enda
Person

Stine Bierlich

(1967 – 2007)

Skuespiller. Født 14/2 1967, død 20/2 2007 - 40 år gammel. Datter af filmklipper Ann Bierlich og skuespiller Peter Bierlich.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Som naturtalent kom Stine Bierlich til at inkarnere 1980'ernes teenager - trodsig, uafhængig og ofte tidligt skrammet af tilværelsen. Hendes særkende er kombinationen af noget storbyhårdt med en pigelig sårbarhed, der aldrig bliver sødt selvmedlidende. Hun betegnede dengang sig selv som 'en rendestenstøs', og selv om hun sagtens kan virke rørende, fremtræder hun ofte mut selvtilstrækkelig og appellerer ikke til nem medfølelse.

Efter en lillebitte rolle i Chr. Braad Thomsens psykoanalytiske eventyrfilm "Smertens børn" (1977) får hun sin egentlige debut i Anders Refns Gustav Wied-film "Slægten" (1978), hvor hun er Helle Hertz' 11-årige datter Baby, livlig og opvakt, men allerede moden til forkvakling i den forrådnede 'slægts' favn.

Og hun medbringer en aura af rå storby til Vestjylland i Jon Bang Carlsens "Ofelia kommer til byen" (1985), som teenageluderen, der sættes til at spille Ofelia i en lokal Hamlet-opførelse, hvor den eftersynkroniserede Reine Brynolfsson ses som Hamlet.

Mere karakterspil yder hun i tre socialrealistiske dramaer af Linda Wendel. I Wendels krasse, velfortalte filmskoleafgangsfilm "I lige linie" (1984) går Bierlich til hånde i sin tyranniske far Jens Okkings snuskede pornobiograf: her kombinerer hun perfekt det teenage-følsomme med det kontant erfarne. I "Ballerup Boulevard" (1986) er hun datteren i en familie på social nedtur, og i "Lykken er en underlig fisk" (1989) svigtes hun igen af familien - Helle Ryslinges frustrerede mor.

Hendes karriere afsluttes foreløbig med Susanne Biers 45 minutter lange novellefilm "Brev til Jonas" (1992), hvor hun er vokset ud af den tvære teenagerolle og i stedet fremtræder overraskende muntert og livligt som en pige på Kibbutz-ophold i Israel. Et løfte om en lysere filmfremtid, der endnu ikke er blevet indfriet. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Déjà Vu 2016 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Født til filmen 2015 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Brev til Jonas 1992 Medvirkende DK/Kort fiktion
Lykken er en underlig fisk 1989 Mia DK/Spillefilm
Jorden er giftig 1988 Liv DK/Kort fiktion
Een gang strømer... 1987 Medvirkende Tv-serie
Ballerup Boulevard 1986 Pinky DK/Spillefilm
Ofelia kommer til byen 1985 Molly DK/Spillefilm
I lige linie 1984 Medvirkende DK/Kort fiktion
Du er smuk - jeg elsker dig 1981 Medvirkende Tv-film
Slægten 1978 Baby, hendes datter DK/Spillefilm
Smertens børn 1977 Medvirkende DK/Spillefilm
Livet i Danmark 1972 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Musik År Film Funktion
Solen er så rød mor 1989 Lykken er en underlig fisk Sang
E-66 1986 Ballerup Boulevard Sang