Sofie Stougaard

Skuespiller. Født 5/11 1966.

Optaget på Statens Teaterskole i 1986. Medstifter af den satiriske kvindecabaret-gruppe Emmas Dilemma.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Mellemblond og lille af statur ligner hun umiddelbart den legemliggjorte normaldansker. Men midt i almindeligheden er en undertone af noget skævt og anderledes - noget satire-sjovt eller sødt eller troldsk, som hun evner at dyrke helt ud i kamæleon-ekstremen, og som gør hende til en exceptionel forvandlingskunstner på lærredet.

Hun debuterede i en udpræget 'ung heltinde'-rolle i Lotte Svendsens filmskoleafgangsfilm "Harmony" (1993), hvor hun både viser enfoldig sødme og sin helt egen blåøjede hverdags-appeal. Hun har her hovedrollen som en spag ung enke i en dominerende families utrygge favn.

Efter ret korte tilsynekomster som frisørelev i "Roser og persille" (1993) og Ole Ernsts uægte godsejerdatter i "Sort høst" (1993) får hun en birolle i Svendsens og Anders Thomas Jensens novellefilm "Café Hector" (1996), hvor hun med stor præcision spiller en figur, der er Harmony-pigens totale modsætning: en bebrillet avanceret café-intellektuel med "kolde øjne". Og hun fortsætter på spektakulær vis forvandlingerne hos Svendsen i "Royal Blues" (1997), som hovedpersonens søster Sandra, en alkoholisk invalidepensionist, der er lige så velbevandret i det danske bistandssystem som enhver professionel socialrådgiver. Med drævende, lettere stammende misbruger-tonefald, fedtet hår og alt for stort tøj gør hun sin tragikomiske figur så ualmindelig troværdig, at hun virker hentet direkte ind fra gaden - hvilket nogle rent faktisk troede hun var, eftersom Stougaard endnu var et temmelig ukendt ansigt.

Endnu en total transformation kommer i hendes første spillefilmhovedrolle som fiskerkonen Sonja i Lotte Svendsens "Bornholms Stemme" (1999). Nu er håret bobbet og make-up'en lagt i sød, kitschet 1970'er stil, og rap ser hun ud, da hun skruer sig ned i blondeundertøj for at varme op under sin film-mand, Henrik Lykkegaard. Trods filmens understrøm af komik i bornholmsk dialekt og dens satire over figurens materialistiske småborgelighed forsvarer Stougaard smukt sin Sonja og giver hende både dybde og styrke. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]