Sofie Gråbøl

Skuespiller. Født 30/7 1968. Søster til instruktør Niels Gråbøl.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Sofie Gråbøls udvikling fra 17-årigt fund i ungpigeroller til suveræn karakterskuespiller udgør det smukkeste eksempel på, at dansk film kan fostre en all round-skuespillerinde af et format, der ikke kun bunder i udstråling og naturtalent.

Uden skuespilleruddannelse har hun taget både lærred og scene i besiddelse ved konstant at udvikle sig med sin alder. Teaterskolen ville ikke vide af hende, men dansk film holdt ved og gav hende muligheder for modning og variation. Søren Fauli så, at hun kunne være morsom i satiren "De skrigende halse" (1992); Ole Bornedal, at hun kunne være sexet og moderne i "Nattevagten" (1994). Og fra da af har intet kunne stoppe hende: talentet for heltinderoller og karakterfigurer synes lige oplagt hos denne ener, der viste, at ungepigerollen ikke - som ellers så ofte - behøver være en fælde, men kan åbne mod mangfoldigheden.

Hendes debut er uden sidestykke herhjemme. Inden publikum overhovedet havde set hende på lærredet, havde hun indspillet tre film. Henning Carlsen fandt hende til en central birolle i "Oviri" (1986); men det var Astrid Henning-Jensen, der gav hende den første hovedrolle i "Barndommens gade" (1986). Hendes tredje rolle, i "Pelle Erobreren" (1987), er den mindste, men alligevel markant. Der ligger mere end gennemsnitlig 17-årig erfaring bag det blå barneblik og den sarte pigelighed, Bille August lader hende spille på i "Pelle Erobreren", hvor hendes jomfru Sine, nys ankommet til Stengården, sender antydningen af vidende flirteblikke til Axel Strøbyes godsejer og først for sent opdager, hvad de sættter i gang.

Ellers er hendes fornemste kendemærke i disse tidlige roller følsomheden, der aldrig kammer over i føleri, men stammer fra indre, endnu ubrugte kilder. Hun er nok uskyldig, men aldrig fersk, og i "Oviri" gør hun den 14-årige Judith Molard og hendes forelskelse i Donald Sutherlands Gauguin til filmens pulserende og poetiske midtpunkt.

Hun skal igen spille 14-årig som Ester, der vokser op i baggårdenes Vesterbro i Tove Ditlevsen-filmatiseringen "Barndommens gade", og hun fremstiller totalt overbevisende den eftertænksomme piges indadvendte undren i det sære ingenmandsland mellem barn og voksen. Men hun får ikke meget modspil, og hendes sarte sensitivitet skal bære rigeligt mange scener.

I Erik Clausens Romeo og Julie-parafrase "Rami og Julie" (1988) står hun i stampe i en livløs heltinderolle, mens punk-satiren "De skrigende halse" (1992) af hendes daværende samlever Søren Fauli giver hende en komisk karakterrolle i pagt med fremtiden: som den selvhøjtidelige, hjerneblæste punker- og digterpige Anita, der med ny tysk kæreste absolut må opleve tidsatmosfæren i Berlin, hvor "muren ikke vil falde i mange, mange år", som hun siger med overbevisning - filmen er henlagt til 1984.

Hun er sekretær og muse for Max von Sydows genopvakte klassiske komponist i polakken Krzysztof Zanussis "The Silent Touch" (1993), den første film produceret med støtte fra den europæiske co-produktionsfond og lidt af en europudding. Det er en større birolle, hvor hun mest skal spille på sin friske, vitale udstråling. Selv om filmen bl.a. var finansieret med dansk kapital (Metronome og Filminstituttet), fik den ikke dansk biografpremiere.

Hun får en hovedrolle som den yngste og mest følsomme godsejerdatter i Anders Refns "Sort høst" (1993) efter Gustav Wied, og her forhindrer hendes medfødte frejdighed de mange sammenbrud i at blive tudevornt rørstrømske. Men filmen fastholder hende i en lidt for selvgentagende ingenue-rolle.

Hun slipper fri af båsen i Ole Bornedals succes-gyser "Nattevagten" (1994), hvor hun ikke blot er sensuel og opvakt som Nikolaj Coster Waldaus kæreste, men også handlekraftig - det var hende selv, der insisterede på at spille det nervepirrende klimaks i svinebunden, men ikke passiv tilstand. Og hendes dejlige Carmen i Jon Bang Carlsens "Carmen og babyface" (1995) er kun med hensyn til personens alder en tilbagevenden til ungpigerollen - her går hun som et frisk vind gennem filmen, udfordrende livskraftig og grænseoverskridende. Pubertetshistorien forsvinder aldrig rigtig, at hun næsten helt forlader den i anden halvdel. Derimod mangler hendes Edvarda i Henning Carlsens Hamsun-filmatisering "Pan" (1995) det lille ekstra i mystik og fascination, der skal til for at løfte figuren op i Hamsuns mytiske forelskelsesverden.

Men Gråbøl er nu endelig stærkt på vej over i moderne tøj og viser endnu engang sit oplagte komedietalent i hippie-satiren "Fede tider" (1996), hvor hun med finesse timer sine pointer som den skråsikre kollektivist, der ender i en lesbisk kvindegruppe. Samme år optræder hun som sig selv i polakken Krzysztof Zanussis kuriøse bidrag til antologifilmen "Danske piger viser alt" (1996). Det korte indslag hedder "Forventninger" og fortæller om Gråbøls arbejde på Zanussis "The Silent Touch". Det eneste bemærkelsesværdige her er hendes udtalte ønske om nu at spille the bitchy bimbo girl efter alle uskyldsrollerne.

Året 1997 er præget af to gysere: hun rammer en præcis tidstone som den flotte, men usikre og ubeslutsomme Mona i Susanne Biers "Sekten", men er mere udvendig bimbo-agtig som frigjort lærerinde i den norske "Mørkets ø", et argt spekulationsprodukt, man gerne havde undværet. Bedre lykkes hendes impulsive stripper i Ole Christian Madsens novellefilm "Sinans bryllup" (1997).

Hun får sin første rolle som etableret, gift kvinde i tv-serien "Taxa" (1997-99), hvor hun optræder langt inde i serien som ejendomsmægler fra de nordlige forstæder, rimeligt checket, men også i stand til - efter at være blevet heftigt belejret - at indlede et forhold til Anders W. Berthelsens René.

Det er en varmere præstation end den forkælede, overfladiske rigmandspige i Søren Kragh-Jacobsens Dogme-film "Mifunes sidste sang" (1999), hvor hun igen danner par med Anders W. Berthelsen, bl.a. i en heftig orgasme-scene, der komisk understreger figurens egotrippende dominans.

Samme år er hun endnu mere urkomisk som den på én gang rørende og klæbrige psykologistuderende Mulle i Susanne Biers "Den eneste ene" (1999), maskeret leverpostejsgrå i ansigtet og bulnende i formerne. Rollen ligger i forlængelse af hendes hippiepige fra "Fede tider" som en mesterlig blanding af satire og karakterstudie - en præstation med mersmag.

Det komiske præger da også hendes to næste roller. I "Blinkende lygter" (2000) er hun vittigt irriterende som Nikolaj Lie Kaas' dominerende kæreste, der straffes hårdt af Søren Pilmark for sin groteske mangel på situationsfornemmelse i en allerede klassisk ægpustningsscene. Og i "Grev Axel" (2001) spiller hun kraftigt og stilsikkert ud som den gammeljomfruelige Leonora Amalie, der bringer Peter Frödins selviske greve på bedre tanker. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]