Preben Lerdorff Rye

Skuespiller. Født 23/5 1917 (Orla Preben Larsen), død 15/6 1995 - 78 år gammel.

Efter at have stået i boghandlerlære, arbejdet som tømrer, tilskærer på en skofabrik og sømand, kom han ad omveje til teatret og debuterede på Odense Teater omkring 1938. Blev optaget på Det kgl. Teaters elevskole 1940 og fik ansættelse ved teatret, hvor han blev helt til 1961. Herefter virkede han i 'det civile liv' et par år, bl.a. som landmand, men kom tilbage til scenen med en ansættelse på Odense Teater. 1973-78 direktør for Danmarks turnéteater. 1979 tilbage på Det kgl. Teater.

Omfattende radiovirksomhed og betydelige præstationer ved TV-Teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Lerdorff Rye skiller sig ud. Det groftskårne ansigt, der så velgørende mangler skuespillerglathed, det melankolske blik, som har en gådefuld dybde, den umiskendelige stemme, der let toner over i det smertefulde eller klagende.
Han rummer en jævn, næsten proletarisk virilitet - der også kan være blid, og han har tit spillet sårede særlinge eller mærkede mænd med en dyster fortid. Især 1950'ernes film bød på en række forbryderroller. I de bedre film fastholder han det menneskelige i sine skurke og excentrikere. Når Rye spiller Hipo-mand, aner man i hele hans forslåede, bitre fremtoning, at denne Hipo vitterligt har fået mange tæv som barn.

To roller hos Carl Th.Dreyer har gjort ham internationalt kendt: I "Vredens Dag" (1943) præstesønnen Martin, i "Ordet" (1955) den sindssyge Johannes, der tror han er Jesus. "Vredens Dag" blev Preben Lerdorff Ryes filmgennembrud, selv om man året før havde lagt mærke til ham i "Afsporet" som den melankolske indbrudstyv 'Sømanden'. Hans fremstilling af den vege Martin underordner sig fint Dreyers dvælende stil: Martin er lidenskabeligt forelsket i den jævnaldrende stedmor (spillet af Lisbeth Movin), men uden hendes oprørstrang. Han er trods alt sin fars søn, han ved, at følelser bør undertrykkes, og han svigter til sidst stedmoderen.

Johannes i "Ordet" gør han snart skræmmende, snart komisk, snart medynkvækkende, men hele tiden fængslende. Hans ydre fremtræden kan lede tanken hen på en af det gamle Ruslands 'hellige galninge', som man kender dem fra Dostojevskijs romaner. Mest er det dog den særprægede diktion, man forbinder med rollen - en stemmeføring, som er inspireret af Dreyers og Ryes besøg på et psykiatrisk hospital, hvor en patient bildte sig ind at være Jesus. Efter sigende er det denne patients måde at tale på, Rye efterligner.

Han debuterede kuriøst i folkekomedien "Tante Cramers Testamente" (1941) som en bokser, der giver den som russerklædt tjener i Balalaika Bar - kun en mindre birolle. "I Gaar og i Morgen" (1945) lancerer ham til gengæld i en hovedrolle som en andenstyrmand, der regner med at blive dræbt i krigen og derfor søger en erotisk oplevelse. Her videreføres det blide tonefald fra "Vredens Dag", og han har en poetisk aura. Mere barsk er hans modstandmand i "De røde Enge" (1945), hvor han som handlingsmenneske er Poul Reichhardts jævnbyrdige.

Han er retsindig teaterkritiker i den harske satire over teatermiljøet, "Hans store Aften" (1946), den første indikation af, at Rye også kan overbevise som en mand med intellektuelt snit. I Asbjørn Andersens "Mens porten var lukket" (1948) illuderer han fint som kynisk journalist, der finder to døde i nabolejligheden, og indtelefonerer historien til sit blad, før han alarmerer politiet. Blandt hans filmskurke fra 1950'ernes begyndelse huskes den brutale dødsdrom-kører i "Bag de røde porte" (1951); småforbryderen, der bringer den uskyldige pige fra landet i ulykke i Aage Wiltrups moraliserende "Unge piger forsvinder i København" (1951); og den undvegne krigsforbryder i samme instruktørs mere vellykkede "Lyntoget" (1951) - i den sidste har Rye en hovedrolle.

