Dansk Film-Avis nr. 538

Om filmen

1. 8000 danske arbejdere er fra Tyskland ankommet på juleorlov, stemningen er høj i togene og ved færgen. 2. Fodboldspillernes julestævne i Københavns Idrætspark sætter rekord med 11.000 tilskuere. Svend Frederiksen fra "Frem" scorer sejersmålet og vinder dermed over B93. 3. Sukkervarefabrikken i juletravlheden. Mange flittige hænder laver juletræspynt: hvordan en juletræskugle bliver til. 4. Juleudstilling i et stort varehus i Berlin. 5. Japans kejser inspicerer sine tropper. England og USA har skaffet sig en modstander, som ikke er til at spøge med. 6. Fra den finske front: Rensdyr er gode hjælpere for de finske og tyske soldater. Kampe i Karelen. Forsyninger skal frem til de tyske og finske soldater.

”Fra sit nyetablerede datterselskab i Danmark pressede det tyske filmselskab, Ufa på for at få tyske spillefilm på danske lærreder. Også den renlivede propaganda i ugerevyform skulle ud til de besatte danskere, så fra 1941 havde selskabet Deutsche Wochenschau, der producerede ugerevyer, et selvstændigt datterselskab i København. (…)

Biografejerne var – for de flestes vedkommende – ikke særligt interesserede i at vise tyske ugerevyer, for publikum reagerede ofte med protest, når den danske version af UFA’s Auslandstonwoche, Dansk Film Avis, løb over lærredet. Ikke fordi der i alle tilfælde var tale om grovkornet nazipropaganda, selvom filmene naturligvis skildrede verden i en tysk optik.

Ugerevyerne bestod som hovedregel af tre blokke; første del var dansk stof, anden del tysk, tredje del viste ’internationalt’ stof – altså primært stof fra enten tysk besatte områder, eller fra lande, der var allieret med Tyskland. (…) Herfra fik man korte klip af glade tysklandsarbejdere på vej hjem på juleorlov, klip som på ingen måde lod ane, at vilkårene for de hundredetusinder af danskere, der tog job i Nazityskland, som hovedregel var aldeles kummerlige. Så fulgte en sportsreportage, en fodboldkamp, filmet med ét sølle kamera, så billedsiden nærmest var som at se tilskuerne til en tenniskamp; blikket til højre, blikket til venstre, ups! Mål! Hvem der sparkede bolden i nettet, så man aldrig, for det missede kameramanden. Og derefter flot lyssatte interiørscener fra Tyskland, søde og glade børn, som med skinnende øjne beundrer prangende juleudstillinger i Berlins stormagasiner – en helt anden kvalitet film fra en tilsyneladende hovedrig julefredfyldt tysk hovedstad. Klip til Japan, hvor imposante troppeparader glider forbi kameraet, mens speakeren proklamerer, at det er en mægtig fjende USA og England nu har fået sig i Japan. Afslutningsvis nok en stump fine optagelser af tyske og finske soldater i krig med russerne i Karelen. Skandinaver og tyskere i kamp, skulder ved skulder. (…)

Det var besættelsen som normalitet, ikke en tysk soldat at se noget sted i den danske del af ugerevyen. Krigen var nok derude, hvor tyskerne gik sejrrigt frem i krigens første år, siden foretog strategiske tilbagetog for at omgruppere og vinde den endelige sejr - hjemme var alt angiveligt business as usual. Intet under, at danskerne foretrak statens kortfilm, som fremstillede fædrelandet i et noget andet lys” (Læs mere i En svækket stat forstærker sin propaganda).

Fakta

Kategori
Ugerevy

Udgivelsesår
1944

Producent
UFA

Varighed og format
7 min., s/h, tone