Om filmen

En autentisk og dokumentarisk film om Danmarks besættelse, modstandskampen og befrielsen. Takket være modige danske filmfolks indsats lykkedes det her i landet at filme store dele af modstandskampen og de afgørende begivenheder, som prægede årene 1940-45. Dette enestående materiale er her samlet i een enkelt film, suppleret med et stort antal optagelser, som siden er fundet frem, dels fra danske gemmer, dels fra tyske og engelske arkiver, hvor man bl.a. har fundet tyskernes egne filmoptagelser fra Danmarks besættelse den 9. april 1940 og nogle fantastiske optagelser fra den RAF-maskine, der ledede angrebet på Shell-huset den 21. marts 1945. Dansk Film Co., der har produceret filmen, har ved fremstillingen modtaget hjælp fra illegale grupper og filmfotografer og fra Nationalmuseets ’Historiske arkiv for film og stemmer’.

"Klip fra de to film 'Danmark i Lænker' (1945) og 'Det Gælder din Frihed' (1946) fra henholdsvis Dansk Film Co. og Minerva Film, som havde været primusmotorer i besættelsestidens illegale filmarbejde, og som begge fik landsdækkende biografdistribution, dannede grundstammen i filmen 'De Fem Aar', der blev produceret i 1955, da krigen var kommet lidt på afstand, og den kontrovers, særligt Det gælder din Frihed fremprovokerede, havde lagt sig. I 1960 blev 'De Fem Aar' klippet ned med cirka en halv time i en version til brug i danske skoler. Og det er denne film, der nok mest bastant har formet generationer af danske skoleelevers indre galleri af billeder fra besættelsen” (Læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Skoleversionen bliver til dels produceret på baggrund af en forespørgsel fra en gymnasielærer, der til historieundervisningen efterlyser film, der kan vise eleverne noget om nazismen. Forslaget afvises, men man beslutter (på den baggrund) at lave en skoleversion af 'De Fem Aar', da den slags optagelser findes her.

Svend Holbæk, som er leder af SFCs skolefilmafdeling skriver 18/2 1959 til Mogens Skot-Hansen, som er direktør for Laterna Film: ”Som allerede omtalt har vi brug for en forkortet version af denne film ['De Fem Aar']. Versionen skal fortrinsvis benyttes i skoleundervisningen. Den må derfor ikke være længere end højst 40 minutter, og den skal behandle emnet mere objektivt, end det er tilfælde i den oprindelige udgave. Man må derfor fjerne en del af det stof, der omhandler de mere lokale vanskeligheder i Danmark under besættelsen. Det vil derfor muligvis blive nødvendigt at lave en ny kommentar, som er mere neutral. (…) Det vil af praktiske grunde være nødvendigt for os at give denne version en titel, som afviger meget fra den oprindelige …”.

”Filmen var i årtier en af de mest udlejede skolefilm fra Statens Filmcentral. Den var også i sit indhold og i sin historiefortolkning milevidt fra de første to film, den var delvis baseret på. Og derfor ikke bare en skolefilm, men også et skoleeksempel på, hvordan historiefortælling formes i takt med tidens samfundsmæssige og politiske toneklang. (…)

I sin klipning af filmen har Børge Høst skelet til, at målgruppen var skolebørn. Flere af de mest blodige klip er forsvundet, blandt andet en optagelse af to Gestapo-folk, der skyder en mand ned på et gadehjørne. Også scenen med afhøringen af stikkeren Walthing, som efterfølgende henrettes – dog ikke for rullende kameraer - er klippet ud. Men at karakterisere nedklipningen som blot en øvelse i at gøre filmen mere børnevenlig er misvisende. Dertil mangler for mange af de sekvenser, hvor kritikken af samarbejdspolitikken er udtalt og hvor interne modsætninger i Danmark eksponeres. Værnemageriet er nedtonet; det er ikke længere danskerne, der er lidt vel ivrige efter at gøre forretninger med ’gode kunder’, men tyskerne, der er ’lidt for gode kunder’, som udplyndrer landet. Også scener, der skildrer det medløb, de danske nazister gav besættelsesmagten, er der tyndet kraftigt ud i. Helt nede i detaljen er trimningen sine steder også tendentiøs. For eksempel under de tyske troppers indtog i København. I den lange version ses nysgerrige danskere vinke og svinge med hatte til de forbipasserende kolonner af tyske soldater. I skoleversionen er der ingen danskere, der hilser de tyske soldater. Udenrigsminister Scavenius i dårligt selskab med Adolf Hitler og det besatte Europas øvrige ’marionetter og quislinge’ skulle generationer af skolebørn heller ikke se. De allieredes tvivl om Danmarks stilling, særligt efter at regeringen i foråret 1941 udleverer motortorpedobåde til tyskerne, som kan bruges i deres krig imod briterne, er heller ikke længere i filmen. Her hører man kun om de 5000 danske søfolk, der følger BBC’s opfordring til at søge britisk havn og indgå i kampen imod Tyskland.

Også 1955-versionens talrige klip af den danske brigade i Sverige – en hær af danske, som kom for sent til krigen og derfor ikke fremstår som helt glorværdige – klippet ud. Og fordelingen af taletid mellem de tre speakere er ændret, så Mogens Wieths rolle som den engagerede, følelsesladede og ind imellem sarkastiske kommentator, som taler fra modstandsbevægelsens perspektiv, er skåret næsten væk. Nogle steder er speakens ordlyd ændret, i visse tilfælde tendentiøst. Eksempelvis i den sekvens, hvor arrestationen og interneringen af de danske kommunister skildres. Her hedder det i den første version: ’Ledende danske kommunister skal – i strid med lands lov og ret – arresteres. Ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig. Krigens tryk hviler tungere over os…’

I den nedklippede version bliver det til: ’De ledende danske kommunister skal arresteres. Ellers vil tyskerne selv gøre det. Regeringen bøjer sig og går med i tyskernes kamp imod Komintern – den internationale kommunisme. Efter tysk ordre sidder nu danske statsborgere i lejre og fængsler.’

Så interneringen af kommunisterne er pludselig ikke ’i strid med lands lov og ret’ længere; regeringen bøjer sig blot for tysk pres, og går til kamp imod kommunismen. Ansvarsfritagelsen for regeringen gøres også tydeligere ved, at ’danske statsborgere arresteres efter tysk ordre’. Det var det danske politi, der arresterede og internerede kommunisterne. I nedklipningens nutid, 1960, var kampen imod kommunismen helt central. Det er blot få år efter ungarernes oprør imod Sovjet, hvor hundredtusinder af europæere atter var på flugt fra repressive regimer – både i Ungarn og DDR. Så her er filmen mere i takt med tidens angst for østblokken end med fortidens hændelser” (Læs mere i Besættelsesbilleder til den kollektive erindring).

Credits