Men inden da har han fået birolle-Bodil for sit smukke, ligefremme portræt af en turbekulose-ramt i den gedigne problemfilm "I gabestokken" (1950).

Instruktørerne fortsatte dog ufortrødent med at give ham skurkeroller. I "Sønnen fra Amerika" (1957) er han børnelokker, i Morten Korch-filmen "Vagabonderne på Bakkegaarden" (1958) næsten lige så slem, men han undgik i øvrigt at blive fast inventar i Korch-filmene. Hans hustyran i bonde-dramaet "Ild og jord" (1955), der skulle være et seriøst alternativ til Morten Korch, hæver sig ikke over filmens betontyngde.

På den rigtige side af loven finder vi Rye i Sven Methlings debutfilm "Kriminalsagen Tove Andersen" (1953), hvor han og Ib Schønberg udgør et sobert makkerpar som politifolk, der roligt og systematisk opklarer en mordsag. Endelig byder 1955 på en god rolle, som den fattige og mordmistænkte forfatter i Peer Guldbrandsens bedste film, "Gengæld".

Han er med i adskillige af Guldbrandsens film, men tit i roller, der er mere særprægede end gode. I "Der var engang en gade" (1957) er han en sentimentalt opfattet vagabond, der foredrager dansk films mest sørgmodige titelsang, og i "Løgn og løvebrøl" (1961) virker han for en gangs skyld direkte fjollet som aristokrat (meget kunne han spille, men ikke det!). I en anden mere seriøs Guldbrandsen-film, "Premiere i helvede" (1964), dyrker han det martyragtigt lidende som en skuespiller, hvis liv og karriere ødelægges af ondsindet sladder.

Det er imidlertid i 1959, Rye har sin vigtigste rolle ved siden af Dreyer-filmene, nemlig i Johan Jacobsens intense drama "En fremmed banker på". Den mystiske fremmede, der dukker op hos frihedskæmperenken og bliver hendes elsker, er en kompleks figur. På filmens egne noget konstruerede betingelser er Rye dækkende. Den jagede mands oplevelse af erotisk forløsning og kortvarig sjælsro forplanter sig til tilskueren, og da han afsløres, dukker den brutale farlighed bag melankolien pludselig frem for fuld styrke.

I 1961 har han en interessant rolle i en norsk film, der er ukendt herhjemme, Kåre Bergstrøms "Hans Nielsen Hauge". I dette historiske drama om Norges store vækkelsesprædikant spiller han kong Frederik 6., som også stadig er norsk konge, da handlingen foregår. Ellers bliver der i 1960'erne længere mellem rollerne. I 1970'erne dominerer tv-opgaver, og en nu meget hærget udseende Rye nærmer sig nogle gange selvparodien på film: for eksmpel i malerne Paul Gernes og Per Kirkebys vikingehistorie "Normannerne" (1976), hvor Ryes lighed med Regnar Lodbrog (som han er fremstillet i Louis Moes gamle illustrationer til Saxo), tilsyneladende har givet ham rollen som sagnkongen. Det er ufrivillig komik af dimensioner, selv når Rye med dødsforagt lader sig kaste for slangerne.
Men i Jon Bang Carlsens første egentlige spillefilm, "Næste stop - Paradis" (1980), fik han igen en fin rolle som den pensionerede officer, hvis ensomhed på plejehjemmet brydes af et kærlighedsforhold - et veritabelt come-back, men lidet set i biografen.

Rye har sin sidste filmrolle i Gabriel Axels velmenende bagatel, "Christian" (1989), hvor han er titelpersonens bedstefar, men forinden sidder han selvfølgelig med til bords i Oscar-vinderen "Babettes gæstebud" (1987), hvor Gabriel Axel netop valgte skuespillere, det internationale publikum kendte fra Dreyers film. Kort før sin død bliver han også interviewet i Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm "Carl Th. Dreyer - min metier" (1995), og interviewet er blandt de mere interessante indslag i filmen. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Preben Lerdorff Rye: Olav (selvbiografi, 1963).