enda
Person

Ulla-Britt Söderlund

(1943 – 1985)

Kostumetegner og kostumier. Født 12. august 1943, død 21. juli 1985, 41 år gammel.


Ulla-Britt Söderlund var født i Växjö, Sverige. Allerede som barn vidste hun, at hun ville være kostumier, og tegnede kostumer fra hun var 12 år gammel. Hun tog svensk studentereksamen, studerede i London og kom derefter til Danmark, hvor hun tog sin uddannelse på Københavns Tilskærerakademi i 1962-63. Derefter begyndte hun i modebranchen, men forlod den hurtigt igen til fordel for teaterverdenen. Første opgave som teaterkostumier var hos Bent Mejding på Ungdommens Teater til forestillingen ”Hold fast med venste hånd”. I 1966 tegnede og syede hun sine første filmkostumer til Henning Carlsens ”Sult”, som foregår i 1890’ernes Kristiania (Oslo).


Hun fortsatte karrieren med vekslende opgaver på teatre, i film, på tv og endda også i revyer og operaer. I 1970-71 skabte hun kostumer til Jan Troells to film ”Udvandrerne” og ”Nybyggerne”, og det blev springbrættet til en international karriere. Stanley Kubrick hyrede hende til at lave kostumer til ”Barry Lyndon”, som foregår i 1800-tallet. En meget stor opgave med over et halvt års forberedelse, som til gengæld indbragte hende en Oscar.


Hun specialiserede sig i historiske film og havde en uovertruffen evne til at ramme en bestemt tidsalder gennem kostumerne, som altid blev udarbejdet efter meget grundig research. Ofte syede hun selv kostumerne, for det gav hende ideer og inspiration til at arbejde med stofferne og skuespillerne. Så vidt muligt syede hun også sit eget og sin danske mands tøj, som ofte var ud over det sædvanlige. En af de sidste opgaver hun fik var også den mest udfordrende. Til ”Den enfoldige morder” (1981) skulle hun klæde engle på – en opgave hun opfattede som en fantastisk udfordring.

Fra et dansk perspektiv var en af hendes største bedrifter at skabe kostumer til tv-serien ”Matador” (1978). Karakterernes påklædning var i den grad også med til at vise, hvem de er. Om dette arbejde har hun udtalt: ”Maude Varnæs går altid i pastelfarver, og Møgherne er så nærige, at de sjældent får nyt tøj. Vi har en blå atlaskkjole, som snart har været syet om 100 gange. Og når den gamle fru Møghe engang dør, arver Misse den. Misse har en visit- og spillekjole – og ikke ret meget andet”.


Ulla-Britt Söderlund var kendt og respekteret som et engageret, begejstret og perfektionistisk menneske, der var stimulerende at arbejde sammen med. Hendes mål var altid at skabe menneskeskikkelser i et fuldgyldigt og sandfærdigt tidsbillede.

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Jeppe på bjerget 1981 Kostumer DK/Spillefilm
Den enfoldige morder 1981 Kostumer U/Spillefilm
Lille spejl 1978 Kostumer DK/Spillefilm
Matador 1978 Kostumer Tv-serie
Hærværk 1977 Kostumer DK/Spillefilm
Jorden er flad 1977 Kostumer DK/Spillefilm
Dobbelt forræderi 1977 Kostumer U/Spillefilm
Krydsede klinger 1977 Kostumer U/Spillefilm
Den korte sommer 1976 Kostumer DK/Spillefilm
Spøgelsestoget 1976 Kostumer DK/Spillefilm
Bejleren - en jysk røverhistorie 1975 Kostumer DK/Spillefilm
Barry Lyndon 1975 Kostumer U/Spillefilm
Præsten i Vejlby 1972 Kostumer DK/Spillefilm
Takt og tone i himmelsengen 1972 Kostumer DK/Spillefilm
Med kærlig hilsen 1971 Kostumer DK/Spillefilm
Tandlæge på sengekanten 1971 Kostumer DK/Spillefilm
Nybyggerne 1971 Kostumer U/Spillefilm
Udvandrerne 1970 Kostumer U/Spillefilm
Midt i en jazztid 1969 Kostumer DK/Spillefilm
Dr. Glas 1968 Kostumer DK/Spillefilm
Ofelias blomster 1968 Kostumer DK/Eksperimentalfilm
Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet 1967 Kostumer DK/Spillefilm
Den røde kappe 1967 Kostumer DK/Spillefilm
Flickorna 1967 Kostumer U/Spillefilm
Nu stiger den 1966 Kostumer DK/Spillefilm
Sult 1966 Kostumer DK/Spillefilm