"Fængslende feriedage" den sidste film - Preben Kaas nåede at lave endnu én, Lise Roos' ungdomsfilm "Sådan er jeg osse" (1980), hvor han har et par udmærkede scener som hovedpersonens far (en rolle han også spillede i forløberen, "I din fars lomme" (1973)). Sidste gang man så ham, var i Franz Ernsts og Kristen Bjørnkjærs vittige kønsrolle-tvkomedie "Mændenes forbund" (1982), hvor han er dæmpet underfundig i det hårde og omsonste job som omrejsende ægteskabskonsulent. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Mændenes forbund | 1981 | Medvirkende | Tv-film |
D.A.S.K. | 1981 | Martin Alexander | Tv-serie |
Dansk naturgas | 1981 | Manus | Tv-serie |
Sådan er jeg osse | 1980 | Stines far | DK/Spillefilm |
Måneskin | 1979 | Medvirkende | Tv-film |
Lille spejl | 1978 | Sandra | DK/Spillefilm |
Firmaskovturen | 1978 | Hans Jensen | DK/Spillefilm |
Fængslende feriedage | 1978 | Toft | DK/Spillefilm |
Musepatruljen Bernard & Bianca | 1977 | Bernard | U/Spillefilm |
Alt på et bræt | 1977 | Arthur | DK/Spillefilm |
Smølferne og den fortryllede fløjte | 1976 | Frækkelin | U/Spillefilm |
Julefrokosten | 1976 | Hans Jensen | DK/Spillefilm |
Spøgelsestoget | 1976 | Richard Winther, gullaschbaron | DK/Spillefilm |
Piger i trøjen | 1975 | Bartender | DK/Spillefilm |
Den meget talende barber | 1974 | Giftefogeden | Tv-film |
Mafiaen - det er osse mig | 1974 | Valde | DK/Spillefilm |
På'en igen Amalie | 1973 | Instruktion, Fortællerstemme/Journalist | DK/Spillefilm |
I din fars lomme | 1973 | Stines far | DK/Spillefilm |
Slap af | 1973 | Robert | Tv-film |
Olsen-banden går amok | 1973 | Dynamit-Harry | DK/Spillefilm |
Takt og tone i himmelsengen | 1972 | Manus | DK/Spillefilm |
Hvor er liget, Møller? | 1971 | Instruktion, Manus, Møller | DK/Spillefilm |
Guld til præriens skrappe drenge | 1971 | Ben | DK/Spillefilm |
Olsen-banden i Jylland | 1971 | Betterøv | DK/Spillefilm |
Karrusellen | 1970 | Medvirkende | DK/Eksperimentalfilm |
Huset på Christianshavn | 1970 | Fuld kunde | Tv-serie |
Præriens skrappe drenge | 1970 | Ben | DK/Spillefilm |
Rend mig i revolutionen | 1970 | Gonzales, bombeekspert | DK/Spillefilm |
Giv mig et kys | 1969 | Speaker | DK/Eksperimentalfilm |
Olsen-banden på spanden | 1969 | Dynamit-Harry | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater på bjørnetjeneste | 1968 | 12 | DK/Spillefilm |
Cirkusrevyen 67 | 1967 | Instruktion, Manus, Medvirkende, Sangtekster | DK/Spillefilm |
Ung vrede | 1967 | Medvirkende | Tv-film |
Martha | 1967 | Skibskok | DK/Spillefilm |
Onkel Joakims hemmelighed | 1967 | Peter Hansen, "hundespecialist" | DK/Spillefilm |
Jeg - en marki | 1967 | Bogforlægger | DK/Spillefilm |
Forstyr ikke mine cirkler | 1966 | Stemme, Manus | DK/Eksperimentalfilm |
Nu stiger den | 1966 | Klamm 2 | DK/Spillefilm |
Genboerne | 1966 | Medvirkende | Tv-film |
Pigen og greven | 1966 | Skuespiller, Musik | DK/Spillefilm |
Check | 1965 | Speaker | DK/Kort fiktion |
Mor bag rattet | 1965 | Hr. Hummeltofte, ung | DK/Spillefilm |
Der er noget i luften | 1964 | Medvirkende | Tv-film |
Et minde om to mandage | 1964 | Medvirkende | Tv-film |
Selvmordsskolen | 1964 | Barn 2 | DK/Spillefilm |
Don Olsen kommer til byen | 1964 | 1. fjernsynsmand | DK/Spillefilm |
Skyggen af en helt | 1963 | Seumas Shields | Tv-film |
Bussen | 1963 | Sangtekster | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater på sjov | 1962 | Ole (615) | DK/Spillefilm |
George Dandin | 1962 | Medvirkende | Tv-film |
To skøre ho'der | 1961 | Instruktion, Preben, Produktion, Musik | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater på efterårsmanøvre | 1961 | Ole (615) | DK/Spillefilm |
Løgn og løvebrøl | 1961 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater på vagt | 1960 | Manus, Ole (615) | DK/Spillefilm |
Det flasker sig | 1960 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Den sidste vinter | 1960 | Gustav, mekaniker | DK/Spillefilm |
Poeten og Lillemor og Lotte | 1960 | Journalisten | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater rykker ud | 1959 | Ole (615) | DK/Spillefilm |
De sjove år | 1959 | "Madsen" | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater | 1958 | Ole (615) | DK/Spillefilm |
Andre folks børn | 1958 | Søren, kommis | DK/Spillefilm |
6-dagesløbet | 1958 | Benny Brun, cykelrytter, Ottos makker | DK/Spillefilm |
Henrik og Pernille | 1957 | Medvirkende | Tv-film |
Bundfald | 1957 | Egon | DK/Spillefilm |
Sønnen fra Amerika | 1957 | Preben, lærling | DK/Spillefilm |
Far til fire og onkel Sofus | 1957 | Student | DK/Spillefilm |
Renlighed er en god ting | 1956 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Værelse søges! | 1948 | Speaker | DK/Dokumentarfilm |
Jag älskar dig, Karlsson! | 1947 | Blomsterbud | U/Spillefilm |
De pokkers unger | 1947 | Børge | DK/Spillefilm |
Familien Swedenhielm | 1947 | Kontorassistent | DK/Spillefilm |
Jeg elsker en anden | 1946 | Blomsterbud | DK/Spillefilm |
De røde Enge | 1945 | Erik | DK/Spillefilm |
S.O.S. Kindtand | 1943 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Det ender med Bryllup | 1943 | Kontorbud hos Steen Andersen | DK/Spillefilm |
En Pige uden Lige | 1943 | Dreng på Tåsinge | DK/Spillefilm |
Naar man kun er ung | 1943 | Medvirkende | DK/Spillefilm |